Kulturkupeen

Fantastiske kvinder – Imponerende kvindekunst på Louisiana.

∗ ∗ ∗ ∗ ∗ ∗

 

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Fantastiske kvinder – Imponerende kvindekunst på Louisiana.

34 kvinders mere end 260 værker bør få alle nulevende kvindelige kunstnere til at ranke ryggen. Der er sandelig noget at være stolt af på kvindekønnets vegne. For igennem hele det 20. århundrede har ”det andet køn” inden for billedkunsten kæmpet for at være på lige fod med ”det første køn”.  Det har taget årtier at nå derhen, hvor vi er i dag.

Fantastiske Kvinder. Louisiana, 2020. Udstillingsrum. Pressefoto.

Først nu kan vi se med hvilken kraft, kvinderne har manifesteret sig allerede i perioden 1930-1970, som udstillingen primært holder sig indenfor. Og kulminationen er måske den ret omtalte, kommende CHART udstilling i København, hvor kun kvindelige kunstnere vil være repræsenteret på Charlottenborg her i det tidlige efterår 2020!

Fantastiske Kvinder. Louisiana, 2020. Frida Kahlo. Selvportræt. 1940. Pressefoto.

Louisiana-udstillingens ikonbillede er et Frida Kahlo-selvportræt fra 1940.  Nu, hvor udstillingen er der, falder alle brikker på plads. For Kahlo er både stærk, sensuel, dæmonisk, men i udtrykket kun på grænsen af det surreelle:

Her ses en stærk, mørkhåret kvinde med fantastiske øjenbryn, et karakteristisk overskæg, som hun vist selv var stolt af, og en foruroligende halskæde flettet af tornede grene, hvor spidserne borer sig ind i huden, så blodet kan flyde stilfærdigt, men dog synligt, ned ad den smukke hals.  På skuldrene en sort kat – og en lille abe! Nærvær og lidelse hørte til karakteristikken af den mexikanske Frida Kahlo, og som surrealismens bannerfører, André Breton, kaldte hende: ”Som en sløjfe bundet om en bombe”. Hun var gift med Mexicos store maler Diego Reviera, hvis værker kan ses på mure rundt om i Mexico City.  Engang stod hun i skyggen af ham, i dag er det anderledes. For Frida repræsenterer nutiden og den fremtid, hvor kvinder tiltager sig en velfortjent og stadig større plads i kunsthistorien.

Netop ægteskab eller samliv med en stærk kunstner er et gennemgående træk hos mange af de kvindelige kunstnere: de var under indflydelse af kraftfulde mænd, som i årtier har skygget for kvindernes selvstændige betydning. Derfor har de oftest været omtalt som muser, elskerinder eller samlevere, men aldrig som ligeværdige kunstnere.

Fantastiske Kvinder. Louisiana, 2020. Leonora Carrington: Dagoberts fornøjelser.
1945. Udsnit. Foto: US.

De 34 kvinder kommer fra hvert sit hjørne af den vestlige verden. I alt 14 lande er repræsenteret på udstillingen. Mange af kvinderne gjorde oprør mod deres ofte borgerlige baggrund og rejste til bl.a. Paris i 1930-erne. Under Anden Verdenskrig søgte flere af dem mod USA og Mexico. Her fik Frida Kahlo betydning for flere af dem.  Centralt for hele den surrealistiske bevægelse står André Breton, der allerede i 1924 skrev ”Det surrealistiske manifest” – og siden var initiativtager til udstillinger og aktioner  inden for rammerne af begrebet ”surrealisme”.  Er det en isme? En kunstnerisk retning?  Eller som udstillingens tekst foreslår: Et tankesæt inden for alle mulige kunstneriske udtryksforme?  Bevægelsen har bl.a. rummet teatermanden Artaud, filmmanden Bunuel, fotografen Man Ray og selvfølgelig billedkunstnere som Magritte, Max Ernst, Dali, Picasso i en periode og hjemme Freddie m.fl.

Fantastiske Kvinder. Louisiana, 2020. Rita Kerrn-Larsen. Udsnit af værk. Foto: US.

