Kulturkupeen

Dansk Danseteater på Ofeliapladsen og i Aarhus.

∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Dansk Danseteater på Ofeliapladsen, 2019.

Dansk Danseteater havde i en årrække sommerballet i et par august-uger i Politigårdens indre. Det var flot og anderledes, og så var det gratis, hvis man altså orkede at stå i kø.

Nu er kompagniet rykket til Ofeliapladsen ved havnebassinet i København og har opstillet et pompøst publikumsstillads. Scenen er placeret på kanten mod vandet. Det er også spektakulært med en spændende baggrundskulisse hentet fra virkelighedens København. Indtil videre er alt altså godt.

Men der skal mere til end Amalienborg i baggrunden og et par træskibe. Det synes lidt sølle med tre spilledage og så kalde det for festival med åbningstaler af henholdsvis den nye kulturminister Joy Mogensen, Alternativets kulturborgmester i hovedstaden, Franciska Rosenkilde, og Dansk Danseteaters nye svenske chef, Pontus Lidberg. Med et program på lige 60 minutter,  vist tre gange, og så al det hurlumhej, er det efter min mening overkill at kalde det for en festival!

Dansk Danseteater, 2019. Ofeliaplads. Ida Praetorius og Ulrik Birkkjær. NB.NB. Forestillingen spilles i dagslys, men dette pressebillede er taget om aftenen! Foto: Søren Meisner.

Havde det ikke været for den altid yndige Ida Prætorius, der, sammen med Ulrik Birkkjær, hjemme på sommervisit fra San Fransisco Ballet, dansede en klassisk/moderne pas de deux, ville eftermiddagen  havde været en tom og gammeldags omgang. Men Ida Prætorius har udstråling og kan med sin umiddelbare ynde forvandle det meste til fascinerende dans, og  det lykkedes heldigvis her sammen med Birkkjær i Pontus Lidbergs ”Day Break” med musik  af Samuel Barber. Men Ida Praetorius er altså også lige nu Det Kongelige Teaters primaballerina no.1!

To inviterede dansegrupper viste vejen lukt tilbage til en tid, hvor modern dance blot var kropsvridninger isprængt lidt humor. Hos grækeren Ioannis Mandafounis, som åbnede programmet, kunne de behændige, men ofte uskønne gymnastiske øvelser og vrid slet ikke engagere. Heldigvis var der live cello-toner.  Uden hverken psykologi eller indhold, men blot variationer over mærkelige kropsvridninger blev det en lidt tom åbning af den såkaldte festival.

Et israelsk kompagni med tre fikse mænd i balletten ”The Hill” syntes at skabe glæde på tilskuerpladserne. For med humor marcherede og dansede de til militærmusik, som afløstes af andre toner for at ende med Bee Gees. Så var alle glade. De genkendelige poptoner og pæne mænd i pastelfarvede bukser kunne fastholde interessen og passede til sommerhimlen. Men indhold var der ikke noget af, og denne lille bagatel kunne såmænd også godt have været gadeunderholdning i den dyrere ende på et torv i Frankrig.

Dansk Danseteater, 2019. Ofeliaplads. River. NBNB Forestillingen spilles i dagslys, men dette pressebillede er taget om aftenen!. Foto: Søren Meisner.

Det 60 minutter lange program sluttede med et uddrag af en kommende ballet af lederen himself, Pontus Lidberg. I programmet kaldes han for svensk mesterkoreograf. Det er ikke fikst at skamrose sig selv, og meget mester var der ikke over den pæne, men helt uengagerede dans i lidt klodsede gammeldags kostumer hentet ud af et aftenskolekursus i stoftryk.  ”River” med musik af Nils Frahm havde 8 dansere på gulvet, som skabte harmoniske, afløst af disharmoniske, billeder af bølger og hav. Men vi lever i 2019. Verden er ved at gå under. Teaterkunsten i bredeste forstand bliver altså nødt til at tage stilling, engagere sig, forholde sig og tage problemer op.

Det synes som om Dansk Danseteater fortsætter de senere års tornerosesøvn.Kompagniet har primært udenlandske dansere, men det er på Finansloven og skal faktisk være Danmarks førende alternativ til Den Kongelige Ballet. Der må altså ske noget snarest. Det fortjener dansekunsten i DK.

Plakat. Dansk Danseteater.Copenhagen Summer Dance. Foto Henrik Stenberg. Illustration Sophia Vincent-Guy.

 

Koreografer: Pontus Lidberg, Roy Assaf, Ioannis Mandafounis, Pietro Marullo

Værker: Daybreak, Make Sure You Have Exhausted All That Is Communicated Through Stillness And Silence, River, The Hill

Dansere: Dansk Danseteaters  dansere, Ioannis Mandafounis, Roy Assaf Company, Ida Prætorius, Ulrik Birkkjær m.fl.
Musik:  Brice Catherin, Samuel Barber, The Israeli Army Band, Nils Frahm m.fl

Der danses d.10. og 11. I København og i den følgende uge to dage  I Aarhus.

Se mere på www.danskdanseteater.dk

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.