Kulturkupeen

Syndfloden af Kunstnerkollektivet Vontrapp i M/S Museet for Søfarts tørdok

Kommentar af Ulla Strømberg.

Syndfloden af Kunstnerkollektivet Vontrapp i M/S Museet for Søfarts tørdok.

Min første teaterforestilling efter mere end tre måneders isolation – og så i Helsingør, få kilometer fra mit eksil. Det kunne da ikke være bedre. Mine forventninger røg helt til vejrs. Men desværre blev de slet ikke indfriet.

Syndfloden af Kunstnerkollektivet Vontrapp. Foto: Bogo Group.

Præcis kl.17 bliver de ca. 75 publikummer vinket ind på række, og i gåsegang vandrer vi med 50 cms mellemrum omkring glasbarrieren, der afskærmer Bjarke Ingels M/S Museet for Søfart – i Helsingør. Midtvejs skal vi standse, og jeg er heldig og kan sidde ned på en kant. Nu fokuserer vi ned på tørdokken, hvor 6 aktører i blå uniformer, midt imellem sanitetsarbejdere og desinficeringsfolk, i musetempo bevæger sig rundt i et indre system af orange pinde, grå løbere, kurve med orange appelsiner og lange blå stænger med knaldgule ender. Måske en hilsen til broderfolket på den anden side af Sundet.

Syndfloden af Kunstnerkollektivet Vontrapp. Pressefoto.

Afstandene er store dernede i tørdokken, så der går en rum tid, før pinde og stænger er lagt ud akkompagneret af næsten meditativ lyd over højtalerne. Nogle højtsnakkende børn og samtalende turister forvirrer dog lydbilledet, men ellers er denne halve time hyggelig i selskab med 75 tilskuere og midt imellem Kronborg og Kulturværftets glasfacader.  Efter ca. 30 minutter gennes vi alle hen til Bjarke Ingels mindst stejle trappe, men standses for igen i musetempo at få udleveret gule plastichandsker, magen til dem som de optrædende bærer.  Igen i gåsegang går vi ned i dybet og står i kø for at få sat en blå plastichjelm på hovedet. Nu er der gået 40 minutter. Så placeres vi stående på rækker med pæn Corona-afstand imellem alle. Nu skal der gang i publikum. De skal varmes op med lidt eksercits, hvor arme og ben skal luftes. Og jeg siger de, for nu sidder jeg uset i et hjørne.

Syndfloden af Kunstnerkollektivet Vontrapp. foto: Bogo Group.

Efterfølgende beordres alle ud til diverse pinde for under tydelig henstilling at holde pindene på den rigtige måde. Det lykkes efter 55 minutters show at rejse noget, der ligner et skeletskib, vel Noahs Ark!  Men desværre i mindre grad Gericaults ”Medusas flåde” eller Delacroixs ”Dante barken” – to vidunderlige malerier fra romantikken, der hver på sin måde udtrykker den sidste dag, hvor syndfloden ville udslette menneskeheden.

Aktørerne siger ikke et ord under forestillingen. Musikken er mere behagelig end truende, måske med undtagelse af de sidste minutter.

Pressemeddelelsen tog dyre ord i brug for at forklare, at denne forestilling vil vise verdens undergang, ikke mindst i en Corona-tid. En række flinke fonde har tilsyneladende troet på projektet og givet tilskud, herunder også til musikken eller lydbilledet.

Men den ”Syndfloden”, jeg oplevede fra første række, synes bedst at kunne betegnes som gammeldags performance med Coronaen som billigt påskud.

Set uppet er  ellers hyperprofessionelt, men som publikummer føler man sig hensat til gamle oplevelser med Kirsten Dehlholms Billedstofteater og Hotel pro Forma tilbage i 1970erne og 1980erne. Alt er set og oplevet før: Valg af location, her den fine tørdok midt i M/S Museet for Søfart, kostumerne, ens uniformer med diverse referencer til diktaturlande, og så det langsomme tempo iblandet lidt mellemgod koreografi. For sådan var det dengang. Men da var alt nyt og anderledes, i skyggen af den kolde krig og et goldt boulevardteater. Nu har Coronaen taget over, og publikumsinvolveringen er i øvrigt blevet irriterende markant hos mange yngre teatergrupper.

Vontrapp er et kollektiv, jeg ikke er stødt på før. Deres intentioner er sympatiske, og hele tanken bag er tilsyneladende samfundsengageret, men oplevelsen mindede om alt muligt inklusive forældredag på en ungdomshøjskole.

I en tid, hvor kunsten er trængt, hvor kommunerne ikke kender forskel god og middelmådig kultur, og staten blander idræt, folkehøjskoler og kunst sammen i en pærevælling, kan man godt blive lidt betænkelig ved endnu et projekt, der foregøgler at bygge på en masse dyre ræsonnementer, men i sidste ende synes  at være en ganske gennemsnitlig teaterproduktion.

 

Hvornår: spillet d.20. juni og gentages

og 30. & 31. juli, 1. august kl. 17.00 under PASSAGE Festival 2020

Hvor: M/S Museet for Søfarts tørdok

Varighed: omtrent 60 minutter

SYNDFLODEN præsenteres i samarbejde med PASSAGE Festival og M/S Museet for Søfart.

Forestillingen er støttet af Statens Kunstfond, Augustinus Fonden, Koda Kultur, Knud Højgaards Fonden og William Demant Fonden.

Idé, dramaturgi og koncept: Kunstnerkollektivet Vontrapp ved Kathrine Lund Neisum, Sandra Boss, Astrid Hansen Holm, Ina Hjorth Jacobsen og Katrine Würtz Hansen

Iscenesættelse: Astrid Hansen Holm

Komponist og lyddesigner: Sandra Boss

Installation: Ina Hjorth Jacobsen, Katrine Würtz Hansen

Kostumedesign: Katrine Würtz Hansen, Nanna Katharina Jensen

Koreografi og dans: Dansekollektivet Fanclub – Andrea Deres, Carolina Bäckman, Sofia Karlsson, Ellesiv S. Vestreim

Øvrige performere: Håbet: Inese Grante, Tiden: Jørgen Ølund

Producent: Anne Sophie Gertz, Produktionsleder og lydafvikling: Kristine Bech Sørensen

Presse- og PR-ansvarlig: Julie Rylander-Hansen

www.kunstnerkollektivet-vontrapp.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.