∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Den store Gatsby på Odense Teater.

Skuespilleren Benjamin Kitter redder ”Den store Gatsby” på Odense Teater. Uden ham ville der slet ikke være nogen seværdig forestilling. Men takket være Benjamin Kitters rigt nuancerede stemme, parret med en alvor og præcision i både kropssprog, mimik og gestaltning, får vi denne ubestemmelige nostalgiske 1920-erstemning, som er livsnødvendig, når ”Den store Gatsby” skal leve uden for de trykte romansider.

“Den store Gatsby” Odense Teater 2019. Benjamin Kitter. Foto: Emilia Therese.

”Den store Gatsby” står som synonym for penge, perler, champagne og masser af mennesker, der kun tænker på nydelse og udnyttelse. Sådan er det blevet med årene for Scott Fitzgeralds lille roman fra 1925. Et uhyggeligt sindbillede på en tid, hvor alle ville have maximalt ud af alting. Det var oven på en krig, hvor ingen vidste, hvad fremtiden vil bringe af børskrak og nye krige. Men lever vi ikke alle i en mellemkrigstid?

Udenom Benjamin Kitters fortællerrolle som Nick Carraway kæmper de andre skuespillere med at fange essensen af den Scott Fitzgeraldske stemning, der helst skal ose af dekadence, tristesse og masser af jazzede undertoner. Men det er svært. Bedst lykkes det for Lea Baastrup Rønne, der faktisk formår at skabe en kær Daisy, det er lidt synd for, og interessant er Nicolai Jandorf som hendes mand, børsten Tom Buchanan, hårdtslående og brutal. Fint portræt. Resten af ensemblet slider i det for at fange den dobbelthed, som også er pointen, når en roman, der har levet et langt liv på filmlærredet, skal omsættes til en lille teaterscene.

“Den store Gatsby” Odense Teater 2019. Foto: Emilia Therese.

1920-erne må være en fantastisk periode at genskabe for en instruktør, men er man skuespiller skal det komme indefra og gennemsyre både sprog og gestik. Det formår Benjamin Kitter til perfektion.

Instruktøren Nicolai Faber har i de seneste år overrasket positivt og fået applaus, men også skuffet et par gange, hvor stilkomedien ikke har villet makke ret, bl.a. fordi skuespillerne ikke kunne honorere instruktørens krav. (Bl.a. på Aarhus Teater i ”En Kvinde uden betydning”.) Så Faber må i fremtiden lære sig skuespillernes sprog, så de kan bevæges hen i hans retning.

Med ”Den Store Gatsby” er Faber oppe imod en lang tradition, også når han vælger selv at dramatisere Fitzgeralds legendariske roman fra 1925. I samtiden blev bogen ikke nogen succes, men siden har historien ramt i hjertekulen på moderne mennesker og er filmatiseret flere gange, bl.a. i 1974 med bl.a. Robert Redford som titelpersonen, Gatsby, og i 2013, hvor en voksen Leo di Caprio med rank ryg forløste titelfiguren.

“Den store Gatsby” Odense Teater 2019. Foto: Emilia Therese.

Denne Hollywood-film fra 2013, med et budget på over 100 millioner dollars, synes på flere måder at være inspirationskilde for forestillingen og ikke mindst for scenografen Mie Riis, der ligefrem låner det visuelle layout fra filmen til at pakke forestillingen ind i. Det gør ikke noget, for flot ser det ud med det gyldne strømlinede, – ikke mindst i festscenerne, hvor en enkelt sangerinde skal illudere et party med 500 dansende mennesker. Til gengæld er der lidt for meget luft i de andre scener – for få møbler(?), for meget af det samme, kedelige guldgardin og for lidt atmosfære. Her kunne en mere markant lyssætning og en kraftigere lydside have kompenseret for det store, tomme scenerum. For der kan ikke være nogen pointe i at gøre Gatsbys hus tomt.

Også kjolerne i Odense ligger tæt op ad kostumerne i filmen fra 2013 og ligeså hele Lea Baastrup Rønnes fortolkning af den lille, rige kvinde, der føler sig så nytteløs og derfor græd, da hun fødte pigebarn, som måske ville vokse op og blive unyttig og overflødig ligesom sin mor.

“Den store Gatsby” Odense Teater 2019. Foto: Emilia Therese.

Daisy er indirekte hovedpersonen. For den mystiske Gatstby, der på hemmelig vis har tjent en formue og nu bruger alle pengene på at bygge et slot i nærheden af hende, sin ungdoms udkårne, i håb om, at hun skal få øje på ham. Det er historien. Det handler kun om kærlighed – og faktisk ikke om penge! Og det er jo også en pointe.

Historien bliver pænt og lineært fortalt, mens det halter i den perlende dialog. De færreste af skuespillerne har den teknik og den udstråling, der skal til for at aflevere de korte og præcise replikker, som helst skal afsløre en afgrund af mellemkrigstidens uro. Nok ser Jon Lange flot ud som Jay Gatsby, men der er ikke så mange hemmeligheder i hans spil, og kvinderne, bortset fra Baastrup Rønne, kæmper med sproget, tonen og udstrålingen. Her hjælper det selvfølgelig heller ikke, at damerne er blevet udstyret med kortklippede parykker, som kommer til at minde om badehætter og gør ansigterne unødigt maskuline. Men kjolerne er smukke i 20-erstil.

“Den store Gatsby” Odense Teater 2019. Foto: Emilia Therese.

Odense Teater har for en gangs skyld trykt et fint program med en lang seriøs artikel af forfatteren Hanne Vibeke Holst, der understreger, at vi er tæt på en tid, hvor alt er udvendigt og alle skal ses: Se mig! og Facebook og instagram! Men sådan har det jo desværre været igennem skiftende epoker: I den engelske restauration-periode i midten af 1600-tallet, og tænk blot på salonen i Molières ”Misantropen” (fra 1660-ernes Paris), hvor Sélimène omgiver sig med nogle naragtige grever, der bagtaler alt og alle. I slutningen af 1700-tallet, hvor rokokoen går over sine breder, bliver kjolerne store som lysthuse. I mellemkrigstidens 1920-ere leves det dekadente liv i USA – og andre steder, bl.a. i Berlin. Og også i dag. Ikke uden grund viser Louisiana for tiden en udstilling: ”Generation Wealth” med affotograferinger af nyrige (og nogle med gamle penge) i både USA, Rusland og Kina.

Men fortiden vil ingen lære af. Derfor er ”Den store Gatsby” på alle måde relevant at vise. Det er bare ærgerligt, at det er så pokkers svært at ramme – ikke kammertonen, men tyver-tredivertonen, som var helt speciel. Og ellers skulle man måske spille stykket i moderne klæ’r og lade de unge skuespillere tale deres eget sprog. Se det havde også været en fortolkningsmulighed!

Dramatisering og iscenesættelse Nicolei Faber
Scenografi og kostumer Mie Riis

Koreografi Peter Friis og Louise Davidsen
Oversættelse Jørgen Nielsen

Komponister Marie Højlund, Anders Boll og Jakob Schweppenhäuser

Lyddesign Jonas Jørgensen

Lysdesign Simon Holmgren

Medvirkende

Benjamin Kitter Nick Carraway,

Jon Lange Jay Gatsby,

Lea Baastrup Rønne Daisy Buchanan,

Nicolai Jandorf Tom Buchanan,

Anna Bruus Christensen Jordan Baker,

Mette Kjeldgaard Jensen Myrtle Wilson,