Kulturkupeen

UglyDolls

∗∗∗

Anmeldelse af Eva Zierau.

Det er ikke det ydre der tæller. Det er det indre. Dette budskab er kernen i den amerikanske instruktør Kelly Asbury nyeste tegnefilm UglyDolls. Han er en erfaren herre indenfor amerikansk tegnefilm. Han har arbejdet på nogle af de største af slagsen som Frozen (2013), Shrek (2001), Toy Story (1995), Beauty and the Beast (1992) og The Little Mermaid (1989). Bare for at nævne nogle stykker.

Nu er Asbury klar igen med en ny tegnefilm nemlig UglyDolls. En computeranimeret filmmusical, der hylder det uperfekte. Et emne der er meget op i tiden, ikke mindst som en reaktion på, de mange unge der lider under en evig stræben efter perfektion.

Foto: SF STUDIOS

I første scene befinder vi os ved et samlebånd på en stor legetøjsfabrik, som producerer perfekte og smukke dukker til små forventningsfulde piger. Der er imidlertid også nogle dukker med fejl. De ser anderledes og underlige ud, og er ikke just skønheds åbenbaringer. De bliver sendt til byen, Grimsted, hvor alle de grimme dukker, som ingen vil købe, bor. Her finder vi den lyserøde pelsede Moxy med de skæve tænder og hendes venner, der ser lige så aparte ud.

Foto: SF STUDIOS

Men Moxy vil ikke nøjes med at bo i Grimsted. Hun vil, selv om hun ikke er klassisk smuk, ud og se den store verden og blive en lille piges yndlingsdukke. Derfor tager hun sine mærkværdige udseende venner fra Grimsted på en rejse. På vejen støder de på Instituttet for Perfektion, hvor perfekte dukker venter på at blive fundet af deres menneskelige match. Instituttet ledes af den sleske, magtsyge og ondskabsfulde Lou. I mødet med de perfekte dukker bliver Moxy og hendes venner konfronteret med, hvad det betyder at være anderledes, og nødvendigheden af at være tro mod sig selv og sine idealer.

Filmen er inspireret af tegneserietegneren David Horvats skæve figurer UglyDolls, der så dagens lys i 2001, blev en succes og efterfølgende blev produceret og solgt som tøjdukker i legetøjsbranchen.

Foto: SF STUDIOS

UglyDolls er er et frisk pust indenfor tegnefilmuniverset, men filmen har nogle fodfejl. Selve historien kunne godt have været fortalt lidt strammere. Den vil for meget og er for hæsblæsende. Tempoet er for højt, til at man bliver rigtigt grebet, men budskabet med filmen er godt. Det er i orden ikke at være som alle de andre. Tværtimod kan det betragtes som værende en stor styrke. Musicaldelen af filmen fungerer også fint. Der er masser af  glad musik, der stopper historiens fremdrift for en kort stund, hvorefter fortællingen ræser videre.

Foto: SF STUDIOS

Filmen er tilladt for alle, men det er lidt usikkert, hvilken aldersgruppe den vil ramme bedst. Mit personlige gæt vil være mellem 7 og 11 år. Yngre børn vil svært ved at forstå filmen, og de ældre vil nok kræve mere udfordring.

Instruktør: Kelly Asbury

Trailer: SF STUDIOS

Premiere 9. maj 2019

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *