Kulturkupeen

Interview med Jens Albinus, november 2020.

Der skal være lidt djævelskab i teatret.

Interview med Jens Albinus, Vesterbro, november 2020.

af Ulla Strømberg.

 

Jens Albinus takker af til foråret 2021 efter kun 5 år på Husets Teater, hvor han har fungeret som både teaterleder, instruktør, dramatiker og skuespiller. Det sidste var slet ikke meningen, men sådan blev det. 

Forud for denne seneste exit er gået et professionelt liv på Aarhus Teater med hovedroller, bl.a. i  ”Jeppe på Bjerget”, på Det Kongelige Teater bl.a. som Grundtvig i ”Egelykke” – og en lang række film, bl.a. ”Idioterne”, ”Direktøren for det hele” samt titelrollen i Tv-serien ”Ørnen”.

Parallelt har Albinus været dybt engageret i at introducere nyere europæisk litteratur på scenen, bl.a. Michel Houellebecq og Primo Levi. I det 21. århundrede har Albinus haft en lang række opgaver i Tyskland, herunder i Berlin og ikke mindst hos instruktøren Stefan Bachmann i Köln.

Efter 2015 vendte Jens Albinus blikket mod det københavnske og Husets Teater på Halmtorvet. I de forgangne sæsoner er det blevet til en række bemærkelsesværdige teaterproduktioner, hvor Jens Albinus har været henholdsvis dramatiker, instruktør og /eller skuespiller, bl. a.  ”Ren” over medeamyten, ”Richard III”, ”Det store Stilehæfte” og senest ”Lille Eyolf”. Jens Albinus spiller selv med i bl.a. ”Det Store Stilehæfte” og ”Lille Eyolf”.   

Hvorfor gå nu – er mit første og vigtigste spørgsmål denne novemberdag. 

Jens Albinus, I Det store Stilehæfte. Husets Teater. 2020. tegning af Claus Seidel.

Hvorfor gå nu?

”Da jeg begyndte her for 4 år siden, havde jeg hele tiden en fornemmelse af, at der skulle være et vist højtryk, og så måtte det bære så længe, det kunne.

I gamle dage, da jeg var ny i dansk teater, syntes jeg, at der var for meget mezzo forte. Alt var i samme tempo. Og den følelse har bibeholdt sig i mig. Men i 2015-16 syntes jeg, at noget af det, jeg havde interesseret mig for, godt kunne have en platform i det københavnske teater. Og det skulle kun vare så længe, at det lige nåede at blive synligt. Det punkt er nået nu, og jeg er tilfreds med beslutningen.”

Har det så være godt nok, hvad du har opnået?

”Det er indbygget i den impuls, jeg skaber teater på, at det aldrig bliver godt nok. De store teaterdigtere, som Shakespeare frem for alle, har det i sig, at der til stadighed er noget, som ikke kan indfries. Det er aldrig sagt bedre end i forordet til ”Henrik 5.”. Drømmen om at finde kontakten imellem to bevidstheder, men det bliver aldrig godt nok, og forestillinger bliver aldrig gode nok.”

Citat:

O, kunne flammende min muse stige 

til digtekunstens stråleklare himmel; 

og havde jeg til skueplads et rige, 

og fyrster til at spille, konger til

at se på skuespillets stolte handling!

Da skulle helten Henrik, lig sig selv, 

fremtræde som en krigsgud; …  (…)

men tilgiv, ædle venner: den matte hverdagsånd, der her har vovet ……..(  )

( Østerbergs oversættelse).

 

”Men det er alligevel tilfredsstillende, at tilstrækkelig mange mennesker, og ikke mindst huset her, har lugtet lunten. Netop fordi midlerne er så få, kan man komme langt – ikke ved at sætte tæring efter næring, men ved at gå stejlt op i ambitionsniveauet.

Husets teater er et genialt sted

Det er et fordringsfuldt sted, Husets Teater: Her ved indgangen til kvægmarkedet, hvor dyrene kom fra oplandet. Vi bor i en portnerbolig ved den gamle øksnehal. Siden hen blev dette hus til et frokoststed for grosserere. Erik Clausen, som boede ovre på den anden side, da han var barn, husker, hvordan disse mænd var gavmilde med drikkepenge om formiddagen, når de havde været på bordel hele natten.

