∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg
Danmarks litterære nationalklenodie: Kongens Fald på scenen.
Godt ser det ud. Spektakulært, fascinerende og med en ledsagende lydside, der synes vederkvægende for sjæl og ører. Så langt så godt. Men når skuespillerne skal sige deres replikker falder barometeret. Nej, undtagelsen er den indlagte fortæller Maria Rossing, der med sin blide stemme og overbevisende jordbundethed navigerer os igennem Johannes V. Jensens mesterværk. Tak til Maria Rossings Ide-figur, der trevler fortiden op.
Kongens Fald. Det Kongelige Teater og Aarhus Teater. 2018/19. Foto: Miklos Szabo.
Vi er jo øverst oppe i kulturarvens hierarki, hvor Johannes V. Jensens værk fra 1901, såfremt det Kongelige Bibliotek have et tilgængeligt museum, ville ligge ved siden af den første bibel og det første atlas.
”Kongens Fald” er en moderne dansk roman om en skidt knægt, hvis skæbne spejles i en gemen konges fald – tilbage i middelalderen på Kristian d. 2.s tid.
Da jeg var ung, lød det altid, at enhver håbefuld, nybagt elev på filmskolen havde ”Kongens Fald” øverst på sin liste over hvilke film, der skulle realiseres. Det er som bekendt ikke sket endnu.
Men nu har Det Kongelige Teater allieret sig med en af det internationale avantgarde teaters tunge drenge, catalaneren Carlus Padrisse. Han kommer fra teatergruppen La Fura del Baus, som i 1980-erne ved bl.a. Fools-festivalerne underholdt med stærkt macho-teater i København. Den ene gang motorcykler, den anden gang masser af blod og slagtede kroppe. Altid noget med krop, sex og slagtøj.
Kongens Fald. Det Kongelige Teater og Aarhus Teater. 2018/19. Foto: Miklos Szabo.
Det er også tilgangen her. Formodentlig er de fleste tricks prøvet før, men han kan få tre dansere til at udgøre en hest, så det er mageløst, og dem var der brug for dengang i 1500-tallet, når kongen eller romanens hovedperson skulle fragtes fra København til Stockholm – eller over til Nordjylland.
Billederne og de stadigt skiftende tableauer er flotte og afvekslende med masser af videoprojektioner, som kan fastholde romanens forskellige lokaliteter og sikre skuespillere og dansere nok af gøremål – og i øvrigt med en ganske særlig spansk stemning. Inkvisitionen lurer, og det er som om Don Quixote om et øjeblik rider ind på scenen.
Der kan ikke siges noget negativt om Carlus Padrissas billeder. Han synes også at have ramt en ret nordisk tristesse, hvor en mærkelig rød nuance i billeder og kostumer forudsiger det stockholmske blodbad. Heller ikke danske Henrik Szklanys dramatisering kan klandres. Det lykkes at få hele herligheden ned på under to timers effektiv spilletid. Når jeg ikke står op og klapper, skyldes det, er jeg ikke bliver revet med af historien. Havde ikke noget at hage mig fast i. Hovedfiguren Mikkel Thøgersen, spillet af Joen Højerslev, får ikke fat i publikums opmærksomhed. Heller ikke Peter Christoffersens Kristian 2. kommer ud af den syntetiske kåbe, han er iført. Og de kvinder, der udsættes for regulære ”mee too” angreb af Mikkel, appellerer heller ikke nok til vores medfølelse.
Kongens Fald. Det Kongelige Teater og Aarhus Teater. 2018/19. Foto: Miklos Szabo.
Ved spektakulært performanceteater er medfølelse selvfølgelig ikke kerneværdien. Men sætter man ”Kongens Fald” på programmet, er der nok af undertekster og undertoner, der gerne må komme frem og op.
Men det må være forbandet svært at spille denne version. Der er vand på gulvet, underskønne trådkurve og store svingende plader, der skal agere skibe. Tillige en trægevækst, der ligner noget midt imellem en kanon og en stjernekikkert. Den kan bruges til lidt af hvert, men skal bugseres af 6-8 scenefunktionærer i arbejdstøj. Sammen med det store lysegrå lærred er træmaskinen lidt af en show stopper. Der er for meget teknik, som kræver sikkerhedscheck. Oveni skal skuespillerne, ud over at klare replikkerne, ind imellem ned i et kæmpe bassin og dykke lige indtil de næsten ikke kan få vejret. Op igen skal der vippes og hejses i et væk. Sig ikke, at skuespillerne ikke arbejder for deres løn. Bare de ikke får kolde fødder – også i overført betydning.
Kongens Fald. Det Kongelige Teater og Aarhus Teater. 2018/19. Foto: Miklos Szabo. NB. Bemærk de orange redningsveste – et symbol på nutidens flygtninge.
Meget af det er set før, men flot og effektfuldt er det meste, og samtidigt serveres de smukkeste associationer til Hieronymus Bosch (1450-1516) ‘s visuelle verdenskompleks.
Et råd: Glem Johannes V. Jensens roman og nyd blot teatershowet. I øvrigt er det en samproduktion med Aarhus Teater. Måske bliver det mere kompakt og klaustrofobisk på den gode måde, når forestillingen til januar lander på Aarhus Teaters store scene i et hus, som i øvrigt åbnede i 1900, året før ”Kongens Fald” udkom.
Kongens Fald. Det Kongelige Teater og Aarhus Teater. 2018/19. Foto: Miklos Szabo.
Teaterprogrammet:
En god artikel af litteraten Thomas Bredsdorff fører læseren ind i Johannes V. Jensens univers. En mærkelig karakteristik af instruktøren Carlus Padrissa siger ikke meget, og et misfoster af et interview med dramatikeren Henrik Szklany fjerner enhver tiltro til både dramatikeren og den dramaturg, der har interviewet. Det Kongelige Teater må få styr på de teaterprogrammer!
Iscenesættelse og scenografi: Carlus Padrissa
Dramatiker: Henrik Szklany
Kostumedesign: Karin Betz
Komponist: Adele Madau
Lysdesign: Ulrik Gad
Lyddesign: Jonas Vest