Menu Luk

∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Hamlet – med Hamlet i sort habit  og ligeså resten af ensemblet.

Kan du virkelig blive ved med at se ”Hamlet”, spurgte min mand undrende, da jeg var på vej mod Allerød til Mungo Park. Ja, sagde jeg – og ja siger jeg efter ”Hamlet” i Martin Lyngbos opsætning. For en velinstrueret ”Hamlet” er altid interessant at se, aflæse og fundere over. For med ”Hamlet” kan man tage temperaturen på teatrets situation lige nu, hvis altså forestillingen er gennemtænkt.

Hamlet, Mungo Park – foto: Peter Boel.

Efter nogle forrygende år på Mungo Park holder Martin Lyngbo op som leder, og ”Hamlet” er hans statement, om man så må sige.

Her er ingen sex, ingen Freud, ingen krudtslam, ingen gravere, ikke mange vittigheder, men masser af alvor. Forestillingen er bygget op over ensemblet i sorte habitter, og når jakkerne lægges, er de skuespillertruppen. Alt er minimalistisk i Rikke Juellunds velfungerende ikke-scenografi, der dog i ”The Mousetrap” -scenerne forvandles til romantisk, britisk teater – en sjov detalje. At Hamlet spilles af en kvinde, Christine Albeck Børge, er selvfølgelig også en smule anderledes, men fungerer overraskende fint. Epokegørende er det ikke, Sarah Bernhardt spillede rollen og sikkert mange andre. Men det giver en vis blødhed, og så er vi ude over mor/søn forholdet.

Hos Martin Lyngbo styrer musikken, velkomponeret af Jonas Munck Hansen,   som også tager sig af Horatios fiskerolle. 110 minutter uden pause.

Hamlet, Mungo Park – foto: Peter Boel.

Men hvad er så budskabet? I programmet står magt, og magtbegær, men Henrik Prips Claudius, som jo er indbegrebet af ondskaben, er egentlig overraskende afdæmpet, som en moderne dansk politiker, og måske det er pointen. Til gengæld er et par af scenerne vittige, bl.a. åbningen. Her taler de om Fortinbras og låner faktisk første scene fra ”King Lear”, hvor landet skal deles. Her i ”Hamlet”, skal man nu bare checke den norske konges positioner.

Kærligheden imellem Hamlet og Ophelia er plausibel nok. Rosenkrantz og Gyldenstjerne er blevet til én person, Polonius er måske lidt for firkantet, og da han dør, er tæppet måske også lidt for rødt. Til gengæld er Marianne Mortensen en meget smuk Gertrud og ligeså vinder Ophelia, Nana Morks, mange point på sin smukke sangstemme. Dog er først som sidst Christine Albeck Børge interessant som Hamlet, ja, det er vist ordet. Der er tårer i øjnene hos ham/hende allerede 8 minutter inde i forestillingen, men hun holder skansen.

Sørgeligt er stykket uden ægte katharsis. Monologerne siger jo det hele, her velfungerende med underlægningsmusik og kor, endnu en gang i Niels Brunse letløbende oversættelse, undtagen et sted: ”at være eller ikke være – det er ”knuden”” – og ikke spørgsmålet! Det skurer i ørerne, men sådan er det.

 

Mungo Park kan være stolt af dette bud på en Shakespeare-fortolkning, og vi andre kan sagtens lære noget, uanset om vi kender vores ”Hamlet” eller er helt jomfruelige ud i Shakespeares tragedier.

Man kan ikke andet end holde af Mungo Park, og af den kraft, vilje og tilsyneladende gode forankring i lokalsamfundet, som teatret har. Sådan skal teater være. Lad os håbe på at efterfølgerne kan fastholde alle dyderne.

NB Mungo Park bor i Allerød, men de har også en Københavner-sæson – udvalgte dage i april og maj. Se nedenfor.

iscenesættelse og bearbejdelse
Martin Lyngbo

Medvirkende
Christine Albeck Børge / Meike Bahnsen*
Henrik Prip
Marianne Mortensen
Anders Budde Christensen
Jonas Munck Hansen
Mads Hjulmand
Nana Morks

Scenografi
Rikke Juellund

Lyddesign
Rasmus Overgaard Hansen

Lysdesign
Jacob H.S. Rasmussen

Oversættelse
Niels Brunse

Komponist
Jonas Munck Hansen

Koreografisk konsulent
Kasper Ravnhøj

Varighed
110 minutter (uden pause)

*Hamlet spilles af hhv. Christine Albeck Børge og Meike Bahnsen, hvilket betyder, de alternerer gennem spilleperioden. Vær dog opmærksom på, at der kan ske ændringer med kort varsel.

Datoerne er som følger:

På Mungo Park, Allerød:

Ons 5/4 – Christine A. Børge
Tor 6/4- Christine A. Børge
Fre 7/4 – Meike Bahnsen
Lør 8/4 – Meike Bahnsen
Tir 18/4 – Christine A. Børge
Ons 19/4 – Christine A. Børge
Tor 20/4 – Meike Bahnsen
Fre 21/4 – Meike Bahnsen
Lør 22/4 – Christine A. Børge

På Betty Nansen Teatret, Frederiksberg:

Tor 27/4 – Meike Bahnsen
Fre 28/4 – Christine A. Børge
Lør 29/4 – Meike Bahnsen
Man 1/5 – Christine A. Børge
Tir 16/5 – Christine A. Børge
Ons 17/5 – Meike Bahnsen
Tor 18/5 – Christine A. Børge
Fre 19/5 – Meike Bahnsen