∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Efter tiden. Teater Grob.
Muntert katastrofeteater på Teater Grob.
Egentlig er Kirstine K Høgsbros tekst og instruktion tæt på at være absurd efter den gamle opskrift: ren, stille naturalisme med en markant, grotesk drejning, som vi kender det fra bl.a. Ionesco og Samuel Beckett. Men stykket ”Efter Tiden” tager fat om nutidsmenneskers dagligdag, lidt på samme måde som Line Knutzon, med stor gennemslagskraft, har gjort det i et par årtier. Kirstine K Høgsbro lykkes heldigvis, på trods af de store forbilleder og forgængere, alligevel at stå på egne nutidsben godt hjulpet af den garvede scenograf Maja Ravn.
Efter tiden. Teater Grob. Foto: Emilia Therese.
Et ekstra plus i forestillingen ”Efter Tiden” er Tina Gylling Mortensen. Hun er i ”Efter Tiden” en gave til både forfatter, instruktør og publikum. Med årene har Tina Gylling Mortensen fået så meget autoritet i sit sceniske nærvær, at hun med pauser og betoninger kan forvandle næsten enhver tekst til det mest grinagtigt selvudleverende. Her er hun hovedpersonen, omdrejningsnøglen, kvinden Dorte, Orte, som hun også kalder sig, der melder sig selv og vil anholdes af politiet og sættes i isolationsfængsel. Hun vil ikke gå rundt ude i verden og være til gene for andre. Hun føler, hun er til fare for sig selv og samfundet, men har på ingen måde gjort noget forkert. Men verden er ved at opløse sig, og det samme med ordene. Derfor hedder hun, den fraskilte, også Orte. Hun er billedet på den moderne, skyldbetyngede samfundsborger.
Efter tiden. tina Gylling Mortensen. Teater Grob. Foto: Emilia Therese.
Værre er det hos parret Thomas og Hanne. Hun er sendt hjem fra sit arbejde, fordi hun vist fysisk gik amok på en rengøringsdame, som stod ved en kaffemaskine, der ikke duede. Han er it-manden, der vil ofre både sin venstre arm, sin ene nyre og sine begge ben for firmaet, for projektet. Og hvor ordene smuldrer i munden på Hanne, glider hans krop væk fra ham selv og overtages af andre. En meget håndfast pointe er de store hudfarvede dukker i menneskestørrelse, som der er rigtig mange af, zombierne. et tydeligt bevis på, at vore levende personer på scenen er i transformation. De starter i de pæne beige frakker, men bevæger sig henimod det afklædte kollektive look, hvor de blot bliver til umælende kroppe.
Efter tiden. Teater Grob. Foto: us.
Scenografen Maja Ravn, der netop har excelleret i uendelig mange dukker på Østre Gasværk, nøjes her med en håndfuld, og det fungerer.
Sammen med Tina Gylling Mortensen spiller Josephine Park, Paw Henriksen og Ole Boisen neddæmpet naturalistisk samtidig med at de er tro mod tekstens absurde sløjfer og forfatterens instruktion.
Alt i alt er ”Efter Tiden”, en fin, lille forestilling til tiden, om tiden – og imponerende klar i sit mangefacetterede sigte. Ikke uden grund er dramatikeren uddannet psykolog og specialist i poststrukturalistisk forskning – og kan derfor også i programmet takke sit poststrukturalistiske græsrodsnetværk.
Efter tiden. Teater Grob. Foto: US.
Men med og uden disse moderne begreber er ”Efter Tiden” – et fint og velspillet samtidsbillede af den pågående afindividualisering af os alle. Snart er vi bare en flok nikkedukker, hele bundtet.
Medvirkende:
Josephine Park
Ole Boisen
Tina Gylling Mortensen
Paw Henriksen
Manuskript og instruktion: Kirstine K. Høgsbro
Scenografi: Maja Ravn
Lysdesign: Sonja Lea
Lyddesign: Weronika Andersen
Samproduktion mellem Kirstine K. Høgsbro og Teater Grob støttet af Statens Kunstfonds Scenekunstudvalg, Københavns Kommune og Wilhelm Hansen Fonden.
www.grob.dk