Og når kulturminister Joy Mogensen i foråret kunne mane til ”Dugnad” hos kulturlivet, kunne jeg blot svare, at ”Dugnad” er et meget velkendt fænomen her på Halmtorvet. Det er nemlig navnet på en borgerdrevet café under Mændenes Hjem, som er teatrets nærmeste nabo. Café Dugnad er et glimrende borgerinitiativ, der afbøder effekten af presserende, lokale, socialpolitiske problemer. Men ligesom borgerinitiativet ikke i sig selv udgør et alternativ til en ordentlig politisk håndtering af området, er der heller ingen lige vej fra indbyrdes solidaritet og socialdemokratisk samfundssind til frembringelse af den kunst, vi ikke som samfund kan være foruden. Det er simpelthen to adskilte kategorier.

Der er kunst, der kan fungere som et korrektiv til den almindelige samfundssamtale og som kan kaste lys derind, hvor der ellers er mørkt. En sådan kunst betinges af stejle fordringer, og de stejle fordringer kan ikke afbødes hen imod samfundstjenlige nytteprincipper uden, at kunsten mister sin grundlæggende eksistensberettigelse.

Det lille, fordringsløse sted

Da jeg kom hjem fra Tyskland, begyndte jeg at interessere mig for at iscenesætte. Så det måtte gerne være et lille sted, hvor hver opsætning ikke havde nogle helt umulige tal, man skulle leve op til. Det skulle være muligt at skabe noget stejlt. Desuden var jeg tiltrukket af stedets geografiske placering: her på stedet ses en bestemt side af et storbyliv: midt imellem noget smart og hurtigt, restauranter og reklamefolk og så på den anden side noget gammelkøbenhavnsk og vesterbrosk, som er lidt uforanderligt. Det er et genialt sted.

Der sker jo det, at når samfundet bliver presset, kommer der en stor efterspørgsel efter at legitimere teatret. Det skal være samfundsnyttigt – eller forklarbart, men ikke på kunstens egne betingelser. På en måde kan man sige, at kunsten skal være den djævel, den nu engang er. Og på de mere lyssky steder kan man få mere djævelskab med. Hvis kunsten kun skal være nationsopbyggende eller moralopbyggende, så går noget essentielt tabt. Det er grunden til, at vi er nogen, der kulturpolitisk stadig abonnerer på det gamle bomholtske armslængdeprincip, som betyder, at bevillingsramme og indhold er adskilt med vandtætte skodder. Det sikrer, at kunsten kan få lov at VÆRE.

Det er tydeligt hos Holberg, der er oplysningsfilosof. Han er uovertruffen herhjemme, ikke kun fordi han er en klog mand at høre på. Men i lige så høj grad, fordi der farer djævelskab i hans skrift, som på en måde saboterer eller komplicerer hans fornuftsanliggende. Det er først heri hans arbejde hæver sig til den kunst, vi kender, og som er blevet et referencepunkt, skiftende tider og generationer kan forholde sig til.

Men har vi armslængde i dag? Du sidder jo på et ”semiinstitutionsteater”.

”Vi har haft et armslængdeprincip, men det er voldsomt under angreb. Og der står da også en masse mærkeligt i vores ”Lille Storbyteater”s retningslinjer, som nærmer sig politiske krav der i princippet definerer, at stedet her skal være et kulturhus. Der er vist sådan noget som én sætning om, at det kunstneriske niveau skal have en vis soliditet. Her overfor en masse om hvad stedet skal efterstræbe af lokalkulturel funktion.

Min fortolkning af det opdrag har naturligvis været på kanten, det indrømmer jeg blankt. Men jeg har haft en optimisme her, på kunstens vegne, fordi prestigeniveauet for Huset trods alt er relativt lavt. Derfor har jeg i vid udstrækning kunnet komme af sted med at lave forestillinger, som jeg ville. Forestillinger, som har satset benhårdt på at være kunstnerisk markante.”

Skuffer du ikke nogen ved at gå?

”Joh, måske. Men det her hus, både medarbejdere og publikum, har vist en måde at blive grebet på, som jeg er sikker på, vil leve videre, også uden mig. Det er udmærket, at jeg har været her i 5 år. Det er passende for, hvad jeg har kunnet bidrage med på Huset lige nu, synes jeg.”

Jens Albinus i Lille Eyolf. Husets Teater. 2020. Tegning: Claus Seidel.

Skuespillere på et vist niveau

Da du tiltrådte, sagde du et sted, at du ikke skulle være skuepiller!

