Kulturkupeen

Lassie kommer hjem

∗∗∗∗

Anmeldelse af Eva Zierau.

Lassie er filmhistoriens mest berømte hund. Den kloge, modige og trofaste collie, som går så meget igennem for at være sammen med sin herre, en tolvårig dreng , som i den nye tyske film Lassie kommer hjem hedder Frederik( Noor Nørgaard Albana). Selve Lassie figuren er skabt af den engelske forfatter Eric Mowbray Knight, som i 1940 udgav bogen Lassie Come Home. Bogen har været filmatiseret flere gange bl.a. helt tilbage i 1943, hvor Elisabeth Taylor, som kun 11 år dengang, var på rollelisten. Figuren har ligeledes dannet grundlag for adskillige tv-serier mv. Alle elsker Lassie. Og nu er den kære hund altså tilbage på det store lærred, i en remake af 1943 filmen, dog af gode grunde uden den berømte skuespillerinde.

Foto: ©2019 Tom Trambow og Angel Films
Vi befinder os i nutiden. Frederiks far Andreas(Kenneth M. Christensen) arbejder på et gammelt glaspusteri, hvor han laver de flotteste vaser. Virksomheden går dårligt, og en dag lukker den ned. Frederiks far mister sit job, og familien må flytte til en mindre lejlighed, hvor man ikke må holde hund. Frederik er sønderknust, Lassie er hans bedste ven. Familien afleverer hunden til Greve von Springer(Nis Bank-Mikkelsen), der bor på et gods og ejer det konkurstruede glaspusteriet. Han lover at passe godt på Lassie. En af de ansatte på godset har imidlertid onde hensigter og forsøger at bortføre hunden. Lassie stikker af fra godset. Snart følger Frederik og godsejerens barnebarn Pernille(Fiona Dalgas) efter for at finde Lassie.

Foto: ©2019 Tom Trambow og Angel Films
Lassie kommer hjem er en sød og charmerende film. Et godt alternativ til de mange hæsblæsende børnefilm, vi ellers ser i biografen. Filmen er med danske stemmer, så mindre børn kan følge med. Der er grundlæggende ikke noget originalt eller nytænkende over filmen, andet end at den jo foregår i vor tid, hvor børn er mere frigjorte, bruger mobiltelefoner mv. Filmen er velfortalt og fængende med charmerende tyske børneskuespillere.

Foto: ©2019 Tom Trambow og Angel Films
Filmen er rated til børn fra 7 år. Det undrer mig egentlig lidt. Det er ikke en speciel uhyggelig film. De helt små vil selvsagt ikke kunne koncentrere sig i de 100 minutter filmen varer, men et barn i børnehaveklassen tror jeg vil finde den spændende. Ikke mindst fordi hovedkarakteren Lassie er så elskelig. En alle hundeelskere uanset alder har lyst til at kramme.

Foto: ©2019 Tom Trambow og Angel Films

Så inviter trygt familiens børn en tur i biffen og se denne nye nostalgiske version af Lassie kommer hjem. Husk slikposen.

Instruktør: Hanno Olderdissen

Premiere: 3. september 2020

Længde: 100 minutter

Censur: Tilladt for alle, men frarådes børn under 7 år.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *