Menu Luk

On Snow and Quicksand – spillet i Krudttønden på Østerbro.

∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

On Snow and Quicksand – spillet på engelsk i Krudttønden på Østerbro.

Den herboende irske dramatiker og forfatter, Fergal O’Byrne, er meget flittig. Det er også som om, han aldrig bliver færdig med de store spørgsmål om liv, død, skyld, tilgivelse og soning i det næste liv – eller i hvert fald tiden efter døden.

Efter tre science fiction-agtige stykker, opført hos That Theatre i Krudttønden, og et par stykker i Fergal O’Byrnes eget teater,  Casa Dee Productions, er han nu tilbage i Krudttønden, men i eget regi.

Med Ian Burns på rollelisten og Barry McKenna som hovedinstruktør er meget ved det gamle hos That Theatre  – og så alligevel ikke.

For ”Snow og Quicksand” er mere end kompleks og nogen forløsning er måske svær at ane. Stykket står umiskendeligt på skuldrene af den store litteratur, hvor livet efter døden diskuteres, om det så er med henvisning til Dante, Shakespeare, Goethe eller Sartre i ”Lukkede døre”.

On Snow and Quicksand – spillet på engelsk i Krudttønden på Østerbro. Tegning af Claus Seidel.

 

Det kan være en stor mundfuld for et dansk publikum, for er det jordiske liv ikke svært nok, skal vi partout også tænke på det, der kommer efter?

Her i forestillingen er der snestorm, tre mennesker er lukket inde på en bar og en fjerde kvinde, i lettere englekostume, er mere overnaturlig og svæver rundt. Hun indtager af og til menneskelig skikkelse, så de andre kan se hende, og hun kan skubbe lidt til deres selvforståelse. Men er de døde? Eller kun en enkelt eller to af dem?  Det er “svævende”.

On Snow and Quicksand. Krudttønden. 2026. Tegning af Claus Seidel.

Jeg blev lidt usikker hen igennem stykket, og konklusionen må blive, at havde jeg været mere religiøs, måske katolik, var pointerne gået bedre hjem, for erkendelse og bekendelse er tilsyneladende også en del af stykkets mission.

De fire skuespillere, Ian Burns, Mikka Deleuran, Kevin Kiernan-Molley og Maja Muhlack,  har baggrund i henholdsvis England, Australien samt Danmark. De spiller fint i den effektive britiske stil med en række stemningsskift så markante, at det er lige ved at blive for stærkt. Ian Burns er dog på den gode måde en smule underspillet som en gammel falleret universitetsmand sat op over for de andre.

Det er godt, for der er mange detaljer at være opmærksom på. Skuespillerne taler hurtigt, og selv om teatret har været venlig at lægge en ordliste med specielle begreber, er det bare om at lytte intenst, så vælter de store spørgsmål frem.

On Snow and Quicksand. Krudttønden. 2026. Ian Burns, Mikka Deleuran, Kevin Kiernan-Molley og Maja Muhlack, Tegning af Claus Seidel.

Som dramatiker er Fergal O’Byrne ambitiøs og i modsætning til flere af hans samtidige danske kolleger, sætter han barren højt, for højt måske for både sig selv og publikum.

Men forestillingen bæres igennem takket være en stram instruktion, god simpel scenografi, stærke skuespillere og publikums vilje til at ”opleve” og forstå.

www.krudttønden.dk

Spiller på engelsk til og med 7. marts. 2026. i Krudttønden, Østerbro i Kbh.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *