Kommentar af Ulla Strømberg.
Dansk kulturpolitik ved årsskiftet 2019/2020: II.
Valg til nævn, råd, udvalg, fonde og ikke mindst Det Kongelige Teaters bestyrelse.
Det Kongelige Teater nåede lige på målstegen til 2020 med Rasmus Prehn ved kulturministerroret at få en ny bestyrelse. Tidligere kulturminister, nuværende formand for Folketingets kulturudvalg,Bertel Haarder, er blevet udnævnt til formand.
Bertel Haarder holder af teater, men han er politiker, og siden man afskaffede det såkaldte Tilsynsråd omkring 1990, har der været en vis afstand imellem Det Kongelige Teaters bestyrelse og den direkte politiske indflydelse. At der har siddet folk som venstremanden, tidl. udenrigsminister, Uffe Ellemann i Det Kongelige Teaters bestyrelse i hele 8 år i nullerne, siger selvfølgelig lidt om stramme bånd og korte arme.
Bertel Haarder var kulturminister i december 2015, da han, som det kunne læses i aviserne ”satte han et helt nyt hold” til Det Kongelige Teaters bestyrelse, med journalisten Lisbeth Knudsen som formand, to advokater samt bl.a. koreografen Annette Abildgaard og skuespilleren, tidligere teaterleder Waage Sandø og et par medarbejderrepræsentanter.
Udsnit af maleri af Julius Paulsen: Sommernat. 1888. Hirschsprungs Samling.
Ser man på de valgte medlemmer hen over årene, så er det langt fra demokratisk, men snarere udtryk for konsensus, nemhed, den siddende ministres præference og ikke mindst kendthed i embedsværket – samt nu i de seneste år også med et sideblik til det kønsneutrale.
Første formand for Det Kongelige Teaters bestyrelse i begyndelsen af 1990erne var Tivoli-direktøren Niels Jørgen Kaiser, som vist havde gode forbindelser i ministeriet. Derefter fulgte den kendte erhvervsmand og kunstinteresserede Mads Øvlisen fra Novo. Hans efterfølger, DTUs daværende rektor, Lars Pallesen,var et anderledes valg og blev offentliggjort sommeren 2007, et halvt år før tiltrædelsen. I øvrigt syntes det som om, Brian Mikkelsen allerede var på vej over i Erhvervsministeriet. Uffe Elbæk som kulturminister nåede måske at have indflydelse på valget af den lidt kontroversielle forsikringskvinde Stine Bosse, som blev formand og bl.a. stod for valget af henholdsvis forlagsmanden Morten Hesseldahl som teaterchef og siden også et chefskifte i skuespilafdelingen. Fire år efter blev det aviskvinden Lisbeth Knudsen, som i følge rygter gerne ville have haft venstremanden Søren Pind sat ind som chefen for alle kunstarter. Det blev, til kulturlivets store glæde, den dygtige teater- og operamand Kasper Holten, der kom fra Londons Covent Garden og et free lance instruktørliv.
Kasper Holten sidder der endnu og behøver næppe være bange for Bertel Haarder, der er en mand som sætter pris på kunsten, uanset om han får penge for at gå i teatret.
Så den ophidselse, som bl.a. er kommet til udtryk på lederplads i Politiken og via citater fra Stine Bosse, synes lidt hengemte. Der har jo altid været eller er som oftest en synlig/usynlig tråd imellem ministeriet og kulturelle institutioner. Embedsværket vil jo gerne have kæft, trit og retning fra ledernes side – så vidt det lader sig gøre. Og er der optræk til for meget uro, som der nok var blevet i kulturverdenen, hvis Søren Pind var blevet valgt som teaterchef, vil ministeriet altid foretrække at være pragmatiske. Man har et standpunkt, til man tager et nyt.
Tænk på Filmskolen, hvor den nu fyrede rektor Vinca Wiedemann vel havde gjort præcis det, som ministeriet havde ansat hende til at gøre, nemlig at akademisere filmuddannelsen. Men da uroen i miljøet blev for tydelig, og embedsværket erkendte, at alle de tanker, som var udtænkt ved skrivebordene måtte lige i papirkurven, blev den tjenstvillige rektor sat på porten.
Med Bertel Haarder som formand har ministeriet præcis den mand, det gerne vil have – og ovenikøbet en mand, der af et ærligt hjerte har fulgt dansk teater. At valget af Det Kongelige Teaters bestyrelsesformand vel har været rundt om Folketingets Kulturudvalg, hvor Bertel Haarder endnu er formand, gør blot valget endnu mere indlysende.
Jeg kan ikke blive ophidset over denne singulære sag, men snarere over alle de udnævnelser, som også i al stilhed er blevet gennemført i de seneste måneder til bl.a. Statens Kunstfonds forskellige udvalg. For nok vælger repræsentantskabet halvdelen, mens ”ministeriet” (dvs. embedsværk og ??) finder resten. Hvorfor? For at kunne holde hånd i hanke. Så vidt det er muligt.
Men hvordan vælge personer til kulturbestyrelser? Det synes som om valgene ofte er præget af avislæsning og tv-kiggeri og selvfølgelig gamle kendinge, for at arbejdet ikke bliver for besværligt. Men er det godt nok?
Fortsættelse følger, bl.a. om Statens Kunstfonds prisuddelinger etc.