Kulturkupeen

Bertha Wegmann  – på Hirschsprung og i en ny stor bog.

5 stjerner (6 til udstilling, 4 til malerierne, 4 til bogen)

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Bertha Wegmann  – på Hirschsprung og i en ny stor bog.

Stor, veltilrettelagt udstilling om endnu en overset (kvindelig) kunstner suppleret med en forskningsbaseret artikelsamling.

For Den Hirschsprungske Samling er Bertha Wegmann et gammelt bekendtskab og tilsyneladende en gammel ven. Familien Hirschsprung erhvervede tidligt værker af Wegmann, og siden er samlingen blevet pænt suppleret af museet.

For mange andre er hun ny i klassen og skal derfor bestå sin prøve: hvor god en maler er hun i forhold til sin samtid og eftertiden?

Bertha Wegmann: En ung pige (Marie Triepcke, senere Krøyer) 1885. Den Hirschsprungske Samling. Udstilling 2022: At male på mange sprog.

Polemik

For et par år siden var der ingen, der talte om damen, født i 1847. Men så købte Den Hirschsprungske Samling et portrætmaleri af Bertha Wegmann og imod sædvane udsendtes en pressemeddelelse om indkøbet og prisen. 3,2 millioner kroner var hammerslaget – og oveni salær m.m. Det var lidt af en bombe. Motivet var en næsten romantisk afbildning af den senere Marie Krøyer. Siden har bl.a. kunsthistorikeren Lennart Gottlieb været fremme med kritiske kommentarer til værkets kunstneriske niveau, bl.a. I sin bog: ”Identitet” – anmeldt her: https://www.kulturkupeen.dk/identitet-lennart-gottliebs-kontroversielle-kunsthistoriske-betragtninger-bog/ 

Samtidig har en forsker tilknyttet museet, Ernst Jonas Bencard, mange måneder forud for denne store udstilling om Bertha Wegmann, offentliggjort en analyse af det omtalte portræt – og vel at mærke i et feministisk, erotiserende  perspektiv.

Udstillingen: At male på mange sprog  

Nu er udstillingen kommet om Berthe Wegmann (1847-1926). Der foreligger tillige en bog om Bertha Wegmann, skrevet af en håndfuld forskere, inc. Bencard.  Se anmeldelse efter udstillingsomtalen.

Udstillingen er tilrettelagt af Lene Bøgh Rønberg, ph.d.  Den er velgennemtænkt, velargumenteret og smukt hængt op. Godt kunsthistorisk arbejde. Rum for rum forklarer gode plancher Wegmanns brede motivkreds og store oeuvre, og billederne på væggene beviser det hele. Dansk kunsthistorie er blevet en kunstner rigere.   

Bertha Wegmann bliver født i 1847 i Schweitz i en familie af handelsfolk, 5 år efter slår familien sig ned i Danmark. Ikke mindst faderen understøtter siden Berthe Wegmanns kunstneriske evner. Da kvinder ikke har adgang til Kunstakademiet i København på dette tidspunkt, sendes hun til München, hvor der er et aktivt kunstnerisk miljø og gode uddannelsesmuligheder – tilsyneladende også for kvinder.

Bertha Wegmann: Opstilling med markbuket og kunstnerens palet. 1880erne. Privateje, men med på Den Hirschsprungske Samlings udstilling 2022: At male på mange sprog.

Wegmann udfolder sig i mange genrer 

Wegmann maler i tidens sprog, og da hun siden på sine mange rejser får undervisning i Paris er det bl.a. hos Bonnat, som også Krøyer frekventerede. Dvs. hun nok oplever en noget bagudskuende tilgang til maleriets muligheder og fastholder til dels en fortsat ganske sirlig penselsføring.    Wegmann prøver kræfter inden for både portræt, blomster og naturbilleder, men det er ikke mindst inden for portrætkunsten, at hun kan markere sig. Selv om hun ikke før nu i det 21. århundrede er ved at ramme den danske kunsthistorie, er der tilsyneladende konsensus i 1909, hvor P.S. Krøyer dør, at Wegmann er en naturlig arvtager som Danmarks fremmeste portrætkunstner.

