∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Woody Allen – Om Ingenting. Erindringer.
Underholdende skriblerier – lige indtil det store selvforvar sætter ind.
For 28 år siden havde denne erindringsbog trukket forsider. Filmelskere havde kastet sig over den, og bogen havde været den oplagte julegave til alle over 15 år. I dag er tiden anderledes, for Woody Allen har været ude i to gange store stormvejr, hvor det er svært at se, hvilket der var det farligste. Men i hvert fald ville det første amerikanske forlag, som Allen henvendte sig til sidste år, ikke udgive bogen. Personalet nedlagde protest, og da bogen kom på dansk i sidste uge, skulle direktøren for Gyldendal, Morten Hesseldahl, i Politiken forklare, hvorfor han ville udgive denne kontroversielle bog. Det klarede han pænt ved ikke at sige så meget.
Woody Allens modgang er forårsaget af den tidligere partner, Mia Farrow med hvem han både har adoptivbørn og et “ægte” barn. To gange er samme sag dukket op. Han blev i de tidlige 1990ere anklaget for at misbruge den ene datter og igen, da alt var fryd og gammen, og han havde giftet sig med den mange år yngre Soon Yi – også en adoptivdatter af Mia Farrow, brød uvejr nr. to ud for små tre år siden. Fra den nu voksne adoptivdatter Dylan, kom de gamle beskyldninger om overgreb op igen. #Metoo havde samtidigt invaderet verden. Allen er aldrig blevet dømt, og læser man disse erindringer, holder man med ham. Kort og godt.
Men det er jo ikke derfor bogen burde være interessant.
Woody Allen er en gudbenådet filmmand, der har skabt mere end 50 film, hvor de fleste er sjove, underholdende og komiske – og altid med en helt særlig aura af Allen. Det er jo netop denne esprit, som er interessant at komme på sporet af. Her burde erindringerne kunne diagnosticere, men skuffer.
Allen er en særling, og det har han altid gjort en dyd ud af. I de første af hans mange film spiller han selv med og er på lærredet som regel en snakkesalig lille mand, der slår om sig med intellektuelle fraser og i øvrigt ofte kommer halvgalt afsted. I virkeligheden er det samme mønster med ham og så alligevel ikke. Hans baggrund er sjov, og bogens hæsblæsende stil virker langt bedst på de første hundrede sider, hvor han skal indkredse det særlige Brooklyn-miljø, han er vokset op i med en stor familie og en fader, en inkarneret hustler med hælervarer og masser af dårlige væddemål. Moderen er sur og evigt vred og hende, der både sørger for det daglige brød og at holde familien sammen. som Allen skriver: ”Freuds ødipale teori om, at alle vi mænd ubevidst ønsker at dræbe vores fædre og gifte os med vores mødre, kommer til kort, når det drejer sig om min mor og mig.”
Woody bliver erklæret højt begavet som lille bitte, men klarer sig elendigt i skolen og får aldrig en uddannelse. Men allerede som 17-årig begynder han at skrive de vittigheder ned, som han er sprængfuld af. Så går der faktisk utroligt mange år, hvor han er stand-upper og skribent, mens filmproduktionen først bliver en realitet, da han er i begyndelsen af 30erne.
Hurtigt går det overmåde godt, og han kan købe en penthouselejlighed på Fifths Avenue ( og kopiere alle de gamle film han beundrede som barn). Og mærkværdigvis har han slet ingen problemer med de damer, han så gerne vil date(!)
Siden følger alt det, vi kender: film efter film, nye skuespillere, og hvad han ikke er bleg for at prale med: han kender alle, og alle vil gerne kende ham, selv Fellini ringer til ham, da han en gang er i Rom.
Også Det Hvide Hus har bud efter ham og selvfølgelig The Academy Award, (Oscar), som han ikke gider deltage i, men er glad for priserne, for så stiger hans markedsværdi. Bergman taler han i telefon med, og sådan kan pralhalsen blive ved.
Det mest sande i bogen er vel, at han godt ved, at hans film faktisk ikke sælger så mange billetter, som de store, underholdende kanoners. Og i USA er Box office tallene tilgængelige for alle. Alligevel har det aldrig knebet med at finde investorer, og heller ikke i det 21. århundrede, hvor både England, Frankrig, Spanien og Italien gerne vil have ham og filmproduktionerne på besøg, hvis han vel at mærke overholder EU-bestemmelserne og hyrer lokale skuespillere.
Det begyndte med ”Matchpoint” i England, siden den vidunderlige ”Midnight in Paris” og senere bl.a. den mindre sjove, ganske tyndbenede ”To Rome with Love”.
Anden halvdel af bogen er et sammensurium af fortsatte kærlighedserklæringer til den unge hustru, med hvem han har levet sammen med i 25 år. Det er bare for meget og minder mig om mange interviews, jeg har lavet med store kunstnere, der tilsyneladende hele tiden ville undskyld, at de havde giftet sig under deres intellektuelle niveau. Ligeså med Allen.
Og så er der den obligatoriske gennemgang af film efter film, og her virker det som om, en assistent har siddet med hele listen, og Allen blot pligtskyldigst har tilføjet et par flinke ord om de skuespillere, han har engageret. Det synes desværre ganske udvendigt og virker som fyldestof imellem han egentlige ærinde, at frikende sig selv over for Mia Farrow og børnenes beskyldninger. Dermed synes bogen svagt redigeret! Og så er der problemer med oversættelsen.
Forfatteren Susanne Staun har fordansket i en sådan grad, at titler m.m. er på dansk. Men så er medtaget den meget amerikanske direkte talemåde ”you”, som bliver til ”du”. Det bruger vi jo ikke på dansk – eller har aldrig brugt det, og faktisk forstyrrer det: ”Forestil dig en steghed sommerdag i Flatbush”. Denne direkte henvendelse gentages vel små 100 gange og står i vejen for Allens ellers underholdende, rablende stil. Også nogle småting i oversættelsen irriterer. Jeg vidste f.eks. ikke at en film ”udkom” etc. Men Allen er jo newyorker og kan måske slet ikke oversættes.
På min reol står der flere bøger om Woody Allen, alle udkommet før 1994, på nær en Taschen billedbog. På den måde er ”Apropos Ingenting” et supplement, men der mangler en stor filmoversigt – og allerbedst en biografi, så man alligevel kan følge med i Allens opremsninger af egne fortræffeligheder, hver gang kronologien sprænges.
Men vittigheder er der spandevis af, og heldigvis for det. Efter at Allen mange gange har understreget, at han er typen der ser kisten halv tom (!), runder han af med at sige ( s.326) …. ” Hvad betyder en enkelt lille falsk anklage så i det store billede? Og for misantropen er der jo et forsonende træk, at folk aldrig kan skuffe en.”
Udkommet november 2020 på dansk hos Gyldeldal.dk
www.gyldendal.dk