∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Before the end – på Edison med Dansk Danseteater.
Et workshopforløb som pinedød skal ende i en forestilling, sådan virker det.
Halvvejs inde i forestillingen fik jeg så ondt i hovedet, at jeg var lige ved at forlade det store rum på Edison. Men som en professionel holdt jeg ud med fingrene i ørerne for at dæmpe rytmeboksen, som heldigvis mod slutningen fadede ned til normalt niveau for siden helt at forsvinde. Så vidste man, at slutningen var nær, og døden på scenen indtruffet.
Jeg skal ikke skjule, at Dansk Danseteater, som her er gået i kompagniskab med Betty Nansen Teatret, i de senere år har skuffet. Kompagniet har faktisk eksisteret i 45 år, og ved 25 års jubilæet i 2006 vistes en udstilling på Teatermuseet i Hofteatret om udviklingen, som mange af os har fulgt fra dag ét. Der blev også udgivet et udstillingskatalog med artikler skrevet af nogle af grundlæggerne og naturligvis en repertoireoversigt. Men intet havde den nye leders interesse. Han ville se fremad og promovere egne værker og ikke takke forgængerne for deres pionerarbejde. Sådan synes det også at have været lige siden, selv nu med den nye, sympatiske leder på posten.
Dansk Danseteater, som navnet siger i dag (oprindelig Nyt Dansk Danseteater) har vel en vis forpligtelse over for et danseglad publikum i Danmark. Med op mod 13 mill. kroner årligt fra staten (seneste regnskab tilgængeligt er med tal fra 2023) og over en million kroner i privat fondsstøtte er der nok at tage ansvar for. På Edison er der yderligere en fond, nemlig Bikuben Fonden, som støtte.
Men ”Before the end” – er 65 minutters fjoget, fælles tramp og småskridt på gulvet, fra liv til død, ganske banalt, og det reddes kun af scenografens fantasi og farveglæde samt Edisons imponerende stofdraperier hele vejen rundt.
Men selv om den norske scenograf, Fredrik Floen, har slidt og tænkt og skabt 11 forskellige kostumer samt nogle sneuhyrer mod slutningen, er scenografi altid kun en hjælpedisciplin, en delmængde af et samlet kunstnerisk teaterudtryk.
Koreografen og danserne er i en ballet det udslagsgivende og det altafgørende. Koreografen, Marco Layera, forventes at have noget på hjerte og vide alt om trinkombinationer – serielle kunstkonstruktioner er fortid.
Men her er det som en eksamensopgave i at ”tage gas på tilskuerne”, så udvendigt og faktisk også forudsigeligt synes forløbet.
Det skal være sjovt som til en børnefødselsdag med barnlige ansigter, tumpede kollektive bevægelsesmønstre, kun holdt sammen af den irriterende (voksne) rytmeboks og indimellem blinkende lys, der vitterlig ikke er sundt for mennesker med tendens til epilepsi.
Som minutterne går bliver det til det ene deja-vue efter det andet fra teaterhistoriens mere muntre hjørne igennem de seneste måske 120 år. Tillige en lektion i dansedramaturgi uden sjæl, uden lyst til at bruge dansemediet i en større eksistentiel sammenhæng.
Koreografen er fra Chile og måske er den politiske situation sådan, at denne ballet er et fjoget og muntert tilladt frirum i en grum tid med en kraftig højredrejning. Men i Danmark har Dansk Danseteater, troede jeg, en vis forpligtelse til at bygge på dansk bevidsthedsideologi, og i øvrigt er vi mentalt et andet sted end et sydamerikansk land.
Så tak til scenografen, som gjorde de 65 minutter visuelt til at holde ud på grund af neon-skelet-trikoter og gængs klovne-ansigtsmaling. At danserne også på et tidspunkt spytter små sten ud, som var det deres egne tænder, kan vel bruges igen som en gimmick i en børneforestilling. I hvert fald gibbede det rundt om på publikumsrækkerne.
Dansk Danseteater skal ikke som i ”gamle dage” årligt søge om støttemidler. De kommer flyvende automatisk. Men jeg ville ønske, at nogle vidende folk gik bag om årsrapporternes fine sætningskonstruktioner, som opfylder enhver djøffers behov -og analyserede værkerne og kompagniets funktionsværdi.
Ps. I dag, d.20.2.26, har kulturministeren netop udnævnt en ny spindoktor, så har han to særlige rådgivere. Den nye er fra CBS!
Medvirkende:
11 dansere fra Dansk Danseteater – Kristin Bjerkestrand, Amancio Gonzales, Wolf Govaerts, Lukas Hartvig-Møller, Jessica Lyall, Lola Potiron, Yi- Shao Li, Leticia Silva, Carlos Luis Blanco Ramos, Bradley Waller, Reiko Ohta, Mathilde Stefanini
ISCENESÆTTELSE / Marco Layera
KOREOGRAFI / Marco Layera og de medvirkende dansere
SCENOGRAFI OG KOSTUMER / Fredrik Floen
Komponist / Damien Bazin
Lysdesign / Ulrik Gad
KUNSTNERISK KONSULENT / Carolina de la Maza
DRAMATURG / Tom Silkeberg