Altså det niveau, jeg gerne ville have, kunne jeg simpelthen ikke få. Der var ikke råd til det. Olaf Johannessen bad f.eks. udtrykkeligt om, at jeg blev hans medspiller i ”Det store Stilehæfte”. Og det var væsentligt for mig, at netop Olaf kom til at formidle Agota Kristof. I det hele taget har det været vigtigt for mig at kombinere den rette skuespiller med det rette forfatterskab: Marina Bouras med Euripides, Tammi Øst med Erlend Loe, Olaf med Kristof. Der er mange eksempler. Disse kombinationer er dét, jeg selv er mest stolt af fra min periode her. Det er imellem den rette skuespiller og det rette forfatterskab, at teatrets kraft for mig at se folder sig ud.

Skuespillere på Olaf Johannessen og Tammi Østs niveau skal jo her på Husets Teater gå for det halve af, hvad de får tilbudt andre steder. Derfor har det, jeg har haft at tilbyde både publikum og skuespillere, været nogle muligheder, der kun har været at finde her. Jeg anser ikke nødvendigvis mig selv for at være en særlig fremragende skuespiller i udgangspunktet. Men jeg er god til at se.”

 Når du taler sådan og gradinddeler skuespillere, er det så direktøren, jeg hører?

”Jeg har vist altid tænkt sådan. Det er noget med djævelskabet. Der er skuespillere, som kan inkarnere noget, du aldrig ville havde godtaget i den almindelige virkelighed. Teatret kan jo noget. Hvad Medea gør, og hvad hun tvinges til at gøre, kan kun blive rigtigt begribeligt på en scene. Og det er vigtigt, at vi har teatret netop for at kunne begribeliggøre visse radikale, yderligtgående ting for os. Erfaringer som man kun kan nærme sig i kunsten – og i storpolitikken, kunne man sige, men her kan djævelskaben som bekendt få katastrofale konsekvenser. Det er livsnødvendigt for os som samfund, at vi, på kunststeder som teatret, kan iscenesætte alt det, som tilværelsen består af – også det farlige og det besværlige. Netop det farlige og besværlige.

Det kræver en skuespiller, der kan forene nogle modsætninger, ikke en flagholder for en bestemt holdning eller repræsentation, men med en evne til at udtrykke den modsætningsfuldhed, som teatret og stor litteratur inkarnerer. Det kræver skuespillere af et bestemt format. Skuespillere, der kan række ud over deres egen repræsentations-faktor.

Da vi planlagde ”Richard III” med Tammi Øst i titelrollen, spurgte alle: ”Hvorfor en kvinde?” Men da vi så viste forestillingen, så ingen en kvinde – eller en mand. De så et menneske på et særligt overdrev, hvorfra der ingen vej er tilbage. Det var en stor sejr; måske for mig som iscenesætter den største, jeg har været med til.

Det er denne inkarnation, som foregår i en skuespiller, der gør teatret mystisk. Altså det, der foregår i en skuespiller.

Teateret formidler noget, som rækker ud over at være en forklaring eller en undskyldning. Det er ikke en apologi for Medea eller for Richard III, der har været tale om i de respektive forestillinger. Det har været en fremlæggelse af liv. Den erfaringsdimension, som kunsten formidler, eller kan formidle, er en stærk mangelvare i det samfundsliv vi i øvrigt lever med hinanden.

F.eks. da det radikale venstre for nylig brændte sammen for åben mikrofon, så hørte jeg nogen sige, at de skulle have hyret en ekstra kommunikationskonsulent. Jeg ville i stedet sige, at de hellere skulle have trukket stikket ud, læst en bog – eller gået i teatret og trukket vejret dybt ned i deres menneskeforståelse. Og derefter set på problemerne. Men presset var naturligvis for højt, og der er et pres og et effektivitetskrav i vores samfundsliv, som givetvis er kommet for at blive. Derfor er det så vigtigt, at teatret kan være noget andet.

Teatret må, som litteraturen, være et sted, hvor man kan trække vejret og udvide sin menneskeforstand. I mødet med en stor skuespiller-præstation kan du for en stund blive givet et korrektiv til et meget reduktivt menneskesyn. Hvad du derefter stiller op med det møde, er naturligvis helt op til dig selv.

Jeg har i øvrigt altid været en glad teaterpublikummer. Jeg kan blive meget begejstret. Hvis jeg var fodboldtilhænger, ville jeg heppe på teatret. Og jeg ville være en god hepper.