At de kvindelige kunstnere netop finder sig tilrette inden for det surreelle siger måske lidt om de indre kampe om kønsroller og også seksualitet, som flere af kvinderne kæmpede med. I skyggen af psykoanalyse og drømmetydningens betydning nåede de via det surreelle udtryksunivers frem mod en større afklaring. At man så kan genfinde tydelige visuelle spor af de stærke mandlige kunstnere som bl.a. Magritte, Man Ray, Bunuel og Max Ernst er vel forståeligt, men en smule provokerende.

Fantastiske Kvinder. Louisiana, 2020. Jane Gaverol. Helligånden. 1965. Pressefoto.

Udstillingen ”Fantastiske Kvinder” er en pragtopvisning i kvindekunst med hang mod det surreelle og i en grad, hvor det personlige, næsten private  islæt, som er gennemgående for mange af kvindernes værker, viger tilbage for en mere generel udtryksform. Man ser netop det, man måske ikke vidste, man skulle se og forstå!

Her er ikke mindst de mange kønsspecifikke værker interessante, fordi de jonglerer med det androgyne og det ligefrem tvekønnede, bl.a. hos Claude Cahun og Louise Bourgeois.

Anderledes er kønsopfattelsen hos Meret Oppenheim (med den pelsede kop og vist for få år siden på Øregaard Museet), Dora Maar (der senest har været med på Arkens udstilling om Picassos Kvinder) og den ekseptionelle fotograf Lee Miller.  For mig er blandt de nye bekendtskaber ligeledes interessant: Leonor Fini, der maler i en påtrængende, næsten trivialkunstnerisk form, hvor historiske tableauer afslører, at de kvindelige nøgenmodeller er udskiftet med magre, nøgne mænd. Anderledes og lidt frastødende. Og sådan kunne jeg blive ved. For det er slet ikke alle værker, der er tiltalende, så langt fra, men den store præsentation af kvindelig skaberkraft i midten af det 20. århundrede er vigtig at stifte bekendtskab med og forstå  – eller måske tage afstand fra.

Fantastiske Kvinder. Louisiana, 2020. Leonor Fini: Jordgudinden våger over ung mands søvn, 1946. Pressefoto.

Der er nogle detaljer, som må med. Det er ret karakteristisk for udstillingen, at mange af værkerne egentlig er ret små. Det betyder, at man skal koncentrere sig for at få detaljerne med. Omvendt er udstillingen takket være arkitekten Maya Lahmy sat usandsynlig smukt og logisk op. Det er ikke en tematisk udstilling, men de enkelte kunstnere får deres personlige rum, og der er vist også en vis geografisk forbindelse, som jeg ikke helt fangede.

Flot er udstillingen, emnet er væsentligt, men  nogle af værkerne kan nok irritere en del. For sådan er det med surreelle værker. De vil gerne provokere lidt, selv om André Breton vist, efter årtiers virke, i begyndelsen af 1960-erne betroede Bunuel: “Det er sørgeligt at måtte konstatere, at skandalen ikke findes længere”.  Og hvis man udskifter ordet skandale med provokation – så kan man vel sige, at surrealismen er ved at være død  – også som tankesæt – præcist som det absurde drama fra slutningen af 1940-erne.

Udstillingen er tilrettelagt i samarbejde med Schirn Kunsthalle Frankfurt af  museumsinspektør Kirsten Degel. Teksterne er i øvrigt informative og upåklagelige.  6 stjerner til det hele!

Værker af følgende kunstnere indgår i udstillingen: Eileen Agar, Lola Álvarez Bravo, Rachel Baes, Louise Bourgeois, Claude Cahun, Leonora Carrington, Ithell Colquhoun, Maya Deren, Germaine Dulac, Nusch Éluard, Leonor Fini, Jane Graverol, Valentine Hugo, Frida Kahlo, Rita Kernn-Larsen, Greta Knutson, Jacqueline Lamba, Sheila Legge, Dora Maar, Emila Medková, Lee Miller, Suzanne Muzard, Meret Oppenheim, Valentine Penrose, Alice Rahon, Edith Rimmington, Kay Sage, Jeannette Tanguy, Dorothea Tanning, Elsa Thoresen, Bridget Tichenor, Toyen, Remedios Varo, Unica Zürn.

Til udstillingen hører et nyt Louisiana Revy på dansk  og et stort  katalog på engelsk og tysk.

25.juli – 8. nov. 2020.

 

www.louisiana.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.