∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Hanna Hirsch Pauli – et nyt svensk kunstnerbekendtskab.

Det er flere årtier siden, Anna Anchers status blev slået fast som en af de ypperste danske kunstnere. På Den Hirschsprungske Samling  kan publikum nu stifte bekendtskab med en samtidig fra nabolandet, den svenske maler, Hanna Hirsch Pauli (1864 -1940), som dog altid har haft høj status i Sverige.

 

På den nye udstilling vises adskillige værker, og dermed bliver hendes spændvidde på bedste vis gjort synlig.

Både SMK og Hirschsprung har i de seneste år meget effektivt  afdækket den guldgrube af kvindelige billedkunstnere, som de mandlige kunsthistorikere forbigik i begyndelsen af det 20. århundrede. Kvinderne blev udskrevet af historien, men sådan er det ikke mere, og heldigvis for set.

Hanna Hirsch Pauli blev født i en rig, svensk familie og fik allerede fra 12 års alderen lov at gå på en privat kunstskole. Efter flere år på Det svenske Konstakademis skole for kvinder, drog hun som 21-årig til Paris for at uddanne sig yderligere og mødte sin senere ægtemand, kunstner og kritiker, Georg Pauli. Han var som så mange andre søgende kunstnerspirer fra Skandinavien søgt mod den moderne ånds mekka.

Hende ægteskab (og vel nok den med1bragte formue) gav gode  udfoldelsesmuligheder, så hun i de følgende årtier kunne bevæge sig igennem flere maleriske faser, helt i  samklang med tidens svingende tendenser.

Hendes værker på væggene i Den Hirschsprungske Samling i  københavn er ikke mindst kommet til Danmark takket være Nationalmuseet i Stockholm, der i de seneste år har gennemforsket  hendes liv og oeuvre.

 

Ser man på Hanna Hirsch Paulis værker stk for stk,  både på udstillingen og i det store svenske katalog samt i en fin, lille dansk pjece, adskiller hun sig ikke så meget fra sine samtidige. Der synes ikke at være de store revolutionære og personlige greb, men gode, ofte ferme og varme værker, men også nogle i mine øjne fejlskud, bl.a. en Sigøjnerpige fra slutningen af 1880erne.

De helt tidligere værker, dvs. 1885 og 1886 har dog en renhed og personlighed, som næsten går fløjten sidenhen. Det er værd at bemærke.

Skal denne svenske kunstnerinde have et par etiketter, bliver  det naturalismen i fransk inspiration. Med en stærk vilje til at male kvinder – og siden hen en periodisk symbolisme, der fører videre til en 1900-tals naturalisme – bliver de sidste værker fra 1930erne overvejende portrætter og herunder selvportrætter. De fremstår overraskende tidstypiske, nærmest som ”trætte” malerier.

Hanna Hirsch Pauli kom ud af en rig jødisk familie, og lykkeligvis nåede hun ikke at opleve så meget af Anden Verdenskrigs gru.

Udstillingen ønsker vist at vise den svenske kunstnerindes særpræg ved at konfrontere hendes værker med nogle af danske kunstneres mesterværker fra samme periode og tilhørende Hirschsprung.

For mig at se gør man alle en bjørnetjeneste.  Nogle af Paulis værker er simpelthen ikke stærke nok, når de eksempelvis sættes op over for P.S. Krøyers flamboyante familieportræt af den hirschsprungske familie, eller når Paulis blomster møder Bertha Wegmanns opstillinger.  Samtidigt tror jeg også, at det almindelige museumspublikum måske har lettere ved at forstå og glæde sig over et nyt bekendtskab ved ikke at skulle sikre sig ved hvert billede, at det nu også er malet af udstillingens hovedperson.

Men det er nok en smagssag og museumsformidling er jo i disse år under udvikling.

Men en ting kan man konstatere. Der er mange og dybt kvalificerede kunsthistorikere rundt om på danske museer og uden for, og der pågår en fortsat jagt på nye emner, nye konstellationer etc., som udmøntes i fondsstøttede udstillinger og forskningsbaserede publikationer.

Sådan er det nu og har stået på en tid lang. Mon ikke de fleste, tidligere oversete, kvindelige kunstnere nu er kommet frem i lyset både her og i udlandet?

www.hirschsprung.dk  til og med august 2026.