Instruktører

Da jeg holdt pause med teatret, i årene efter mine første danske iscenesættelser (1999-2003), var det nok, fordi jeg følte, at dansk teater dengang manglede dynamik. I Tyskland oplevede jeg, at de bedste, Frank Castorf og Stefan Bachmann, f.eks., tillod sig selv en langt større pallette for deres forestillinger, indholdsmæssigt, men også rent rytmisk, musikalsk. De tillod sig i deres arbejdsprocesser at vente meget længe med at nå frem til det færdige resultat. Det med at “fremkalde” forestillingen, faldt meget sent. Det drejede sig om at bibeholde kontakten med den basale struktur og også arbejde med teateraftenen i et tidsligt forløb med forskellige dynamikker.

Det var først da Bachmann omkring 2010 inviterede mig tilbage til Tyskland for både at skrive og instruere, at jeg så nogle nye muligheder. Og her på Husets Teater forsøgte jeg at række ud efter nogle instruktører, som jeg kunne dele teatersyn med. Men det var svært på det niveau, jeg gerne ville. Instruktøren Liv Helm er dog et eksempel på et samarbejde jeg er meget glad for. Derfor er det også til min store glæde, at Liv tager over efter mig.

At de givne økonomiske rammer her på stedet har tvunget mig til at ”udkomme” en masse gange, har været udfordrende. Og jeg er slet ikke færdig med at bearbejde den erfaring, ja, knap nok begyndt. Men selve tidsfaktoren, det, at man skal ”udkomme” ofte på et teater, som det her, kan i høj grad være inspirerende. Man skal ikke underkende den kvantitative vej til kvalitet. Og man skal ikke underkende den daglige praktiks befordring af det sublime: Teaterhistoriens største monolog er måske skrevet helt praktisk og tilfældigt af Shakespeare: Her skal der være en, der kommer ind på scenen. Og så skal der være en antitese om det højeste i livet, f.eks. ”at være … ” Så skal der være 28 linjer om det, og så skal skuespilleren ud.

Om jeg har været i tvivl? Jeg er altid i tvivl.

Det kan ikke være lige godt alt sammen, som Klaus Rifbjerg sagde, da han udkom med ”Marts 70”. Teatret har altid noget urent over sig. Selv i sin allermest rene bestræbelse. Det er det gode ved teatret og grunden til, at jeg som regel altid forlader teatret en lille bitte smule mere besindet på min egen menneskelighed, end da jeg kom. Undtagen hvis det skuespillermæssige håndværk er slapt. Det kan gøre mig rasende. Men så bliver jeg mindet om det!”

 

Det er rent King lear

Men når du forlader stedet her, har du jo pludselig ingen magt til at gennemføre dine kunstneriske ideer? Har du tænkt over det?

”Det er rent King Lear. Indrømmet! Det er fuldt ud angribeligt. Men nogen gange må det til. Jeg er faktisk ikke i tvivl om, at det er et nødvendigt skridt. Og til det gode, både for teatret og for mig selv. Min egen fremtid lige nu er åben og temmelig kaotisk, det er udmærket, det har jeg prøvet før. Da jeg kom tilbage til Danmark efter nogle år i Tyskland, var dét, der lokkede mig til at blive medbestemmende, en impuls, en intuitiv fornemmelse af at det kunne være rigtigt. Det udelukker ikke en masse tvivl, men intuitionen må være der. Det er vigtigt for mig at være lydhør over for min intuition. For Husets vedkommende, får det en glimrende efterfølger i Liv Helm, det er meget rigtigt, at hun netop nu tager bolden. I virkeligheden er vi måske blot nogle få, der har et nødvendighedskærlighedsforhold til teatret.  Men det at man ikke kan høste en stor målbar vælgertilslutning her og nu ved at støtte teater, gør ikke teatret mindre nødvendigt. Måske tværtimod. Og jeg er stolt af at kæmpe for teatret. Jeg føler mig som en meget lille del, men jeg siger i samme forståelse som en amerikansk fodboldspiller, der løber nogle yards med bolden og så afleverer: Sådan! Nu er det den næste! Løb!”

Den seriøsitet og intellektualisme på tværs af kunstarterne – som findes i det tyske kulturliv, er der vel ikke i Danmark? Er det et problem?

