Kommenteret af Ulla Strømberg.
La Traviata – endnu en runde på operarepertoiret på Det Kongelige Teater.
Selvfølgelig er det godt med genbrug og genopsætninger – også inden for kunsten. Men en repremiere eller genopsætning må aldrig ose af pligt eller nød.
Ved repremieren af Verdis ”La Traviata” i Operaen d.10.1. 23 synes entusiasmen ikke helt at være til stede i modsætning til repremieren for få uger siden på ”Carmen”, For her sprudlede alle af overskud, fra solister til kor og orkester.
Med Verdis vidunderlige ”La Traviata” fra 1853, bygget over Dumas den Yngres selvoplevede erfaringer skildret i både romanen fra 1848 og et skuespil fra 1852 om Kameliadamen, er alt muligt på en teaterscene. Operaen har siden anden-opførelsen i Venedig fascineret og fortæller om den underskønne kvinde på et par og tyve år, der er en holdt skøge, men af et rent hjerte forelsker sig i den unge 20 årige Alfredo. Hendes fortid og deres kærlighed i et dekadent fransk miljø er jo næsten eksotisk for almindelige mennesker, men da musikken er spækket med dansemelodier, omfavnes publikum. Verdi har skabt et fantastisk udgangspunkt for en uforglemmelig operaaften. Men der kræves store sangere og nærvær for at skabe bevægende øjeblikke på scenen. Stemmer og sangere skal selvfølgelig også klæde hinanden.
Måske var det netop her genopsætningen skuffede og vaklede lidt ved repremieren. Bemærk dog, der er flere hold sangere på de næste måneder.
La Traviata. Det Kongelige Teater. Repremiere. 2023. Foto: Miklos Szabo.
Iscenesættelsen, vist nok fra 2005 og importeret, har nu fået den armenske sopran Anush Hovhannisyan som Violetta. Hun kender partiet, har bl.a. sunget det i London, og begynder og slutter i en meget bedrøvet tone – ind imellem med en fin, ofte pianissimo-stemning, men man overgiver sig aldrig. Herover for en kending på Operaen, den italienske tenor Mateo Lippi, der sang Gustav d.3.s parti i ”Maskeballet” for få år siden. Af ydre og stemmemæssigt er han inkarnationen af en italiensk tenor, og altså hverken den svenske konge eller her en ung fransk adelsmand. Men synge kan han, dog slet ikke en god match til Anush Hovhannisyan. Man tror ikke på dem – og dåner ikke ved deres kærlighed eller samspil.
La Traviata. Det Kongelige Teater. Repremiere. 2023. Foto: Miklos Szabo.
Med Palle Knudsen som faderen, der ødelægger kærligheden for parret og faktisk fører Violetta lige i døden som fattig og tuberkuløs, er der som altid med Knudsen styr på det hele. Endnu en lille sejr for Palle Knudsen i disse år. Og faderen skal jo netop stå som en stejl kontrast til det ”unge par”, som her vel nærmest er på alder med Knudsen.
Kapellet under ledelse af Paolo Carignani levede op til kravene og havde mange fine stemningsskift, men det var af og til uden samklang med sangerne.
Siden seneste repremiere i 2020 er der på det scenografiske plan rykket lidt rundt, nye stole og måske andre kostumer. Det er helt ok, for måske har stjernerne selv tøjet med i bagagen. Men særlig troværdig bliver denne enhedskulisse aldrig, når den skal illudere to forskellige parisiske saloner, en landejendom og til sidst et fattigt sovekammer.
La Traviata. Det Kongelige Teater. Repremiere. 2023. Foto: Miklos Szabo.
Det Kongelige Teaters lysdesign syntes denne aften ganske uopfindsom og indimellem gumpetung, for ikke at kalde baggrundsprojektionerne ulogiske.Sådan behøvede det næppe være i 2023, for netop lyset kunne have gjort gavn.
Dog er Verdis ”La Traviata” altid en aften værd og måske er de andre besætninger mere i synk, så jeg nøjes med at kommentere og henvise til tidligere anmeldelser af den opsætning.
Dirigent: Sesto Quatrini
Dirigent: Paolo Carignani
Instruktør: David Radok
Scenograf: Lars-Åke Thessman
Kostumedesign: Ann-Mari Anttila
Lysdesign: Hans-Åke Sjöquist
Koreograf ved genopsætning: Lina Räftegård
Instruktør ved genopsætning : Line Kromann
Sangere:
Anush Hovhannisyan/ Violetta Valéry
Matteo Lippi/ Alfredo Germont
Palle Knudsen/ faderen Germont
Og mange flere i de forskellige partier.
Tidligere anmeldelser:
2020 og 2015:
https://www.kulturkupeen.dk/la-traviata-paa-operaen/
Kære Ulla, har du en kommentar til slutningen, hvor Alfredo og Germont – Alfredos fader vender ryggen til den døende eller netop døde Violetta og skynder sig ud? For mig en mærkelig kold slutning. Jeg savnede også sanddynerne, som stormen havde blæst ind. De gjorde scenografien lidt surrealistisk, hvilket jeg syntes om. KH Nina.
Tak for kommentar – du har ret, men på det tidspunkt var jeg ved at stå af følelsesmæssigt, fordi genopsætningen syntes “mager” og hovedpersonerne ikke investerede så mange følelser i figurerne.