Kommentar af Ulla Strømberg.
København og de små teatre. Udskillelser og prioriteringer ifølge gamle, socialdemokratiske kriterier.
Kvalitet er nu mindre vigtig end bredde og geografisk placering.
Der har altid været uro omkring driften af danske teatre, uanset om teatrene har været store og omkostningstunge eller små og fleksible. Også samarbejdet imellem staten og kommunerne har altid været under debat. Diskussionen er som regel endt med ingenting, i værste fald har staten vundet, og kommunerne og kunstnerne tabt.
Derfor må kommunerne også i dag forholdsmæssigt bære stadig større byrder for at have teater i lokalsamfundet. Staten har med henvisning til besparelser gået ned til gennemsnitligt 35% s refusion af kommunernes driftstilskud til teatre, om det så er egnsteatre eller små storbysteatre.
For en ordens skyld må nævnes de store københavnske, subventionerede teatre, som støttes af staten: Folketeatret, Nørrebro Teater, Østerbro Teater og Betty Nansen Teatret og glem ikke de private aktører med Det Ny Teater i spidsen. Øverst er der ”Kronen” – Det Kongelige Teater, der modtager mere end ca. 550 mill. statskroner årligt.
Op imod det synes de 44 millioner kroner, som Københavns Kommune nu har fordelt, at være peanuts, men pengene kan faktisk holde 10-20 teaterinstitutioner af vidt forskellig kaliber i live.
Den aktuelle anledning er Københavns Kommunes kultur- og fritidsudvalg, der i dette forår under coronakrisen skulle vælge og fordele pengene for de næste fire år under overskriften små storbyteatre: 2020-2024.
Mozarts Don Juan. Sort/Hvid. 2019. Foto: Emilia Therese.
I stedet for fortsat at støtte de teatre, som igennem perioden 2016-2020 har udviklet sig kunstnerisk markant, har udvalget besluttet sig for at gå ind for en ikke-kunstnerisk og ikke-kvalitetsmæssig prioritering, men derimod en geografisk. Dvs. de nye teatertilløb, som endnu ikke på det kunstneriske plan har manifesteret sig markant, får flere penge, såfremt de ligger de rigtige steder, henholdsvis i Sydhavnen, i Valby eller i Nordvest-kvarteret. Helt konkret går det så udover Teatret Sort/Hvid med Chr. Lollike i spidsen og Husets Teater med Jens Albinus som leder og hovedinstruktør. Begge teatre får færre penge (mere end 1 mill. kr mindre, ca. 17 % nedgang).
Da de fleste teatre allerede er sat i defensiven på grund af sammenstødet imellem corona-krisen og teaterkunstens helt basale egenart med det menneskelige møde, ser det ret skidt ud og ikke mindst for Sort/Hvid og Husets Teater.
Richard 3. Husets Teater. Foto: Henrik Ohsten Rasmussen.
Begge teatre er kunstnerisk ekstremt velanskrevne og med hver sin ”profil”, der peger hen mod et tyskinspireret, eftertænksomt og dybt intellektuelt teater. Flere af Husets Teaters forestillinger er efterfølgende spillet på Det Kongelige Teater, mens Sort/Hvid har et nært samarbejde med Aarhus Teater. Kort sagt: høj kvalitet, der er udviklet inden for de allerseneste år.
Københavns Kommune har tilsyneladende tidligere været stolt af teatrene, der begge har til huse i kommunale bygninger. Det paradoksale er dog, at kommunen ikke mindst for Sort/Hvids vedkommende tager en meget høj husleje for de nyindrettede lokaler i Den Hvide Kødby på Vesterbro. Med det formindskede, offentlige bidrag støder teatret ind i en lovbestemmelse, der siger, at kun 15% af det offentlige tilskud må gå til husleje. I princippet må Sort/Hvid flytte ud af de kun tre år gamle nyindrettede lokaler. Det lyder lidt molboagtigt. Kommunen har næppe tænkt sig om!
