∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Dans2go, Bournonville – Ballettens digter, 2021, Det Kongelige Teater.
I de senere år har Den Kongelige Ballet skabt nye formater med bl.a. ”Hübberiet”, og seneste skud på stammen er vist ”Dans2go”, som vel er et par år gammelt. En god idé fordi prisen på billetterne er lav, enhedspris på under 300 kroner over hele Gamle Scene.
Dans2go. Det Kongelige Teater. 2021. Tegning af Claus Seidel.
Publikum er mere end glade, men for at være ærlig så er årets ”Dans2go” program lidt skrabet. Gamle Scene er krævende, og det bliver altid pauvert, når kapellet ikke er tilstede, og der blot skrues op for højtalerne eller sættes et par musikere på scenen sammen med dansere uden scenografi.
Dans2go. Det Kongelige Teater. 2021. Tegning af Claus Seidel.
Rent teknisk kan den moderne verden det meste og snart sendes almindelige rigmænd til månen. Men Det Kongelige Teater kan ikke vise en film på stort lærred. Vi sad 1000 publikummer og så en film, der var så lille i format, at det var svært at se detaljer, når der blev danset.
For denne Bournonville-teateraften indledtes med en ny, 45 minutter lang film, skabt af Erik Aschengreen og Liv Thomsen. Ballethistorikeren Erik Aschengreen er altid vidunderlig at lytte til, for han ved, hvad han taler om. Han gør stoffet interessant og også dobbeltbundet, når det handler om den store Bournonville, der har præget Det Kongelige Teater i snart 200 år. Men speakeren, den kendte tv-dame, Liv Thomsen, har et sprog og en udtale, der slet ikke harmonerer med denne kulturhistoriske balletsubstans og den danske kulturarv. Ligeså den stemme, som skulle illudere Bournonville. Det blev kort sagt til en film om ”densk bellet” med kraftig understregning af og mange gentagelser om den samfundsmæssige kontrast, der var imellem byen København, og hvad der udfoldede sig på scenen dengang i begyndelsen og midten af 1800 tallet. Øv.
Dans2go. Det Kongelige Teater. 2021. Tegning af Claus Seidel.
Efter en pause fulgte så fem små uddrag af forskellige bournonvilleballetter. I modsætning til det, man lige i glimt i miniformat havde set på filmen, hvor der mange gange kunne skimtes stemningsfulde dekorationer, så blev det hele lidt goldt på en tom scene med skiftende farve på bagtæppet. Først orangebrunt, siden blåt og det fik kostumerne fra forskellige forestillinger til at stå som utilpassede størrelser, mens de unge dansere kæmpede for at fylde scenen ud.
Dans2go. Det Kongelige Teater. 2021. Tegning af Claus Seidel.
Det gode ved aftenen var at lære nogle af de yngre dansere at kende, men bare ærgerligt at det bliver så altmodisch, når kostumer trækkes ud af de rette sammenhænge. Og egentlig mærkeligt, at scenograferne giver lov. Helt grelt blev det i afslutningens ”Pas de Sept” fra ”Et Folkesagn”, hvor Mia Stensgaards lovpriste scenografi manglede, og nogle grelle røde mandskostumer nærmest blev komiske, fordi de var trukket ud af kontekst.
Kort sagt: Dejligt at få lov at se de kongelige dansere, ærgerligt at det skal være et spareprogram. Alle er fastansatte, så hvorfor nu det? Og hvor bliver de rigtige premierer af? Balletten har i år haft repremiere på ”Come Fly Away” – og snart er der repremiere på ”Romeo og Julie”. Men nye store værker, men væsentlige koreografer, der kan udfordre både publikum og ikke mindst dansere (og musikerne), hvor er de henne?
Programmet, der gentages en del gange hen igennem sæsonen. Det ser imponerende ud, men er altså ganske korte uddrag:
August Bournonville – ballettens digter
En film af Liv Thomsen og Erik Aschengreen
Pas de la vestale
Koreografi: August Bournonville
Musik: Gaspare Spontini
Kostumedesign: Annette Nørgaard
Konservatoriet – pas de trois
Koreografi: August Bournonville
Musik: H.S. Paulli
Kostumedesign: Lars Juhl
Kermessen i Brügge – pas de deux
Koreografi: August Bournonville
Musik: H.S. Paulli
Kostumedesign: Annette Nørgaard
Et folkesagn – pas de sept
Koreografi: August Bournonville
Musik: Niels W. Gade
Kostumedesign: Mia Stensgaard