Anbefaling af Ulla Strømberg. ( selvbiografier får ikke stjerner)
En kvinde i bevægelse – erindringsglimt af Litten Hansen.
Det kan være lidt mærkeligt at læse selvbiografier skrevet af mennesker, som man selv har haft en mangeårig professionel relation til. Det betyder jo bl.a., at også jeg er ved at blive gammel.
Litten Hansen ( 1944) er kendt i alle kultur— og kvindekredse, da hun har været aktiv i op mod 60 år. Hun har været forkæmper for kvinders rettigheder, og som formand for Skuespillerforbundet for skuespillernes rettigheder og siden som direktør i Copydan for kunstneres rettigheder. Men hun er ikke uddannet jurist, har derimod prøvet så mange andre udfordringer som kontordame, universitetsstuderende, skuespiller, Aktiv VS’er og en kort periode i Folketinget. Siden hen opstillet til Københavns Borgerepræsentation og valgt, men interne magtkampe i partiet standsede vist det show.
Det er mange fine poster, og havde tiden ikke været i slutningen af det 20. århundrede, ville æren og arbejdet have tilfaldet en mand. Men Litten Hansen fik opgaverne: Formand for Dansk Skuespillerforbundet i 9 år, formand for Teaterrådet, næstformand i Statens Kunstfond, skuespilchef på Det Kongelige Teater, direktør i Copydan og bestyrelsesformand mange forskellige steder, som ikke er nævnt i bogen.
I modsætning til mange andre selvbiografier, skrevet af offentligt kendte og aktive mennesker, er bogen overraskende venlig, næsten overbærende. Kun enkelte mænd fra både højre og venstre side af det politiske spektrum hænges ud for at være kommet med upassende tilbud til hende, og Niels-Jørgen Kaiser, der var tivolidirektør og blev den første formand For Det Kongelige Teater kunne ikke lide skuespilchef Litten Hansen, og det var gengældt. Her opgav Litten Hansen at kæmpe og fik kun to år som skuespilchef. Det var synd.
Bogen fortæller lidt om kampe, men alligevel ikke nær så meget og mange, som der vel har været, både i kvindebevægelsens spæde start med Femø og festival, hos VS’erne – og andre steder på venstrefløjen.
På Det Kongelige Teater var Litten Hansen vist med til at sætte en stopper for det store alkoholmisbrug, som fandt sted omkring ”Det røde Hav”, en legendarisk lille kantine. Det var prisværdigt og livsnødvendigt, fordi mange kulturinstitutioner inkl. DR og de store aviser, led under de ansattes misbrug. Hun kendt til problemet fra sit barndomshjem, hvor dyrlægefaderen drak for meget. Også Litten Hansens første mand, datterens fader, havde et alkoholproblem.
Styrken for Litten Hansen har hele livet igennem, fra 1944 i det jyske, hvor hun blev født, været en stærk moder og de syv søstre, siden hen blev også Litten Hansens egen datter og anden mand gode støtter.
Resten i de lange liv synes at være professionelt med rejser, masser af forhandlinger og paragraffer, og heldigvis for den rejselystne kvinde, konferencer i udlandet.
Hvad kan man så lære af bogen?
At tiderne var anderledes og hårde for kvinder født før eller under anden Verdenskrig. Der var knapt med penge, selv om faderen var akademiker. Men var hun født og opvokset i hovedstaden, havde vejen til lærdom og uddannelse nok været nemmere. Nu skulle Litten Hansen selv opfinde det hele.
Det politiske er også interessant. Hvad kom det i sidste ende til at betyde med venstrefløjens mange aktiviteter i 1960erne og 1970erne. Og hjælper det, at en formand i dag er en forperson?
Litten Hansen skriver ikke om sin egen metode til overlevelse eller styrke i enhver forhandlingssituation. Men tænker jeg personligt tilbage, tror jeg at hemmeligheden var, at Litten hansen blot var en skrap forhandler, der måske skruede bissen på, når det gjaldt – noget som en mand måske ikke ville behøve at gøre.
Litten Hansen har levet et langt, indholdsrigt liv, som hun i dag ser tilbage på med taknemlighed. Det kan man i hvert fald lære noget af.
Udkommet på forlaget Frydenlund, foråret 2026.