∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Teater-anmeldelse / Ulla Strømberg.
Så velspillet, at det er en fryd – Tennessee Williams hverdagsbillede på Hippodromen.
Derfor bliver ”Glasmenageriet”, dette uudholdelige billede af hverdagens trivialitet og uretfærdige fordeling af goderne, udholdeligt.
Tennessee Williams står som en af de store amerikanske dramatikere fra det 20. århundrede. Med nogle få markante dramaer, forankret i en ophedet, næsten kvalmende sydstatsatmosfære, portrætterer han det almene liv. ”Kat på et varmt bliktag” – udødeliggjort af Elisabeth Taylor og Paul Newman på film – ”Omstigning til Paradis” – huskes takket være Marlon Brando – og så det tredje, og for Williams vedkommende gennembrudsstykket, ”Glasmenageriet”.
Det er ganske selvbiografisk om en skrøbelig søster, en dominerende mor, en fraværende far og en søn, der vil være digter.
Pressebillede. Thomas Petri.
Selv har jeg forsøgt at undgå stykket i mange år. Det er for trist og uafvendeligt, en venten på noget, som ikke kommer. Moderen håber på bejlere til datteren, som helst vil lukke sig inde i sin fantasiverden af de symbolske glasdyr, og sønnen tænker på en karriere langt, langt væk fra familiearnen. Ikke uden grund blev ”Glasmenageriet” allerede ved uropførelsen i Chicago i 1944 sammenlignet med Chechov, hvis personer, i dobbeltforstand venter, mens livet løber ud.
På Hippodromen spiller Karen Lise Mynster Moderen med uendelig mange nuancer og mestrer at lade følelserne gå fra den spinkleste, opgearede glæde til dybe vredesudbrud og håbløshed. Også de unge skuespillere, Jens Frederik Sætter- Lassen, Ena Spottag og Nikolaj Bjørn-Andersen, klarer instruktøren Kaspar Rostrups krav, dog i en anden, mere naturlig og neddæmpet spillestil. Men alle gør de historien nærværende, selv om Williams har flere dramaturgiske gimmicks, bl.a. fortælleren, flash backs og underlægningsmusik.
Skønt vi hos Williams er i 1930-ernes USA, leves dette familieliv med uindfriede håb og drømme hvert sekund over hele kloden. For ofte rummede fortiden store forventninger, som hverken nutid eller fremtid kan indfri – og så er livet i øvrigt snart slut. Hvem kender ikke denne følelse? I ”Glasmenageriet” kan man desværre sagtens spejle sig.
Tekst: Tennessee Williams
Instruktion og bearbejdelse: Kaspar Rostrup
Scenografi: Stine Martinsen
Musik og lydcollage: Fuzzy
Oversættelse: Emmet Feigenberg
Medvirkende: Karen Lise Mynster, Ena Spottag, Jens Frederik Sætter-Lassen og Nikolaj Bjørn-Andersen.
www.folketeatret.dk