Anbefaling af Ulla Strømberg.
OB(E)JECT på Blaagaard Teater.
Balletdanseren Astrid Grarup Elbo har i snart mange år været et frisk pust i dansk ballet. Hun har på imponerende vis spredt sig over flere områder. Først og fremmest som solodanser på Det Kongelige Teater, hvor der måske ikke er de store udfordringer for tiden. Men heldigvis har andre teatre haft bud efter hendes talenter.

Med stor succes har hun haft ”cross-over-roller” på Betty Nansen Teatret i både ”Bonnie og Clyde” og ”I am Gold” og senest som Mary Stuart. Tre forestillinger hvor hun både havde replikker og dansede – og løste dette meget svære mix ganske eminent.
I Verdensballetten har Astrid Elbo været et frisk pust, og i flere omgange har hun på Bellevue Teatret sammen med Alban Lendorf danset den smukke ”Enetime” af Flemming Flindt, hvor hun har været den strikse dame ved klaveret, som må bære ligene bort.

Nu har Astrid Elbo bevæget sig nogle meter videre ,som andre kunstnere har hun ønsket at sprænge rammerne og med sig selv som centrum og på ”gulvet” afprøve forskellige roller, igen med nogle få replikker og indimellem en mikrofon i hånden.
Med søsteren samt to andre musikere har Elbo skabt hun en mærkelig og også spektakulær ”forestilling”, der vel først og fremmest handler om kvinderoller og som noget sekundært, naturen.
Astrid Elbo er altid fascinerende på en scene, her er hun først i stor selskabskjole, hvor hunbryder billedet og bl.a. skyggebokser, siden på tåspidssko som en lille skovalf, hvor hun med en foroverbøjet kropsholdning er lige til at sætte ind i et uhyggeligt eventyr for halvstore børn. Til sidst iklæder hun sig lidt hippietøj og byder tre kvindelige strygere, velkommen på scenen, og så fortsætter musikken, mens hun iagttager.

Det er ikke nogen færdig forestilling, knapt nok en collage, men snarere en alsidig kunstners forsøg på at afsøge nye veje.
Dramaturgisk havde det nok været sjovere, hvis dans, bevægelse og musik havde afløst hinanden og var hægtet mere raffineret sammen i denne time og ikke blot adskilt. Det blev i øvrigt efterfulgt af en samtale, som jeg på grund af vejret ikke overværede og nogle gange kan ord og forklaringer også ødelægge. Astrid Elbo er nemlig som danser go performer god nok, der er ikke brug for forklaringer.

Må derfor håbe, at Astrid Grarup Elbo får gode og store udfordringer på flere teaterscener, hvor hun afgjort vil kunne honorere selv store opgaver.
Kun få dage på Blaagaard Teater.
Medvirkende
- ASTRID GRARUP ELBO
- TOECHTER: LISA MARIE VOGEL, MARIE-CLAIRE SCHLAMEUS, KATRINE GRARUP ELBO
Skabt af
- Koreografi, iscenesættelse & kunstnerisk idé ASTRID GRARUP ELBO
- Komponist KATRINE GRARUP ELBO
- Tekst ASTRID GRARUP ELBO
- Kostume LARISSA JENNE, m. fl.
- Dramaturgisk konsulent DARIA IURIICHUK
- Lys SARAH FREDELUND, KIA LUNDORFF
- Lyd MINA GÖL BERTELSEN
- Rekvisitør KLARA SJÖHOLM
- Koreografisk konsulent AMANDA DONATO & YVONNE SADJI-SEMBENE
- Fotograf MARIA ALBRECHTSEN MORTENSEN
- Musik FLORENCE BEATRICE PRICE, SOPHIA JANI
- Udviklingsworkshop i samarbejde med SONJA FERDINAD
- PRODUCERET MED STØTTE FRA:
- Danish Research Foundation
- Wilhelm Hansen Fonden
- Aage og Johanne Louis-Hansen Fonden
- Dansk Skuespillerforbund
- William Demant Fonden
- Dansk Tennis Fond
- Beckett-Fonden
- Lizzi og Mogens Staal Fonden