Men måske håber kommunen på at få en ny lejer, f.eks. en kommerciel dansesalon med udskænkning. Der er sikkert også sket andre tåbeligheder, som snart vil komme frem.
Til gengæld er det med dansk teater således, at man ikke må kvalitetsgraduere imellem de forskellige teatre. Derfor kan jeg ikke, uden at få masser af ballade og skåret mine bildæk op i overført betydning, skrive om det er retfærdigt at Sort/Hvid, Teater V, Teater Grob og Husets Teater nu får samme tilskud, 5 mill. kroner, at eks. Sydhavns Teater stiger i tilskud og ligeså Batida, mens Sorte Hest, Grønnegaards Teatret og lign. gamle kvalitetsprægede institutioner, som har stor plads i publikum hjerte, beskæres med mindre beløb.
Er det retfærdigt? Nej. Er det en god måde at fordele kulturpenge på med et politisk udvalg, der dog ifølge interne papirer holder møder med fagfolk. Fremmer det teaterkunsten? Nej. Skaber det gladere samfundsborgere, at der skal være nærdemokratisk teater af mellemgod kvalitet over hele København? Næppe.
Den politiske indblanding i dansk teater er og har altid været skadelig, I 1970erne og 1980erne rasede mange kulturfolk over det, som blev kaldt for arte-teater. Dvs. den socialdemokratisk forankrede billetorganisation, der på en eller anden måde var med til at forme Den Storkøbenhavnske Landsdelsscene og sikre et repertoire, som de fleste kunne forstå.
Siden blev landsdelsscenen beskåret, et kæmpe bureaukrati voksede op omkring organisationen, og så blev der pludselig kun plads til fire teatre. Resten kunne komme under den ret uskønne betegnelse små storbyteatre eller smuldre væk eller knytte sig til andre kommuner, eks. Frederiksberg.
Allerede dengang dukkede politikernes forkærlighed for den geografiske placering frem, og som holdt længe hånden under bl.a. Gladsaxe Teater og Nørrebro Teater.
Er der nogen løsning på problemet? Kommunalpolitikerne sidder jo på kassen og det giver magt. Men spørgsmålet er, om det fungerer inden for kunstens og kulturens område, hvor der faktisk er brug for mere end common sense til at adskille det gode fra det virkelig gode – og frasortere det helt middelmådige?
Kunst og kultur kan ikke sammenlignes med hverken trafik – eller skolepolitik.
Ak, ak. Situationen er gået i hårknude. Politikerne vil næppe indrømme deres fejl. Og så sker det netop nu, hvor teaterfolk skulle til at genvinde kampgejsten og producere noget stærkt og anderledes. I stedet må de kæmpe for overhovedet at overleve, på trods af deres store kunstneriske præstationer i de seneste år.
Inden for dansk teater må man ikke tale om retfærdighed. Men det gør jeg alligevel. Det er en uretfærdig fordeling af de økonomiske midler, som kultur-og fritidsudvalget i Københavns Kommune har foretaget!
Det er SÅ GODT, at det er en som dig der gør disse ord og tanker offentlige. Har læst flere udøvende kunstners ord om dette. Desværre kan disse nemt blive misforstået, når det kommer fra teatret selv. TAK for dine vise ord, og håber bare de ikke falder for døve øre.
Tak for dine ord. Det er jo en svær situation, som også Statens Scenekunstudvalg har siddet i, når stadig nye teatre dukker op, mens de offentlige midler bliver færre og færre – vel at mærke til kunst og kultur. Oveni har denne coronatid i Danmark ikke vist sig at være særlig kultur- og kunstvenlig. Når der deles måske 290 milliarder kroner ud for at holde DK flydende, er det svært at forstå, at der ikke kan vanke nogle få millioner kroner til de mest grænsesøgende teatre herhjemme: Sort/Hvid og Husets Teater. Men Staten vil vist hellere give penge til folk,så de kan komme i badeland og til fodboldkamp. Der kom en sommerpakke på 700 millioner kroner i går. Indholdet ligner mest af alt en blandet landhandel i Lalandia -så jeg har ikke sat mig ind i det.