Portrætkunsten

På udstillingen er der mange beviser på hendes portrætkunst og hendes evne til at fange en persons fremtrædelsesform og udstråling.  Hun har som regel øjenkontakt med også de mandlige, ofte kendte personligheder.

Men interessen for portrættet  og det, der i dag på nudansk hedder ”undersøgelse” af maleriets muligheder, afprøvede hun vist primært med kvindelige modeller. Den svenske kollega og veninde fra et tidligt tidspunkt:  Jeanne Bauck, dennes søster og Wegmanns egen søster. Også nogle, en smule parfumerede, portrætter af den yngre Toni Müller, som var Wegmanns samboer og sekretær i de sidste mange år,  viser spændvidden.

Bertha Wegmann: Portræt af malerinden Jeanna Bauck. Med på Den Hirschsprungske Samling, udstilling 2022: At male på mange sprog.

 

Feministens udstillinger

Wegmann rejste rundt i Europa og arbejdede, men sendte til stadighed værker til både udstillinger i København og Paris m.m.   Først fra tiden omkring Første Verdenskrig, hvor rejselivet vel blev vanskeliggjort, og indtil hun døde i 1926, var hun bosat i København.

At hun var feminist er vist hævet over en hver tvivl, men hvorvidt hun var aktiv inden for nogle af de eksisterende kvindebevægelser, fremgår ikke. I lange perioder boede hun på det såkaldte Damehotel, som lå i tilknytning til Kvindelig Læseforening. Wegmann var ved sin livsførelse vel et eksempel på en emanciperet kvinde, der livet igennem boede sammen med andre kvinder.

Diskretion

Udstillingen er diskret omkring Wegmanns private liv. Udstillingen tager Wegmann for pålydende og stiller heller ikke spørgsmålstegn ved kvaliteten af værkerne. Nogle er måske ikke det, som vist stadig hedder ”museumsstykker”, dvs, værdige til at indgå i en museumssamling.  Men omvendt er det er jo et kunstmuseums opgave at udforske og hele tiden udvide perspektivet på både samling og periode.  Det må man sige, at det aktive Den Hirschsprungske Samling i høj grad gør. Forrige år fik Kristian Zahrtmann den helt store hyldest og blev indsat i en moderne queer-sammenhæng.  Berthe Wegmann kunne have fået samme tur, men denne udstilling er på flere måder mere elegant og udnytter ikke den indlysende queer-holdning, som kunstneren givetvis har haft.  Det tjener museet til ære, at de ikke lukrerer på en modebølge, men blot udfører klassisk museumsarbejde.

Katalog og artikelsamling

Til udstillingen er trykt et katalog eller en bog med en række artikler, udgivet i samarbejde med forlaget Strandberg Publishing.

Desværre mangler bogen en generel indledning og introduktion til kunstneren, som på ingen måde kan forventes kendt bredt i Danmark.

Bogens første artikel går direkte ned i Bertha Wegmanns sameksistens i München med den svenske malerinde:Jeanna Bauck . Men at forstå og fatte interesse for denne periode i Wegmanns liv, forudsætter en fortrolighed med Wegmanns generelle udvikling.  Men de færreste museumsgæster, boglæsere eller unge kunsthistorikere har vel stor viden om kvinden. Wegmann er jo ny i klassen og på parnasset. Det er hele pointen, som museet og bogen vel også skal profitere på.

Derfor er basal formidling af betydning, og det gør ikke noget, at formidlingen er grundlæggende, logisk og bygget på kronologi.  Tværtimod, for sådan er livet.

