Kulturkupeen

Giselle – repremiere på Det Kongelige Teater.

6 stjerner til solodanserne og kapellet  – 3 stjerner til korps og opsætning.

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Giselle – repremiere på Det Kongelige Teater.

Solodanserne reddede aftenen.

Det er helt fint med en repremiere eller bare genopsætning af den 6 år gamle nyindstudering af den romantiske ballet over alle, ”Giselle”. Men hvornår overrasker Balletten os? For det første er det blevet en vane for Nikolaj Hübbes balletafdeling blot at genopsætte i stedet for at hitte nye værker og nye koreografer fra resten af verden. For det andet giver det alt for lidt ny næring til det meget trofaste balletpublikum, Københavns stadig har. Og hvad med korpset?

Giselle. Det Kongelige Teater. Repremiere. 2022. Holly Dorger og Jon Axel Fransson. Foto: Henrik Stenberg.

At der var udsolgt her d. 3. september, kan glæde teatrets bestyrelsesformand, men vi andre har faktisk brug for andet og mere. Og hvis Balletten ellers kendte sin besøgelsestid, ville de samme solodansere også kunne trække ballettomaner af gårde til anden og måske mere relevant og vedkommende koreografi.

“Giselle” er fra 1841, skabt til Pariseroperaen (før den nuværende bygning eksisterede). “Giselle” er inkarnationen af den franske romantik med en ung kvinde, der bliver vanvittig, da hendes elskede Albrecht viser sig at være forlovet. I øvrigt er han en adelsmand og ikke den simpel bonde, hun forelskede sig i.  Hun dør af sindsbevægelse og forvandles til en willi og indgår i en ”hær” af alle døde, ugifte kvinder. Resten af deres liv hinsides jager de mænd i døden  – uanset om mændene har været trofaste eller ej.

Giselle. Det Kongelige Teater. Repremiere. 2022. Foto: Henrik Stenberg.

Hvad siger kvindesagen til det? Skal alle kvinder være gift?  Er ægteskabet  med en  mand så saliggørende? Og kunne man ikke kureres for både ulykkelig kærlighed og svigt?  I 2022 er vi jo blevet vant til at stille spørgsmål!

”Giselle” har først i det 20. århundrede vundet fodfæste i Danmark, men siden har alle vore bedste solodanserinder grebet partiet og fået maksimalt ud af det.  Holly Dorger har også fat om den unge pige, og  Dorgers sædvanlige perfektionisme udnyttes til fulde. Derfor er matchen med den ligeså perfektionistiske danser Jon Axel Fransson rigtigt set. Uden dette par og det smukt spillende kapel, havde det været en træls aften.

Holly Dorger er ved at blive en moden danser og behersker netop derfor de mange stemningsskift, som Giselle skal gennemleve – uden at glemme de smukkeste bevægelser og trin.  Også vanvidsscenen med udslået hår får hun detaljeret med.  Jon Axel Fransson er ligeså præcis i trinene, og han springer  imponerende flot. Den umiddelbare, ”uskyldige”  kærlighed ligger det måske sværere med, men han er jo også lidt af en skurk, selv om hans kærlighed til Giselle vist er ægte nok.Fransson holder fast i figuren og viger da heller ikke for døden i anden akt ude hos de vilde willier.

Giselle. Det Kongelige Teater. Repremiere. 2022. Jon Axel Fransson. Foto: Henrik Stenberg.

Med det samlede korps i lange hvide kjoler er det så som så med både præcision og ynde. Jeg blev skuffet endnu engang over det kvindelige korps og heller ikke Emma Riis-Koefoed som den styrende  willi, Myrtha,  gav mere end nydelig, sjælløs dans. Det kan godt være, at der er koldt og barskt hinsides, men alligevel!

Ved premieren for 6 år siden var det bemærkelsesværdigt, at der med ny scenografi og nye kostumer af Maja Ziska og  Mia Stensgaard på raffineret vis blev bygget bro imellem århundrederne. Den magi synes væk nu. Måske skyldes det simpelthen belysningen  eller på nudansk lysdesignet, som hverken var præcis, musikalsk eller med den rette dosis dæmoni. Og seks år inden for design er altså mange år. Netop fordi både scenografi og kostumedesignet samt lyset dengang i 2016 blev udråbt til at være NYT, skal det altså opdateres. For scenografi m.m. er ikke urørlig kunst, det er brugskunst.

Giselle. Det Kongelige Teater. Repremiere. 2022. Foto: Henrik Stenberg.

Elementerne faldt denne aften for mig fra hinanden, og det er jo ganske uheldigt, når en ballet som ”Giselle” skal være drømmeagtig, overnaturlig og appellere så meget til følelserne, at lommetørklæderne kommer frem til sidst. Det kan lade sig gøre via lys og lyd og den rette tåspidsdans, men her stod Holly Dorger og Jon Axel Fransson faktisk ret alene på scenen.

De to solodansere reddede aftenen sammen med dirigenten Rober Houssart, der fik kapellet til at underlægge sig Adolphe Adams musik, der denne aften i lange passager blev spillet helt pianissimo og gav plads til de to solodansere.

Giselle  repremiere 3.9.2022.

Koreografi: Jean Coralli

Koreografi: Jules Perrot

Koreografi: Nikolaj Hübbe

Koreografi: Silja Schandorff

Dirigent: Robert Houssart

Musik: Adolphe Adam

Scenografi: Maja Ziska

Kostumer: Mia Stensgaard

Iscenesættelse: Nikolaj Hübbe

Medvirkende bl.a. Holly Dorger, Jon Axel Fransson.

Spilles kun til og med 22.9. 2022.

www.kglteater.dk

Læs gerne min gamle anmeldelse fra 2016:

Giselle – Ballethistoriens nr.1. Den Kongelige Ballet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.