”Jeg vil formulere det lidt anderledes. Der er en højkultur ved siden af en folkekultur i de store lande som England, Tyskland, Sverige og Frankrig i modsætning til Norge og Danmark. Vi har ikke haft de store blodige revolutioner, men blot en bondebevægelse, som siden blev til en arbejderbevægelse. Dansk kulturliv hviler på to fødder, plejer man at sige: Kierkegaard og Grundtvig. Men den store fælles forståelse er jo, at vi går uden om en højkultur. Det, der så er sket i Danmark på det seneste, er, at midtervælgerne skulle erobres tilbage til Socialdemokratiet. Derfor er det forbundet med noget nær politisk rædsel at forbinde sig med nogle identitets-markører, der kan aflæses som elitære. Det oplever man ikke med samme lammende rastløshed i en højkultur. Men det er vigtigt, at vi får nogle politikere der tør se sig selv som andet og mere end bærere af nogle identitets-markører.

En gammel lutheraner 

Jeg er en gammel lutheraner, så det er en registreret følgevirkning, en dynamisk bevægelse, at jeg ved, at jeg skal gå nu. Derfor er det lige vigtigt, at vi holder den fane højt at slås for et kunstnerisk teater, om det så er nok så meget ”we happy few, we band of  brothers”, der gør det. Nogle gange går tiden med os. Lige nu er det nok lidt smalt med det. Det ændrer ikke vores kamp. Det indspark, jeg giver, uanset hvilken position jeg gør det fra, er for mig bl.a., at skuespil og skrift kan transportere netop noget af den betydning som ikke er bundet i en bestemt identitets-markør.  Her er vi tilbage ved vigtigheden af at kombinere den rette skuespiller med den rette digter.

I Tyskland hos Stefan Bachmann blev det arbejde jeg for ti år siden foretog over Primo Levi en vigtig erfaring, som egentlig har betinget, at jeg selv fandt tilbage til teatret og kunne begyndte at iscenesætte igen.

Da Primo Levis ”Hvis dette er et menneske” i sin tid kom til premiere, anede vi ikke, om nogen ville se den som teaterforestilling, men den skulle bare laves. Det var en meget stærk intuition hos mig.  Allerede inden Det Kongelige Teater ville huse forestillingen, besluttede jeg at gennemføre den, om jeg så skulle gøre det på gaden. Det matcher med, hvad Bergman sagde om sin gamle far, der cyklede rundt og afholdte højmesser for nogle gange tomme kirker. En dag sad der én mand på kirkebænken. Bergmans far vendte sig mod ham og sagde: Velkommen. Men De skal ikke tro, vi afholder messen, kun for Dem.

 

Teater er poesi, teater er følelse, teater er en udskrivning 

Teater skal ikke lukke sig om sig selv. Men det er vigtigt også at forstå, at teater i sit væsen er  poesi, hvis legitimitet ikke udtømmende kan hentes fra andre sproglige erfaringer. Carl Hegemann, chefdramaturg på Volksbühne og Tysklands svar på Mogens Rukow, hvad angår betydning for dansk film, sagde engang: “Teater kan ikke betale sig. Det er en udskrivning”. Det anser jeg for en vigtig erkendelse, som langt fra betyder, at der ikke kan stilles krav til teatret. Det kan der, og det skal der. Men teatret legitimerer sig først og sidst ved at have kvalitet, som teater. Ikke som noget som helst andet. På samme måde må man sige, at teater er et stormløb på en evighed og derfor er det fint, netop fint at den enkelte forestilling, den enkelte opførelse, det enkelte møde, ikke bliver stående. Det kan føles ærgerligt. Men sådan er det. Når man, som jeg, har været med på skuden i mange år, så oplever man også det helt forbløffende, at der pludselig er nye talenter, der ikke aner, hvem Ole Ernst er! Han er glemt! Det er forfærdeligt. Og samtidig ikke. Det er bare sådan, det er.

Jeg kan ikke komme det nærmere. Teater er i sidste ende ikke nogen intellektuel øvelse. Dets frembringelse beror på intuition. Og om det er velovervejet, at jeg stopper? Man kan måske sige, at det er helt rigtigt, og samtidig uovervejet og kaotisk.  På den måde ender det med at blive helt rigtigt for mig.”

Hvad fremtiden står på, vil Jens Albinus ikke ryste op med nu. Men han skal i hvert fald skrive. 

 

En tanke om “Interview med Jens Albinus, november 2020.

  1. Ina Bourass

    Et rigtig godt inteview. Her møder man TEATER-manden, skribleren, teaterlederen, skuespilleren, instruktøren + publikummeren; een for alle & alle for een i oprigtig kærlighed til teateret. Kodeordet = intuition! Og ALT skal udføres på bedste vis – M E N,: ALT kan osse til enhver tid blive endnu bedre. Sådan!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.