∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Karikaturkrisen – ny bog af Kirstine Sinclair.
Klar og redelig gennemgang af den snart 16 år gamle karikaturkrise i bogserien 100 danmarkshistorier.
Bogserien, som understøttes af A.P. Møller Fonden og udgives af Aarhus Universitetsforlag, er endnu kun nået halvvejs. Hyppige læsere af Kulturkupeen.dk vil vide, at formatet er 100 sider og at et markant og tilbagevendende træk ved bøgerne er, at der hverken er navneindeks eller noter, mens en fagfællebedømmelse alligevel er opnået (?). Kun sjældent opleves en harmoni mellem illustrationer og tekst.
Heldigvis klarer lektor Kirstine Sinclair sig fint uden om skærene og fastholder sit emne i et jerngreb: hvordan kunne det gå så galt i oktober 2005 og i de følgende mange år. Miseren var jo ”blot”, at Jyllands-Posten efter lang forberedelse trykte 12 karikaturtegninger af profeten M. på forsiden af avisen. Tegningerne suppleredes med både en leder af den ansvarshavende redaktør og en forklarende artikel af kulturredaktøren, der tilsyneladende var ophavsmand til projektet.
Som bekendt udviklede konflikten sig hurtigt. Fra d. 30. september 2005 lod reaktioner fra muslimske kredse i Danmark ikke vente på sig. En række ambassadører fra muslimske lande skrev få dage efter et brev til statsminister Anders Fogh Rasmussen, hvor de bekymrede sig om en tilsyneladende tiltagende polarisering i Danmark, og de anmodede om et møde med statsministeren, som også var pressens minister. Der gik mere end en uge, før statsministeren svarede på brevet og uden at invitere ambassadørerne til dialog. Få dage senere skrev den ægyptiske ambassadør et åbent brev til Anders Fogh Rasmussen, og det blev trykt i flere aviser. Rundt i verden var der allerede demonstrationer. En kvinde indgav politianmeldelse mod bladet for overtrædelse af blasfemiparagraffen og racismeparagraffen, men Rigsadvokaturen fandt ingen grund til at rejse sigtelse mod avisen. En ung mand i Danmark fremsatte dødstrusler og blev anholdt. Allerede på dette tidspunkt fik vist både journalister og tegnere politibeskyttelse.
I statsministerens nytårstale få måneder efter omtales krisen, og Fogh Rasmussen tager afstand fra religiøs og etnisk diskrimination, men han understreger, at Danmark er et land, som er kendetegnet ved ytringsfrihed. Men tegningerne er ikke glemt ude i verden, og i begyndelsen af februar eksploderer den ulmende uro, og den danske og den norske ambassade i Damaskus står i flammer, mens Dannebrog afbrændes andre steder. Danmark er blevet centrum for en uhyggelig konflikt, som vel aldrig sidenhen helt er afsluttet. Andre, endnu mere skræmmende situationer er siden opstået med dødelig udgang: attentatet på det franske satiremagasin Charli Hebdo i 2015 og kort tid efter attentat ved Krudttønden i København.
Bogen interesserer sig mærkværdigvis ikke for de 12 tegnere, der lidt naivt havde sagt ja til Jyllands-Postens opfordring om at levere en satiretegning af profeten mod et honorar på 800 kr. Denne side af sagen mangler helt, selv om en redegørelse set med tegnernes øjne kan læses i Claus Seidel store digre bogværk ”Til Stregen” om bladtegninger, udkommet foråret 2020. Claus Seidel var en af de 12 tegnere og ovenikøbet formand for Danske Bladtegnere, og han beskriver i stilfærdige detaljer, hvordan Jyllands-Posten aldrig fulgte op på krisen, selv om det for flere af tegnerne har betydet et nyt og mere risikabelt liv med politibeskyttelse på 16. år.
Kirstine Sinclair placerer en stor del af ansvaret for krisen hos Jyllands-Posten, bl.a. fordi der aldrig kom kvalificeret respons fra avisen, når den muslimske verden henvendte sig. I øvrigt fik kulturredaktøren allerede orlov på ubestemt tid i februar 2006, mens chefredaktøren i 2008 forlod bladhuset.
Bogen beskæftiger sig primært med den politiske konflikt, som nok havde set anderledes ud i Danmark, såfremt vi ikke havde haft en borgerlig regering, for også kulturminister Brian Mikkelsen var ude i samme ærinde som Jyllands-Posten, efteråret 2005. Men da konflikten i februar 2006 eskalerede, viste den vestlige verdens statsledere deres solidaritet med Danmark. FNs generalsekretær Kofi Annan kunne dog ved et ekstraordinær FN-møde i slutningen af februar 2006 i følge bogen udtale, at karikaturtegningerne fra Danmark var et eksempel på, at ”….Danmark historisk havde været et meget homogent land (…) og at man nu måtte tilpasse sig nye befolkningsgrupper som de muslimske”.
Bogen opsummerer til sidst, at det ikke kun var tegningernes skyld, at debatten lød af sporet i det tidligere forår 2006. Mange års opsparet vrede og fattigdom i muslimske lande var også en årsag. Derfor opstiller bogen to muligheder: enten var Karikaturkrisen udtryk for en gammel konflikt mellem ytringsfrihed over for religiøse følelser eller noget nyt og aldrig set før i dansk sammenhæng: et konkret udtryk for muslimske minoriteters kritik af manglende anerkendelse i Danmark.
Med navneindeks og tidslinje ville bogen have været en meget god og anvendelig introduktion til et trist kapitel i nyere dansk historie. Nu er det bare en lille bog, interessant at læse, men svær at genanvende.
NB. Bladtegnerne har modsat sig, at deres tegningerne må gengives.
Udkom 11. 2. 2021
Aarhus Universitetsforlag.
www.unipress.dk