∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Lampedusa: et stykke om døden på Middelhavet, men som i sidste ende kommer til at handle om livet.
Vedkommende og bevægende teater – kan man ønske sig mere? Emnet er alvorligt – og selv om den fine, lille forestilling ikke kan redde verden, kan godt teater åbne vores øjne for komplekse spørgsmål – uanset om det gælder storpolitik eller basale menneskelige relationer.
Lampedusa, Husets Teater. Foto: Henrik Ohsten Rasmussen
”Lampedusa” indeholder det meste. Et nyere britisk stykke af englænderen Anders Lustgarten, skrevet som to monologer. Den ene person er tidligere fisker på den italienske ø Lampedusa, hvor hans nuværende beskæftigelse er at fiske døde kroppe op af vandet: de flygtninge, som ikke nåede frem, men druknede tæt på kysten.
Lampedusa, Husets Teater. Foto: Henrik Ohsten Rasmussen
Først er han cool, men lidt efter lidt, i Jesper Hyldgaards helt eminente spil, åbner han op og viser en stor menneskelig side og medfølelse. For det er jo ubærligt – og uforståeligt, hvorfor nogle mennesker skal udsætte sig selv for så mange lidelser ved at flygte illegalt fra storpolitiske konflikter eller umenneskelige vilkår. Kunne vi ikke hjælpe på en bedre og mere konstruktiv måde?
Lampedusa, Husets Teater. Foto: Henrik Ohsten Rasmussen
Den anden person er inkassator – i Leeds. En ung pige, som studerer samtidig med, at hun inddriver quicklån. Det er jo et engelsk stykke, så hun opruller nogle af de rystende vilkår, som den britiske underklasse lever under i det ekstremt kassedelte, moderne Storbritannien. Hendes figur og person er mere hårdtslående, mindre kontrastfyldt end fiskerens, men virkningsfuld i Rosa Sand Michelsens fremstilling.
Begge personer opnår venskab med en udefrakommende og opdager ”at vi alle er mennesker” – og at folk, der har været på flugt måske besidder et helt anderledes menneskeligt overskud og nærvær.
Det bliver aldrig sentimentalt – men er selvfølgelig lige ved, selv om instruktøren Andreas Dawe meget klogt har nedstemt alt og gjort hele iscenesættelsen nøgen og simpel. Publikum sidder i en rundkreds på stole – og på to af dem sidder de medvirkende.
Lampedusa, Husets Teater. Foto: Henrik Ohsten Rasmussen
På en stilfærdig, indirekte måde bliver vi klogere og opdateret: Den italiensk ø Lampedusa i Middelhavet og i dag synonym med det komplekse spørgsmål om flygtninge fra et kontinent til et andet. For med Lampedusa var det første gang i nyere tid man hørte om flygtninge, der i båd havde forceret havets trusler for at nå frem og få et bedre liv. De kom via Libyen eller Ægypten og var oprindelig fra et af de afrikanske lande. Det var i 2013 og 2014. Sommeren 2015 rykkede problemerne nærmere os og EU, da mellemøstlige flygtninge sejlede til den græske ø Lesbos. Så begyndte hele det vestlige, politiske apparat at reagere. Men på Lampedusa var der oprindelig ikke internationalt fokus.
Efter forestillingen mødte jeg den engelske dramatiker Anders Lustgarten. Han fortalte, at da stykket, der blev skrevet i 2013-14 og oprindelig havde premiere på Soho Theatre i London var der ingen, der vidste, hvad eller hvor Lampedusa var. En uge inde i spilleperioden kæntrede en båd ud for øen med mange hundrede flygtninge og pludselig var der overskrifter i hele den vestlige verden. De engelske politikere vidste ikke rigtigt, hvad de skulle sige, og pludselig blev dramatikeren Anders Lustgarten politisk meningsdanner og var på i alle medier i de følgende uger. Siden kom sommeren 2015 med de store massive flygtningestrømme via Grækenland, og så kom hele den vestlige verden i beredskab. Forfatteren berettede også, at stykket er blevet spillet i en række lande, bl.a. i Sverige og Tyskland, men altså først nu i Danmark. Ingen af hans andre stykker har været opført i Danmark.
Kort sagt – vedkommende og bevægende teater – og smukt, nedstemt og rørende spillet af ikke mindst Jesper Hyldegaard .
Gæstespil på Husets Teater. Produceret af AKUT 360
Forfatter: Anders Lustgarten
Instruktion: Andreas Dawe
Medvirkende: Rosa Sand Michelsen og Jesper Hyldegaard.
Til og med 26. jan. 2017.