Kulturkupeen

Kirsten Lehfeldt. Biografi af Jacob Wendt Jensen.

Kommenteret af Ulla Strømberg. (Biografier får ikke stjerner)

Kirsten Lehfeldt. Biografi af Jacob Wendt Jensen.

Stor og velskrevet biografi om skuespilleren Kirsten Lehfeldt.

Hun er glad, munter, positiv – og et energibundt det meste af tiden. Hun er ikke gået på pension, selv om alderen nærmer sig de 70 år, og så er hun vist nok en gudbenådet købmand.

 

Navnet er Kirsten Lehfeldt med de glade øjne og som regel med smil om læben uanset om det er film, teater, revy eller farce, hun optræder i. For Kirsten Lehfeldt har prøvet det meste og givet valuta for pengene hver gang. Hun har igennem sit snart 50 årige virke aldrig, eller i hvert fald meget sjældent, skuffet, og er det endelig sket, har skylden nok været enten instruktørens eller forfatterens.

Kirsten Lehfeldt er vist det, der kan kaldes for et naturtalent. Skuespillergerningen har ligget lige til sidebenet for hende.

Journalisten og filmskribenten Jacob Wendt Jensens bog er nem at gå til, velformuleret og uproblematisk disponeret. Bogen minder på mange måder om hans tidligere, udmærkede biografier, bl.a. om Ove Sprogøe, som han faktisk aldrig havde mødt. Wendt Jensen er også en venlig referent, der ikke kommer med Kloge-Aage sidebemærkninger. Nej, han er der slet ikke, selv om det jo er ham, der vælger, hvad der skal ned på papiret.

Kirsten Lehfeldt har han til gengæld mødt. Man kan mærke, hvordan hun på en eller anden måde har ført ham igennem sit liv og måske også ført ham udenom de sværeste situationer og til gengæld lige i favnen på ca. 50 mennesker, som alle siger noget pænt om hende. Og sådan skal det være. Vi, derude i mørket, som bare går i biografen, i teatret og læser dameblade, skal ikke vide det hele.

Men hvad skal vi så have af informationer?

Kirsten Lehfeldts opvækst skete i Jylland. Forældrene blev skilt, moderen fik en ny mand, og faderen bosatte sig i Tyskland, hvor han var født. Den første krise i Kirstens liv opstår, da hun fravælger studentereksamen for til gengæld at følge den daværende kærlighed til Rom, operasangeren Lars Waage. Hun vender dog tilbage, og til faderens store glæde får hun studenterhuen for derefter at følge sit mål, at blive skuespiller.

Mænd hører vi derefter ikke så meget om. Kirsten er så heldig at møde sin livs kærlighed i skuespilleren Stig Hoffmeyer, og de har nu været sammen i mere end 40 år. Ingen problemer i parforholdet, i hvert fald ikke noget, som er værd at skrive om. Og da barnet Mille fødes, er det også fryd og gammen. Lykken bliver fuldkommen, da Kirsten går fra at være moder til bedstemoder.

Se, Kirsten Lehfeldt ligner sit store, danske publikum og sætter familien i højsædet og kunsten bag i bilen. Eller gør hun? Det skal man nok læse imellem linjerne, for Kirsten Lehfeldt er et arbejdsjern, der glæder sig til hver opgave og vist aldrig har haft et hul i kalenderen.Det er jo fantastisk, men kan også være farligt. Resultatet blev da også, at hun for et par år siden klappede sammen lige før premieren på turnéforestillingen ”Inden jeg fylder 67”. Der var ikke flere kræfter, men hun kom op på hesten igen og lærte, at der er grænser for hvor meget man kan byde sig selv. Nu er hun tilbage igen fuldt vigør.

Igennem den kunstneriske karriere stikker nogle roller op. Men at Kirsten Lehfeldt, langt hen ad vejen, har foretrukket den lettere genre, forklares så vidt jeg kan læse mig til ikke i biografien. Og det ville jeg faktisk gerne vide lidt mere om. For Lehfeldt kan det meste og har alligevel valgt det store publikum, det hurtige grin – og måske de store honorarer.

Edith Piaf på Aalborg Teater var en fantastisk præstation. Hun var Piaf, men på en sund måde, og også andre karakterroller har Kirsten Lehfeldt formået at løfte op, så de blev almene, forståelige og identificerbare. Men det blev bl.a. i makkerskabet med den også gode karakterskuespiller Søs Egelind, at det store danske grin mødte makkerparret ”Søs & Kirsten”. Det har sikkert været sjovt at lave i flere år, men vi andre, der foretrækker teaterkunsten, kan måske godt blive lidt ærgerlige. Hvorfor skal det hele  være så plat og vulgært?

I den sidste del af biografien titter en helt tredje Kirsten frem. Kvinden, der har ”evner”. Hvor mange og hvor langtrækkende får vi ikke helt at vide, men at Kirsten Lehfeldt også ville kunne ernære sig som healer, er vist rigtigt.

Det er en flink biografi, som fortæller om et showmenneske med et lyst sind, masser af spas og ungdommelig humor.

Så, hvis jeg skulle have en biografi, ville jeg ringe til Jacob Wendt Jensen. Manden, der ikke stiller de umulige og farlige spørgsmål – eller i hvert fald ikke tager dem med i slutresultatet.

www.gyldendal.dk

Udkommer d.2.9.2019

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *