∗ ∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Carsten Thau – Om transparens og andre essays. Ny bog.
Et år efter arkitekturprofessoren Carsten Thaus død i januar 2021, i en alder af kun 73 år, udkommer en artikelsamling, der viser omfanget og spændvidden i Thaus interessefelt og formuleringskunst inden for arkitektur, billedkunst og film.
Emnerne dækker imponerende bredt, men endnu mere beundringsværdig er skrivestilen og i forlængelse heraf Thaus evne til også verbalt at sanseliggøre fortællingen om kunstens udvikling og nedviklinger. Carsten Thau var en ægte polyhistor.
Men Carsten Thau kom vist ikke nemt til det. De to største værker, han publicerede, var den grundlæggende bog ”Arne Jacobsen”. Den blev skrevet over en årrække sammen med Kjeld Vindum, og bogen om filmkunstneren Peter Greenaway skrev Thau i kompagniskab med Anders Troelsen. Udover undervisningsjob med dertil hørende forelæsningspligt, først som lektor i Aarhus siden som professor på Arkitektskolen i København, blev det til mange mindre artikler samt en ufuldendt analyse om transparens inden for arkitekturen, specifikt om relationer imellem Le Corbusiers arkitektur og flere af de store billedkunstneres forsøg med kubisme og andre stilretninger.
Carsten Thaus skrivestil kan ikke efterlignes. Dertil var han for alvidende og tillige begavet med et meget fintfølende sanseapparat, så det kan kun blive til en ”fattig”, bleg og ligefrem afpillet omtale og referat af hans skriverier og hans forførende evne som foredragsholder.
Pressefoto fra Moesgaard Museum.
Heldigvis er der i samlingen af tekster også et udskrift af et foredrag på en museumskonference. Hvor ”museumsfaglige personer” meget sjældent forholder sig til virkeligheden, fremmaner Carsten Thau et vittigt portræt af en gammel tante, som ikke er dum, men hvis horisont alligevel er begrænset. Vil hun gå oftere på Moesgaard, når der bygges et nyt museum til en halv milliard kroner? Thau tvivler og bruger tantens manglende viden, men trods alt interesse, hen igennem foredraget. Det er vittigt og modigt, og mon ikke tilhørerne fik røde ører.
I en artikel om trapper og trappen på Charlottenborg, trykt i et udstillingskatalog i forbindelse med Kunstakademiets 250 års jubilæum i 2004, kommer Thau vidt omkring. Hvor andre vel ville blive inden for rammerne af den tildelte opgave, nogle smukke trappeforløb ved Kongens Nytorv, rejser Thau ud i verden og rammer både de spektakulære trapper i Rom op til Capitol og til Santa Maria in Aracoeli og den berømte trappefilmscene i Eisensteins ”Panserkrydseren Potemkin” for også at beskrive Abildgaards trappe på skærmen: ”Lykkens Tempel”.
Hvor jeg blot lidt opsummerende nævner nogle af de beskrevne værker, giver Thau anderledes kolorit på beskrivelserne: ”Perciperingen af et maleri pulserer i reglen mellem hengivelse og mere nøgterne kølige observationer. Allegorien, der forløber i Abildgaards sløjfe af en teatralsk sceneopstilling, er ikke blot tørt knirkende i den henseende…”
Thaus store viden om flere kunstarter viser tilbage til tidligere tiders velskrivende kunsthistorikere, der utvungent kunne jonglere mellem kunstarterne, Derfor er de forskellige artikler så interessante, fordi de sammenstiller billedkunst og arkitektur, bl.a. når Le Corbusiers smukke og mønstergyldige Villa Savoye (Poissy sur Seine, 1932) stilles over for henholdsvis Picasso og Braques ”analytiske”, kubistiske arbejder.
Perioden omkring Første Verdenskrig er også spændingsfeltet, når Thau skal skrive om noget så udefra set stilfærdigt som billedrammer. Men i artiklen, som blev skrevet i tilknytning til en stor udstilling på Statens Museum for Kunst i 2008, når Thau vidt omkring og inddrager både Greenaways film ”Tegnerens kontrakt” fra 1982, Hammershøi og mange andre kunstneres malerier og stik med en rygvendt kvinde ved et vindue – for at finde mange paralleller hos Mondrian, hvor alt er kanter, rette vinker og klare farver. Thaus konklusion lyder: ”Mondrians modne værk udgør den mest tilbundsgående gennemarbejdning af rammens problem i 1900-tallets kunst!”
Venedig. Canal Grande. Et skue i sig selv. Foto: Bogo Group.
Essayet om Venedig er lidt anderledes end de andre artikler og bliver mere en fabulerende iscenesættelse af den forjættende by, der for Thau og mange moderne universitetslærde ( som Thau selv(?)) har udviklet sig til ”Disneyland for intellektuelle”. Måske. Måske. Men ikke desto mindre har Venedig være inspirationskilde for uendelig mange skrivende som bildende kunstnere igennem århundreder.
Thaus imponerende jonglering med filosofi, æstetikhistorie og direkte billedanalyser er dybt inspirerende og ikke noget, man bare lige læser og får overstået. Det kan nok være nødvendigt nogle steder at tage sig tid til at undersøge kilderne for så at vende tilbage til Thaus tekster.
Og man vil som læser så bedre kunne annamme de indimellem vidtløftige beskrivelser og konklusioner.
Så trist, at man ikke bare kan ringe eller skrive til ham og få en uddybende forklaring.
Udkommet d.18.1. 2022 på Strandberg Publishing.
Her følger mine mindeord om Carsten Thau ved hans død sidste år, 2021.