Kulturkupeen

Knudsen og Ludvigsen- og det store dyr.

∗∗∗∗

Anmeldelse af Eva Zierau.

Sjov og finurlig tegnefilm for de små.

Nu må det være de yngstes tur til en tur i biffen. De har alt for længe siddet hjemme passivt foran deres iPads.  KNUDSEN & LUDVIGSEN – og det store dyr, et godt bud på en film for de små.  En norsk fantasifuld tegnefilm af filminstruktørerne Gunhild Enger og Rune Spaans.

Foto: Tordenfilm/Qvisten Animation

Knudsen og Ludvigsen er to små glade fyre, som bor i en tunnel sammen med en vaskebjørn. Livet går sin stille og rolige gang i tunnelen med sang, syltetøj og venskabelige diskussioner. Men en dag får Knudsen og Ludvigsen besøg af en streng kvindelig togkonduktør, som vil smide dem ud af tunnelen. De kender ingen de kan bo hos, så gode råd er dyre. Men så får Knudsen en super idé. Han har en stærk og sej bedstefar, som de ganske vist ikke ved hvor befinder sig. Bedstefar er den legendariske sørøver kaptajn Knudsen. Hvis de finder ham, vil han uden tvivl kunne hjælpe dem. Problemet er imidlertid, at ingen har set kaptajnen i meget lang tid. Lever han mon stadig og hvis ja, hvor er han så? Snart begiver de to venner sig ud på en eventyrlig rejse for at finde den gamle sørøver. Under vejs møder de det store dyr, som ikke er så farligt endda. Derudover stifter de bekendtskab den onde hvidhårede Gudrun, der er konduktørens søster. Gudrun leder nemlig også efter Kaptajnen. Hun har et regnskab at gøre op med ham.

Foto: Tordenfilm/Qvisten Animation

Knudsen og Ludvigsen- og det store dyr er en sjov og finurlig tegnefilm. F.eks. viser filmen tre forskellige slutninger på historien. En lykkelig, en sørgelig og en meget fantasifuld. Så kan man selv vælge, hvilken man foretrækker.

I filmen indgår munter og iørefaldende musik og sang, som man bliver i godt humør af. Snart befinder de to venner sig i Himmeriget hos Sankt Peter. Det kunne jo være, at Kaptajn Knudsen befandt sig dér? En lidt atypisk lokation, når der er tale om en børnefilm, men der ser lige godt rart ud deroppe. Folk futter rundt på skyerne, og ser ud til at nyde livet på den anden side. Selve animationen ændrer sig konstant fra en flot farverig Disney stil til enkle sort hvide blyantstegninger og visa-versa. Et godt greb. Man keder sig ikke.

Der er flere  små historier i filmen og tempoet er højt. De små skal måske nok holde tungen lige i munden for at følge med. Men det ødelægger ikke det overordnede indtryk af en farverig og indtagende tegnefilm. Filmen er i øvrigt efterfølgeren af Knutsen & Ludvigsen og den fæle Rasputin (2015).

Knudsen og Ludvigsen- og det store dyr er en helt igennem sjov og fantasifuld tegnefilm, med karakterer, som børn vil kunne identificere sig med. Vi voksne kan glæde os til at få lov til at se med.

Instruktører: Gunhild Enger og Rune Spaans




Trailer:Tordenfilm/Qvisten Animation

Censur:Tilladt for alle

Premiere: 12.maj 2021

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *