∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Norsk flygtningestykke: Jeg forsvinder, Det Kongelige Teater.
Efter genåbningen af kulturlivet synes ikke mindst Det Kongelige Teater at have haft svært ved at få det hele til at passe ind i alle restriktioner m.m. For vi taler jo om dansk teaters supertanker med adskillige daglige forestillinger.
Derfor skal der være diversitet i repertoiret. Og det må man sandelig sige, at repertoiret her i maj demonstrerer, fra Ebberød Bank (anmeldes snart) til en Anne Linnet musikforestilling og videre til teatrets norske husinstruktør Sigrid Strøm Reibos valg: ”Jeg Forsvinder” af den norske forfatter og dramatiker Arne Lygre.
Reibo forløser den semipoetiske tekst i en meget minimalistisk opsætning i et hvidt rum med stenbrud, der antyder en bombet by – suppleret med en gammel spisestuestol.
Jeg forsvinder. Det Kongelige Teater. 2021. Foto: Miklos Szabo.
Men hvis det ikke var for Stine Stengades eminente rene og sejlivede spil som en kvinde ”Jeg”, ville det være svært at tage stykket til sig i dag. Der er sket så meget, både i verden, i livet – og sandelig også på teaterscenen.
Derfor synes ”Jeg forsvinder”, der i følgebemærkningerne skriver sig ind i den globale flygtningesituation, slet ikke at være særlig nødvendig som teater, men højst som en tekst. Men læser man videre i baghistorien, er det et stykke, som har nogle år på bagen og har gjort Arne Lygre hjemme i Norge prisbelønnet – som et nyt stort talent inden for dramatik.
På mig virker stykket (der vist oprindelig er spillet på nynorsk) at være en svag Beckett-parafrase. Igennem hele forestillingens 80 minutter tænkte jeg tilbage på både ”Glade dage” og ”Spil”, hvor Beckett for mere end 60 år siden på baggrund af gruen fra både Første og Anden Verdenskrig var i stand til at gribe ind i det helt fundamentale i den menneskelige eksistens: livet, døden, optimismen, samlivet, familien, egoet og selvfølgelig en total absurditet ved det at leve. Alt fik Beckett skrevet ind i sine spil, der var statiske, statuariske og alligevel emmede af liv og tvivlrådighed.
”Jeg forsvinder” – beskriver i et lettere afmagret poetisk sprog en kvinde, der holder modet oppe (præcis som Winnie hos Beckett) ved at glæde sig over det små. Men langsomt glider hun også over i andre figurer. På scenen kommer en veninde, hendes datter, den forsvundne mand samt hans nye elskerinde til allersidst. Dramatisk er det ikke efter min opfattelse. Der skal virkelig talent til at forløse de knappe ord, men det formår de alle som en, også Sarah Boberg, Sicilia Gadborg Høegh ( der ikke får meget at rutte med i rollen), Martin Hestbæk og Karin Heinemeier.
Jeg forsvinder. Det Kongelige Teater. 2021. Foto: Miklos Szabo.
Jonas Fly har skabt en renlivet og delikat undergangsscenografi, mens hans kostumevalg peger tilbage på lidt gammelkommunistisk regime.
Måske er det mig, der er blevet forvænt med hårdtslående iscenesættelser og stærke, kraftfulde, dramatiske tekster, også når det gælder den globale flygtningesituation, men det synes som om dramatikeren Arne Lygre har siddet langt borte fra de politiske brændpunkter og tænkt tanker.
Dramatiker: Arne Lygre
Mdv:
Stine Stengade, Sarah Boberg, Sicilia Gadborg Høegh, Martin Hestbæk, Karin Heinemeier
Iscenesættelse: Sigrid Strøm Reibo
Scenografi og kostumer: Jonas Fly
Musik og lyddesign: Emil Assing Høyer
Lysdesign: Mårten K. Axelsson
Oversættelse: Julie Maj Jakobsen
www.kglteater.dk