∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Repremiere på 14 år gammel opsætning af La Traviata.
Alderen gør faktisk ingenting. Det er stadig et velgennemtænkt koncept, instruktøren David Radok har videregivet til assistenten Natascha Metherell. “La Traviata” er eviggyldig – eller er vi måske begyndt at undre os lidt over historien om den luksusprostituerede Violetta, der elsker den stilfærdige Alfredo, men alligevel går tilbage til sin forrige velgører? Verdis musik er i hvert fald respektindgydende god, mens Dumas d. Yngres næsten selvoplevede historie er ved at blive out dated og snart politisk meget ukorrekt. Hvad gør operahusene så?
Også instruktøren og assistentens ord i programmet om, at handlingen skal ligge i moderne tid, kan forvirre. For det er nu 14 år tilbage og dermed får den attråede Violetta, denne aften smukt sunget af Gisela Stille, noget klumset hjemmetøj at vade rundt i. Hjælper det overhovedet på tidsmærkningen, at der er indlagt en transvestit ved aftenselskabet? Det er selvfølgelig bagateller, for musikken skal stå i centrum. Kan de synge? Det kan Gisela Stille assisteret af en inviteret italiensk gæst, tenoren Francesco Castaro. Han er meget italiensk, men skal jo agere fransk adelig, mens arierne er så italienske, de kan blive. Kærligheden slår desværre ikke gnister imellem de to sangere, men det musikalske er fint, og så må man være tilfreds. Udenom får koret for en gangs skyld lov at agere i smukke gevandter og veltilrettelagt regi. Og som vanligt synger de smukt.
Til stor og glædelig overraskelse gav David Kempster som Alfredos fader en flot præstation, både sangligt og psykologisk.
La Traviata. 2020. Det Kongelige teater. Pressefoto.
Med Eiffeltårnet i baggrunden og sidenhen mærkelige skyer og uroligt hav blev denne vej mod Violettas triste død en æstetisk nydelse, og det ligger jo i forlængelse af hele 1800-talsæstetikken. Det blev en fin aften på Operaen med flere danske sangere. Dejligt. Tak.
www.kglteater.dk
Herunder følger min tidligere anmeldelse fra 2015:
∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Verdis La Traviata – repremiere d. 4.10. 15 på Operaen. En gammel traver – men hvilke toner! Ikke uden grund er historien om Violettas storhed og fald en af de mest opførte operaer overhovedet. Det var en lys og underfundig Verdi, der i 1852/53 skrev operaen med udgangspunkt i Alexander Dumas’s succesroman ”Kameliadamen”, og Verdi lod handlingen foregå i samtiden.
Det Kongelige Teaters version, som havde repremiere i søndags, kan mere end måle sig med den seneste opførelse, jeg så og hørte i Venedig i sommer. Det var i La Fenice, hvor La Traviata oprindelig havde sig urpremiere. Det gik ikke godt i 1853 og såmænd heller ikke så fantastisk i sommeren 2015.
Men efter at Verdi fik revideret og strammet operaen op, blev La Traviata et must på alverdens scener. Med beretningen om den holdte Violetta, der, som så mange andre letlevende kvinder i det 19. århundrede, må dø ung, fik husarerne en handling, der kunne forstås og musikelskere noget at lytte til.
pressebillede: Miklos Szabo.
Det Kongelige Teaters opsætning er underskøn at skue i førte akt, hvor vi er i Violettas hus midt i Paris. En salon, som synes enorm og i flere etager med det markante Eiffeltårn i horisonten. Det fandtes jo ikke, da operaen blev skrevet, men dog da Verdi døde.
Dørene er slået op, selskabet er stort og flokkes om de mange stole, som i formationer skifter plads. Herrerne er i smoking, for Violetta holder selskab, hvor alt er dekadent og underholdende. Vi er et sted i nutiden. Det giver lidt svung til kjolerne, mens moralen, om den pæne Alfredo, hvis fader ikke tillader omgang med den letlevende kvinde, kommer til at halte. Ikke mindst fordi Alfredo adlyder og forlader sin kærlighed for først at gense hende på hendes melodiøse dødsleje.
Pressebillede: Miklos Szabo.
Jeg ved ikke om jeg er den eneste, der er træt af disse gamle historier om smukke kvinder, der lever af rige mænds penge. Men irriterende er det: i la Boheme, i Mdm. Butterfly, i La Traviata og boulevard Solitude. Men musikken er vidunderlig, så må man vel tilgive historien, selv om jeg ville foretrække, at ens opløftede sind efter forestillingen også fik noget rent intellektuelt at arbejde med.
Det Kongelige Teater har fundet gode sangere. I søndags var det græske Myrtó Papatanasiu, der sang Violetta med stor følelse og så både smuk og lidende ud. Peter Lodahl havde statur og stemme til en Alfredo, men med lidt for meget blik til publikum. Når det drejer sig om kærlighed, ser man vel på hinanden! Overraskende var Dimitris Tiliakos som Alfredos fader. En meget interessant baryton. Og som sædvanligt var kapellet en glæde.
Scenografien overrumpler i åbningsscenen, men forbliver i samme proportioner: i 2. akten på landet, hvor de fattige, elskende bor, er alt stadig stort, flot med flagrende gardiner og en madras smidt på gulvet. I fjerde akt, hvor Violeta har sendt bud efter Alfredo for at tilgive og tage afsked, har det enorme rum på postmoderne vis et par opbrudte gulvbrædder.
Pressebillede: Miklos Szabo.
Produktionen er vist fra 2006 – dog ikke noget som programmet ønsker at oplyse. Måske kunne man i dag med al den teknik, der er til rådighed, forvente lidt større opfindsomhed. Men scenografi er jo sekundært, vil nogen mene, men nej, scenografien er en ligeværdig del af det samlede kunstværk.
Dog – La Traviata er smuk at skue, en nydelse at lytte til, kort sagt en ganske fin aften i Operaen på Holmen.
Og for at være endnu mere positiv: allerede nu en måned inde i sæsonen har Operaen haft tre fine produktioner over brædderne: Repremiere på Kvinden uden skygge – nypremiere på Boulevard Solitude – og så repremiere på La Traviata. Tak, siger vi blot.
Instruktør ved genopsætning: Natascha Metherell ( opr. David Radok)
Dirigent: Giacomo Sagripanti
Dirigent: Antonino Fogliani
Scenograf: Lars-Åke Thessman
Kostumedesign: Ann-Mari Antilla
Koreograf: Håkan Mayer
Lysdesign: Hans-Åke Sjöquist
Koreografassistent: Lina Ræftegård
Medv. Sangere d.4.10. 2015.:
Myrtò Papatanasiu,
Peter Lodahl,
Dimitris Tiliakos, m.fl.