∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Græsted Rvyen 2025.
Stemningen er god, maden velsmagende, musikken swinger, og gutterne på scenen ser godt ud, og så kan de ovenikøbet synge!
Men, der er også et men. For sådan skal det jo være i en seriøs anmeldelse. Tre midaldrende mænd står på scenen og akkompagneres af et tremandsorkester. Er det overhovedet tilladt i 2025? Ja, i en revy, som ikke accepteres af kulturministeriets regulativer for teaterdrift, er alt tilladt.
I Græsted er kønsdiversitet som en by i Rusland, og det er dumdristigt og helt befriende, til gengæld præsenteres publikum for et hav af afarter af voksne mænd.
Som flere andre danske sommerrevyer går Græsted Revyen på elegant vis næsten 100 % uden om al politik i år. Det er mere end forståeligt, for verdenssituationen udvikler sig i et helt uhørt tempo. Derfor må en god sommerrevy i år primært leve af sjove og skæve eksistenser i et musikalsk univers.
Scenen ligner sig selv fra tidligere år: en bardisk, hvor de tre skuespillere kan hænge ud over et glas øl: René Richardt, der også er krofatter på Græsted Kro, Jesper Lohmann og Farshad Kholghi, mens kapelmester Henrik Schrøder, bakket op af Tom Christiansen og Flemming Bosse, er placeret på fløjen. På den minimale scene fungerer alt i Donald Andersens effektive iscenesættelse, som giver plads nok til alle.
Det musikalske fylder godt hele revyen igennem. Jesper Lohmann får endnu engang lov at folde sig ud i gul flæseskjorte med en slikket parodi på alverdens kvindebedårere. Farshad Kholghi giver den som Elvis, også i en mellemøstlig version, for idolet ville i år være fyldt 90 år. Det afsluttende nummer er en ren herretur, hvor et vildt medley med stumper fra den nyere, danske popskat af mandlige musikere blomstrer og bliver en flot afslutning på hele den muntre aften.
Klogt nok er det ikke he-men, som publikum møder, tværtimod. Det er mænd, der er nogle skvat eller er de blot en samling nørder? Tre landmænd søger kvinder, tre mænd drager af sted i naturen, og så er der René Richardts ludoman, som græder sig igennem en helt sketch om altid at vinde.
De fleste tekster er gode og korte, nogle er mere raffinerede end andre, og Carl Erik Sørensen brillerer som altid som tekstforfatter.
Farshad Kholghi har et udpræget komisk talent, som grænser til det helt groteske. Det kommer til udfoldelse i en scene, hvor han er lægevikar og psykologvikar – uden at kunne tale eller forstå ret meget dansk. Da han spiller en kvinde fra Asien med en Hawaii-blomst i håret og en trippende gangart som en geisha, bliver det endnu mere uhyggeligt. For det er alt for tæt på, hvad mange oplever i det daglige i mødet med det danske sundhedsvæsen. Vi taler forbi hinanden, for de sproglige barrierer er for store! At teksten her skal spille på ord under bæltestedet er forståeligt nok, men slet ikke nødvendigt.
Musikalsk set er forestillingen sjov og overraskende hele vejen igennem med lån og associationer fra den store musikskat med ”Lights on Broadway” som åbning – og en stump Abba hist og her.
Varm anbefaling til årets revy på Græsted Kro, hvor også maden er meget velsmagende. Der spilles udvalgte dage til slutningen af september.
Fotos: Jan Frithjof Stephan.
Tegninger: Claus Seidel.