Kulturkupeen

Fassbinder – at elske uden at kræve

∗∗∗∗∗

Flot film om Rainer Werner Fassbinder.

Den danske filminstruktør og forfatter Christian Braad Thomsen har begået en flot og personlig dokumentarfilm om den ekstremt produktive, kontroversielle og exentriske tyske filminstruktør, skuespiller og fotograf  Rainer Werner Fassbinder.

Filmen starter i 1969 på Berlin filmfestivalen, hvor den 24 årige Fassbinder giver et interview efter at hans første spillefilm Kærligheden er koldere end døden blev vist. Den bliver buet ud af publikum og anmeldere. Fassbinder tager det med stoisk ro. Det er efter hans mening publikum og anmelderne, der ikke forstår sig på kunst. Senere samme aften møder han den danske filminstruktør Braad Thomsen på en bar. Han er, som en af de få, begejstret for Fasssbinders debutfilm ikke mindst hans filmsprog, der er kendetegnet ved et dvælende tempo, et statisk kamera med lange indstillinger og ordløse scener. Deres venskab varer indtil Fassbinders alt for tidlige død kun 37 år gammel.

Braad Thomsen guider os med sin voiceover gennem hele filmen. Filmen er delt op i kapitler fra Fassbinders tidlige barndom til toppen af hans karriere som verdensberømt filminstruktør. Hans far var læge og hans mor oversætter. Som barn boede han i en lang periode i en storfamilie med hans forældre, onkler, tanter og andre familiemedlemmer. En lykkelig tid i hans liv, som han længes tilbage til som voksen. Fassbinder var, på trods af sin store succes, et søgende menneske, der grundlæggende var ensom og havde ondt i livet. “Freedom is just another word for nothing left to lose”. Citatet stammer fra sangen “Me and Bobby McGee” som var en af Fassbinders yndlingssange siger Braad Thomsen i filmen, og understreger  dermed Fassbinderes ensomhed.

Hans filmproduktion er legendarisk. Min måde at have det sjovt på er at arbejde, siger han et sted I filmen. Han må have haft det rigtigt sjovt, for i løbet af de 13 år han producerer film, bliver det til 60 stk. samt 30 teaterstykker ud over, at han i samme periode medvirker som skuespiller i både film og teater. Det til trods for, at han ikke kunne sove og havde et stort misbrug af sovepiller, kokain og alkohol.

Filmens omdrejningspunkt er et interview, som Braad Thomsen lavede med Fassbinder i forbindelse med hans deltagelse i filmfestivalen i Cannes i 1980. Først nu, siger Braad Thomsen i sin voiceover, har jeg turde se optagelserne igennem. Man forstår ham godt, for det er ikke et kønt syn. Fassbinder sidder henslængt i en lænestol med et glas i hånden og ser ud, som om han er på et syretrip. Han synes at være fuldkommen udmattet, og man forventer når som helst, at han falder om foran kameraet. Imidlertid kommer vi hele vejen rundt. Hans modvilje mod at kopiere Hollywood. Skræk eksemplet er de italienske spagetti westerns. På trods heraf er han en stor beundrer af Douglas Sirks store amerikanske melodramaer.  Hans forhold til terrorisme Bader Meinhof gruppen, hans mor, der var nazist under krigen, og som han senere brugte som skuespiller i sine film, hans måde at arbejde på, hvor han pressede sine skuespillere til det yderste, homoseksualitet og sadomasochisme. Vi kommer ind på flere af hans film f.eks. Petra von Kants bitre tårer(1972) Angst æder sjæle op(1974) Martha(1974) og tv-serien Alexanderplatz (1980). Vi hører om spejlets betydning i mange af hans film. Det er, som at have sig selv to gange siger Fassbinder i interviewet.

Foto: Kollektiv Film

Det der er kendetegnende ved Braad Thomses film er hans grundighed. Han udgav en bog om Rainer Werner Fassbinder (1991) som er blevet internationalt kendt og er oversat til en lang række sprog. Forarbejdet havde Braad Thomsen således på plads, da han gik i gang med Fassbinder-to love without demands. Dernæst har filmen et meget personligt præg. Vi fornemmer Braad Thomsens ubetingede begejstring for Fassbinder og hans værker, men også en vis skepsis overfor den modsætningsfyldte Fassbinder herunder bl.a hans provokerende, mandsschauvenistiske og til tider også antisemitistiske holdninger, samt den arrogante måde han kunne behandle sine nærmeste på, om det så var hans faste skuespilstab eller nære venner.

Fassbinder-to love without demands er nok primært for filmnørder og feinschmeckere, der kender til Fassbinder og hans værker, men den kan også sagtens ses af andre filmelskere. En fascinerende og dramatisk historie om en kontroversiel instruktør. Kan anbefales.

Instruktør: Christian Braad Thomsen

Premiere:16. april 2015

.