Wegmann på vej ind i dansk kunsthistorie

Artikel efter artikel lægges nye brikker til en forståelse af Wegmann som en stærk, mandhaftig kvinde, med stor gennemslagskraft i udlandet – og en anelang udstillingshistorik. Den er Imponerende. Alligevel blev hun ”glemt ” i sine sidste år, hvor hun, måske på grund af sin schweiziske baggrund ikke blev en del af den danske kunsthistorie og heller efter sin død i 1926.

Men hvordan malede hun så? Det er der mindre om i bogen, men alligevel kommer flere af skribenterne ind på hendes stil, som afgjort peger bagud og synes omstændelig. Ordentlig, men lidt tung, siger jeg.   Ganske interessant er en næranalyse, hvor Wegmann sammenlignes med den franske maler Berthe Morisot. Men man skal vist være super nørdet for at se pointen i at diskutere, om Wegmann er impressionist eller ej. For hvordan i det hele taget definere impressionisme?   Her tager Annette Rosenvold Hvidt en anden yngre skribents universitetsspeciale til indtægt for en diskussion for og imod impressionisme og inddrager også begrebet ”ubestemtheds-steder” – som skulle gøre Wegmann til netop IKKE at være impressionist. Rosenvold Hvidt skriver:” ….at sådan som deres (Morisot og Wegmanns) malerier er impressionistiske , indeholder de netop sådanne ubestemtheds-steder, der ikke står i modsætning til de impressionistiske træk, men tværtimod understøttes af dem, ….” ( s.175).    Hen til kommoden og tilbage igen. Som om kunsthistorien var en eksakt videnskab, og som om diverse isme-definitioner er frosset fast og vedtaget ved lov.

Udsnit af portræt: Bertha Wegmann: en ung pige ( Marie triepcke, senere Krøyer) 1885. Den Hirschsprungske Samling. Udstilling 2022: At male på mange sprog.

Pussy Power anno 1882

Ernst Jonas Bencards artikel ”Pussy Power” er til gengæld velskrevet og underholdende, men også lidt irriterende. Alene titlen er vel en provokation. Bencard nærlæser ud fra meget moderne, seksuelt orienterede symboler portrættet af den senere Marie Krøyer, her Marie  Triepcke. Det var jo netop dette maleri, som under stor opmærksomhed blev indlemmet i museets samling for et par år siden. Jeg tror godt, at billedet kan leve uden de ekstra lag, som Bencard afdækker, ja, jeg synes egentlig, at Wegmann er en bedre maler, hvis hun ikke analyses som beregnende superfeminist.

En artikel om ”salonkunsten” i Europa er også med til at perspektivere Wegmanns værker.

Censurkomiteen: de bedømmende fagfæller

Bortset fra Bencards artikel har de andre i bogen været igennem censurkomiteen: fagfællebedømte. Men det betyder til gengæld, at de er mindre interessante at læse og synes mere tendentiøse. Sådan er det vist altid med den ”fagfællebedømmelse”, som indtog danske museer omkring 2012 efter ministerielt krav. ”Fagfællerne”(?) har sikkert krævet, at Wegmann af og til ”insisterer”, og at mødet mellem maler og model pludselig er blevet til noget ”performativt”. Men nu har vi i kunsthistorien i århundreder kunnet klare os uden det begreb. Så er der de ”ciskønnede” (og dem er der vist mange af i verden), en kunstners oeuvre er blevet til et kunstnerskab osv., osv.

Bogen burde have være igennem en ekstra redaktør, der kunne vende bøtten og krævet en introduktion til kunstneren før der var fri leg for kunsthistorikerne. For der er en udmærket historik bagest i bogen – og ligeledes en oversigt over de udstillinger, Wegmann har deltaget i. En kronologisk værkfortegnelse ville også have været nyttig og lagt tydelige brikker ud til et samlet billede af Berthe Wegmann som en kunstner, der i dag bør bemærkes på lige fod med andre (mandlige, danske) kunstnere fra perioden.

Nu er bogen en eksercits for museet og kan afkrydses i ministeriet.

www.hirschsprung.dk

www. strandbergpublishing.dk

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.