∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Så længe mit hjerte slår – på Folketeatret.
En hyldest til Giro 413 er undertitlen – og dermed siger forestillingen også, at her er ingen ironi. Det er vel lidt mystisk. Til gengæld er der hen igennem den lange, omstændelige fortælling om sygeplejersken Anne sjove sammenstød mellem den aktuelle situation og den udvalgte giro 413-sang. Så lidt ironi er der vel. Men på en eller anden måde er distancen til lægeromanen blevet udvisket. Det er som om forestillingen i denne version simpelthen er for langsommelig og bogstavelig i historiefortællingen.
Så længe mit hjerte slår. Folketeatret. 2020. Foto: Thomas Petri.
Musikforestillingen blev oprindelig spillet i Odense i 2017, men er nu genopsat på Folketeatret med nye kræfter og har rejst hele landet rundt før den har ramt Nørregade. Forestillingen placerer sig indholdsmæssigt midt imellem campingland, Familiejournalland og flere andre steder, hvor adskillige danskere kigger forbi, men hvor nok hverken teaterdirektøren eller instruktøren plejer at sætte sig tilrette. Også jeg føler mig egentlig fremmed her. Nok har jeg hørt sangene, men de ofte dårlige tekster som f.eks. i ”Rigtige Venner” har jeg aldrig bidt mærke i.
Derfor er hele udgangspunktet egentlig en lille smule uægte. Forestillingen, skrevet og iscenesat af Heinrich Christensen, kommer næppe fra hjertet, men er snarere et projekt til familien Danmark.
Og fikst er det, rent og goldt som et dansk sygehus, vi kun kan drømme om.
En håndfuld velfungerende skuespillere med Marie Mondrup i spidsen klarer de mange sange og historiens ganske sentimentale scener. Mondrup er meget 1:1, som hun står der med fødderne plantet i gulvet og illuderer dansk sygeplejerske med en døende mor og naturligvis en stormforelskelse i overlægen. Og så går det ellers derudaf med amputerede ben, uønskede børnefødsler og ulykkelige omstændigheder drysset over med lidt homoseksualitet, demens og ensomhed.
Så længe mit hjerte slår. Folketeatret. 2020. Foto: Thomas Petri.
Den fyldte sal søndag eftermiddag i Nørregade lappede det i sig. Mange snakkede med sidemanden under forestillingen, men ellers var stemningen god og varm. Folk kunne lide det de så og hørte, selv om en dame i pausen syntes det var lidt absurd. Men egentlig var det en gang sentimental suppe, veltillavet, velovervejet – og også velkalkuleret i det nedsatte tempo, som de fleste af sangnumrene blev afleveret i.
Så længe mit hjerte slår. Folketeatret. 2020. Foto: Thomas Petri.
Alle gjorde deres bedste: fra Mondrup til Troels d. 2. Munk, der måtte tage sig af de ældre mænd, døde og levende, Sonja Oppenhagen, der fik den utaknemmelige rolle at være senil med strid grå paryk, mens Tom Jensen kunne charmere og synge som en krydsning mellem Gustav Winkler og den evige overlæge, som altid er gift og har tre børn. Oveni flere skuespillere, der sled i det med benproteser, etc.
Som et andet amerikansk show, der har været turen rundt i provinsen, før det rammer Broadway, er er også denne forestilling veltrimmet, når den nu har premiere i hovedstaden. Men jeg har svært ved at se meningen med en forestilling, hvor halvdelen af sangene er direkte latterlige rent tekstmæssigt. Men så er der de gamle fra bl.a. ”Mød mig på Cassiopeia” og Kim Larsens “Se Venedig og dø”. Der går det bedre.
”Så længe mit hjerte slår” er underholdningsteater på den flinke måde, men fornyende er forestillingen desværre ikke. Dertil har der været for mange af slagsen de senere år.
Københavnerpremiere: den 16. januar 2020
Spilleperiode på Folketeatret: fra den 16. januar 2020 til den 23. februar 2020
Danmarksturné: fra den 23. oktober 2019 til den 12. december 2019
Dramatiker: Heinrich Christensen
Instruktion: Heinrich Christensen
Scenografi: Helle Damgård
Koreografi: Rebekka Lund
Kapelmester: Adi Zukanovic
Medvirkende:
Marie Mondrup, Tom Jensen, Jesper Riefensthal, Rasmus Fruergaard, Morten Christensen, Troels II Munk, Sonja Oppenhagen, Søren Birch Plum, Marie Nørgaard.
www.folketeatret.dk