Kulturkupeen

Blackbird

∗∗∗

Anmeldelse af Eva Zierau.

Indrømmet, jeg er ikke særlig vild med fiktion om terminal sygdom. Det er ligesom et for oplagt, for nemt og for klichéfyldt tema. Har man en vis alder, kender mange os på nært hold kun alt for godt, hvor traumatisk uhelbredelig fremadskridende sygdom kan være.

Blackbird er en remake af Bille Augusts Stille Hjerte(2014) med Ghita Nørby i hovedrollen som Esther, der har valgt at foretage et assisteret selvmord, fordi hun lider af uhelbredelig ondartet sklerose. En fremragende og gribende film. Det er ikke første gang, af vi finder amerikanske remakes af danske film. Det gælder også film som Ole Bornedals Nattevagten(1994) og Susanne Biers Brødred(2004).

I Blackbird er det Lily(Susan Sarandon), der lider af en uhelbredelig sygdom og har besluttet, at hun vil samle familien en sidste weekend før hendes mand Dave(Sam Neill), der er læge, vil hjælpe hende med at begå¨selvmord.

Dave og Lily bor i et tjekket stort moderne hus på en skøn beliggende grund ud til en sø i Connecticut. Det er lørdag morgen, og de to voksne døtre Jennifer(Kate Winslet) og Anna(Mia Wasikowska) kommer på besøg med deres familier. Det samme gør Lilys bedste veninde Liz(Lindsy Duncan)

Plakat: MILLENNIUM MEDIA/Sandrewmetronome

Stemningen er akavet. Anna vil ikke acceptere Lilys beslutning, og vil ringe efter en ambulance, hvis Lily gør alvor af sit forehavende. Jennifer er mere afklaret med situationen. Hvis selvmord er hendes mors ønske, må det være sådan. Alle prøver at få det bedste ud af det ubærlige. Det er sandhedens time. Der er ingen tid at spille.

Blackbird er et intenst kammerspil. Vi bevæger os så at sige ikke udenfor hjemmet, hvor ægteparret har boet i mange år. Som weekenden skrider frem, rasler skeletterne ud af skabet. Rivalisering mellem søstrene og barndommens traumer trænger sig på. Vi er med på en emotionel udmattende rejse.

Lily ønsker, at familien på denne hendes sidste dag skal holde jul sammen. De fælder et grantræ på grunden, pynter op og spiser julemiddag, selv om der ifølge kalenderen er lang tid til jul.

Blackbird  formåede ikke at komme helt ind under huden på mig. Og det på trods af, at skuespilpræstationerne over en kam overordnet er udmærkede. Det gælder både Sarandon, Winslet og Wasikowska. Men ikke mindst den 21 årige Anson Boon, der spiller Lilys 15 årige barnebarn Jonathan. Ham kommer vi til at se mere til fremover. Alligevel er det som om hele set-uppet ikke virker helt troværdigt. Lily er for smuk, for kvik og for afklaret med sin situation. .

Filmens morale er, at vi alle bør være mere opmærksomme på at gribe dagen og være mere til stede i nuet. Det er svært at være uenig i.

Man kan ikke lade være med at sammenligne originalen Stille Hjerte med Blackbird. Sidstnævnte foregår i eksklusive omgivelser, og rollerne er besat med store amerikanske filmstjerner. Stille Hjerte er en intim film. Mere nordisk og enkel i sin udtryksform og i min optik også mere bevægende.

Manuskriptet til Blackbird er skrevet af danske Christian Torpe, som også skrev manuskriptet til Stille Hjerte .

Instruktør: Roger Michell

Premiere: 12. maj 2021




Trailer: MILLENNIUM MEDIA/Sandrewmetronome

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *