Kulturkupeen

Mika Rottenberg: Endnu en interessant, kvindelig kunstner på Louisiana.

∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Mika Rottenberg: Endnu en interessant kvindelig kunstner på Louisiana.

Louisiana agerer som flere andre museer og gør det fortiden næsten udelukkende i kvindelige kunstnere. Tiden er jo moden til det. På museerne bliver der gjort op med mange årtiers negligering af kvindelige billedkunstnere. Men snart kan vi forhåbentlig alligevel vende tilbage til de tider, hvor kønnet ikke var afgørende.

Mika Rottenberg på egen udstilling. Louisiana. 2021. Foto: US.

Mika Rottenberg er argentinsk, israelsk kunstner, født i 1976 og i årtier bosat i New York og har deltaget i mange internationale kunstudstillinger, bl.a. i Venedig Biennalen i 2015.   På forespørgsel om hun føler sig amerikansk, svarer hun nej, men i New York er alle på lige fod, ingen stikker ud.

Mika Rottenberg har i de senere år bevæget sig frit mellem film, video og installation samt grafik og gør det på en charmerende ironisk, af og til brutal måde, som giver mindelser om 1920ernes dadaisme og 1960erne fornyede formopgør som det kendes hos bl.a. Tinguely.

Udsnit af værk af Mika Rottenberg. Louisiana. 2021. Foto: US.

Men Mika Rottenberg er tættere på en samfundsanalyse end forgængerne, for det er forbrugersamfundet og overflodssamfundet og måske også kvindearbejde, hun satiriserer over i nogle sjove, ofte Storm P-lignende maskiner. Flere af dem giver plads til, at publikum må sætte sig i en stol og via egne ben bevæge installationen, så maskinen kan producere f.eks. karse eller noget andet.

Hendes videos er anderledes, lidt mere brutale og hurtigt klippede. Som hun selv forklarer i en film, trækker hun verden ind i sit studio og bruger de mennesker fra virkeligheden, som passer ind i den historie, hun vil fortæller. Det kan blive lidt absurd med masser af ironi, men balancerer også på kanten af at udnytte og udstille de almindelige mennesker, som er blevet statister i hendes iscenesættelser.

Installation. Mika Rottenberg. Louisiana. 2021. Pressefoto.

Det er ikke en farlig samfundskritik, hun udøver, snarere sætter hun spørgsmålstegn og først som sidst på en farvemættet og sjov måde. Flere af de viste videos er ganske pågående, og nogle af dem indgår i større installationer, som bl.a. en butik midt imellem et mexicansk asiatisk marked med alt for meget guld, glimmer og hurlumhej. Som nøgtern dansker smiler man blot.

Kunsthistorikere kan bruge mange ord på at beskrive hendes ”sammenstød”, og jeg kan ikke lade være med at citere en oversat artikel i Louisiana Magasinet, der vist sendes ud til mange tusinde medlemmer af Louisianaklubben. I en af Rottenbergs film med titlen ”Spaghetti Blockchain”, bl.a. optaget i forskningsinstitutionen Cerns ”Large hadron Collider” tror skribenten først, at det handler om kryptovaluta, som”blockchain” i titlen associerer til, men han ender med at konkludere og forklare over for os: ”Kunstneren forbinder vanskelighederne ved at forstå den subatomare verdens mekanikker med vanskeligheden ved at give obskure økonomiske processer en genkendelig form.”

Fra film af Mika Rottenberg. Louisiana. 2021. Presseaffotografering

Det plejer ikke at være Louisianas akilleshæl at skrive indforstået eller semiuforståeligt. Faktisk er museets tekster på plancher og i ”salgsmaterialet” som regel klare og rene. Men her er der lidt vej til målet, også hvis man skal sikre, at de måske 700.000 årlige besøgende ikke skal styre direkte mod den smukt beliggende café.

Efterskrift:

Selve udstillingen udnytter ikke  sit potentiale og er rent visuelt ikke animerende. Det hele bliver så musealt – og goldt.Der er nul sanselighed i den samlede udstilling. Det er synd, for en gang imellem er det netop den større iscenesættelse på et kunstmuseum, som kan hjælpe værkerne på vej til en bedre forståelse hos publikum.  Så mere tæthed og flere koordinerede farver ville hjælpe i de gammelkendte rum.

Og hvorfor har museet ikke sat Mika Rottenbergs værker i relation til bl.a. Tinguelys skulpturelle mesterværker, som faktisk har haft stor betydning for danskeres viden om også den mere mekaniske del af den moderne kunst? Eller en mere provokerende Paul McCarthey?

Det ville være spændende, hvis Louisiana af og til satte sin enorme samling af samtidskunst i spil med de yngste kunstnere. Så ville vi, de almindelige besøgende, kunne se ud- og nedviklingslinjer, der ville overraske eller måske ligefrem skuffe på grund af kunstens manglende fornyelse og vildskab. Men klogere ville vi blive ved et gensyn med ”vennerne” – dvs. kendte værker fra museets enorme samling.

www.louisiana.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.