Kulturkupeen

Jødefejden – i bogserien 100 danmarkshistorier – af Bent Blüdnikow.

Kommenteret af  Ulla Strømberg.

Jødefejden – i bogserien 100 Danmarkshistorier – af Bent Blüdnikow.

 

Det er altid godt at blive klog af fortiden. Sådan er sigtet for det meget ambitiøse bogprojekt ”100 danmarkshistorier” – udgivet af Aarhus Universitetsforlag.

Serien er endnu ikke nået midtvejs. Hver gang er det super kvalificerede fagfolk, der skriver inden for nogle stramme regler, synes det at fremgå. Længden er givet på forhånd, 100 sider, og forfatteren skal holde sig til sit emne. Desværre siger rammerne vist også, at der ikke må være for mange årstal, ikke noget indeks og heller ikke tidslinjer eller andre fornuftige hjælpekilder, bl.a. faktabokse.

Bent Blüdnikows gennemgang af primært Jødefejden i 1819-20 suppleret med den litterære fejde i 1813 samt nyere tids hetz mod danske jøder er fagligt meget kvalificeret, men lider desværre under forlagets restriktioner. Jeg må understrege, at det ikke er forfatteren eller forfatternes skyld. Derimod bør forlaget og den redaktionskomité med alle mulige lærde folk klandres. Det fungerer åbenbart ikke at ville være seriøs og så alligevel ikke helt.

Bogen indledes meget fortællende med de næsten glemte hændelser, som fandt sted i København i september 1819. Under indflydelse fra Tyskland og flere danske meningsdannere blev ikke mindst den fattige del af Københavns befolkning nærmest ”købt” til rent fysisk at forfølge de lokale jøder. En enkelt navngiven mand, Abraham Meyer, tog til genmæle, da han stående i et åbent vindue spyttede på folk på gaden i Vognmagergade og råbte ”kristne hunde” efter dem.  Men værre var kampen den modsatte vej, mod jøderne. Resultatet blev deciderede gadekampe i september 1819 og de følgende måneder og også på årsdagen et år efter, hvor butikker og lejligheder blev stormet.  Den siddende kong Frederik 6. blev også angrebet, men for sin svaghed over for jøderne, som af nogle blev betragtet som anderledes på grund af deres tro og eventuelt deres ydre fremtrædelsesform med parykker etc.

Tegning fra 1877 af Peter Klæstrup. Jødefejden 1819. Det Kongelige bibliotek.

Der manglede rummelighed i det danske samfund.  Den største forståelse fandtes hos nogle boglærte, som havde ført an under den tidligere litterære Jødefejde i 1813, hvor kampen kun stod på ord og skrift. Her var ideerne også kommet fra Tyskland via oversættelse af flere tekster, bl.a. det antijødiske skrift ”Moses und Aron”, der blev oversat af den danske forfatter og dramatiker Thaarup. Jødernes bedste støtter  Danmark var ikke mindst forfatteren Jens Baggesen. Såmænd også Grundtvig tog til genmæle og kunne påvise mange af de urimelige synspunkter, som blev ved med at stemple de herboende jøder som et anderledes folk.

Midt i det hele står den interessante forretningsmand M.L. Nathanson (Mendel Levin Nathanson) 1780-1868, hvis interessante skæbne egentlig kunne og burde bære en hel bog i sig selv. Han blev født i Altona, som var dansk på det tidspunkt, men Nathanson talte i sine første år kun hebraisk. Han fik ingen uddannelse, men kom med sin bedstemoder til København for allerede som 15 år gammel at blive bogholder i morfaderen og onkelens forretning.   Hans energi og nysgerrighed får ham hurtigt til at mestre flere sprog. 30 år gammel bliver han selvstændig manufakturhandler en gros og tager til England og forhandlere med klædefabrikanter. Forretningen blomstrer og han går endnu engang i kompagniskab med familien.  Allerede fra 1810erne kommer de store danske kunstnere i hans hjem, bl.a. maleren C.V. Eckersberg, komponisten Kuhlau og den shakespearegale skuespiller m.m. Peter Foersom. I 1820 går Nathanson konkurs første gang og i 1831 sker det for anden gang. Derefter påbegynder han et stort forfatterskab med flere værker om dansk økonomi og handel. Det medfører, at han i 1838 bliver redaktør på Berlingske Tidende og forblev i stolen i mere end 20 år. Han var en optimistisk mand, der i sine velmagtsdage gjorde meget for den jødiske menighed og bl.a. var med til at grundlægge først en drengeskole og siden pigeskolen Carolineskolen.  På grund af Jødefejden blev alle hans børn døbt i den kristne tro.  Hans liv flettes af Blüdnikow ind flere steder, men der måtte godt have været endnu mere om Nathanson.

C.V. Eckersberg: Det nathansonske familiebillede. 1818. Portræt af den dygtige forretningsmand M.L. Nathanson og hans familie. Han blev senere redaktør på Berlingske Tidende.

Den egentlige Jødefejde, den korporlige, hvor fysisk vold blev en del af det københavnske gadebillede beskrives godt, ret neddæmpet. Tænk at der på et tidspunkt er udkommanderet 800 mænd fra Det borgerlige Infanteri, det som i dag svarer til Hjemmeværnet,  for at forsvare freden i byen.

Mod slutningen ag bogen bliver Blüdnikow klar i mælet, og på de sidste, konkluderende sider, trækkes linjer op til nutiden. Så samles brikkerne, og blüdnikow  får indplaceret holocaust og den eksisterende intolerance i dagens Danmark.   Til sidst går det hele op i en højere og forståelig helhed. Tak for det.

Bent Blüdnikow har skrevet og redigeret flere bøger om emnet, han kan sit stof, måske for godt og kommer derfor til at jonglere med kronologien, så man bliver lidt forvirret, når han undlader at indsætte årstal etc.

Men redaktør og billedredaktør har virkelig modarbejdet manuskriptet ved lettere absurde kapitelinddelinger og et sammenrod af irrelevante billeder på bogens sidste 50 sider. Måske er der ikke brugt tid på at finde de rette illustrationer, for tekst og billeder har intet med hinanden at gøre. Mærkeligt, for det er som regel via et velvalgt billedmateriale, at man kan øge tilgængeligheden i en bog.

Blüdnikows tekst havde fortjent bedre.

Gid forlaget vil rette op på nogle af skavankerne i de kommende bind og sikre navneindekser, tidslinjer og først som sidst relevant billedmateriale.

Udkommet i 2019.

www.unipress.dk

www.100danmarkshistorier.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *