Kulturkupeen

Madame Butterfly i ny, hollandsk opsætning på Operaen.

∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Madame butterfly i ny, hollandsk opsætning på Operaen.

Klar og moderne iscenesættelse af Madame Butterfly, hvor Det Kongelige Teater på ingen måde kan blive udskældt for kulturel appropriation eller kvindeundertrykkelse.

Madame Butterfly. Det Kongelige Teater. 2024. Foto: Miklos Szabo.

For med den hollandske iscenesætter Floris Vissers fortolkning og gæstesangere med asiatisk baggrund er de første sten på vejen fjernet.

På trods af en indisponeret Pinkerton blev det alligevel en fin opera-premiere-eftermiddag på Holmen. Men først i pausen gik operachef Elisabeth Linton på scenen og forklarede, at førstetenoren havde fået allergi og dermed ikke kunne synge kraftigt. Det havde været godt at vide, for første akt syntes ualmindelig skæv med et for kraftigt spillende kapel, men heldigvis allerede fra begyndelsen en fint syngende Butterfly, Karah Son.

Madame Butterfly. Det Kongelige Teater. 2024. Tegning af Claus Seidel.

I det hele taget er det som vanligt en operaopsætning præget af gæster og en semifærdigkogt produktion. Den hollandske instruktør iscenesatte nemlig Puccinis opera i Graz i sæsonen 2022/23, og det er samme version, København nu kan opleve.

Madame Butterfly. Det Kongelige Teater. 2024. Foto: Miklos Szabo.

Det meste er velgennemtænkt og langt hen ad vejen klart. Handlingen er nu henlagt til et museum i 1950erne, hvor en ung mand er på opdagelse i sin egen fortid. Han ser på den japanske kultur i montrerne og får indimellem selskab af sine modne, amerikanske  forældre. Han konfronteres med sin egen virkelige fortid som barn af en ung japansk geisha og en amerikansk marinesoldat.

Bag ved den historie ligger også, at hun, moderen, faktisk  kun var 15 år gammel, da der blev indgået et pro forma ægteskab for at skaffe den fattige familie penge. Tre år efter er hun forladt, på fallittens rand  med en søn på 2-3 år og har i fortvivlelse vist slået sig på flasken(?) Frivilligt giver hun derfor drengen videre til soldaten, da han i mellemtiden har giftet sig hjemme i USA.

Geishaen, Butterfly, eller som hun hedder på japansk, Cio-Cio San, må så, præcis som sin fader, begå harakiri for at bevare æren.

Madame Butterfly. Det Kongelige Teater. 2024. Tegning af Claus Seidel.

Hyggelig handling, og nemmere bliver en opsætning ikke i dag, fordi der er så meget, vi må og skal fordømme: Kvindeundertrykkelse, prostitution, imperialisme, USA’s overlegenhed og først som sidst at et barn gøres fortræd.

Netop derved er iscenesættelsen god, fordi den slipper udenom om at skulle tage stilling til personernes opførsel, herunder amerikanerens ringeagt for Butterfly og Butterflys lidt selviske handling ved at begå selvmord. For det gør jo barnet moderløs og fratager barnet  en del af dets kulturelle bagage.

Madame Butterfly. Det Kongelige Teater. 2024. Foto: Miklos Szabo.

Scenografisk er vi der, hvor Det Kongelige Teater tilfældigvis er for øjeblikket med en evigt drejende mindre scene på scenen, kasse på kasse. Det er vist blevet moderne, fordi det giver mere intellektuelt spillerum for instruktøren med et spil i spillet, som det bl.a. også kunne opleves for nylig i ”Timerne”.

Men med den lille dreng som voksen museumsgæst, der evigt iagttager alles handlinger,  er historien ellers fastholdt som Puccini ønskede det efter flere korrektioner i operaens første leveår.

Madame Butterfly. Det Kongelige Teater. 2024. Tegning af Claus Seidel.

Samtidigt er der kryds i teatrets karakterbog vdr. politisk korrekthed, da der er ”indfødte sangere”: en amerikaner, Evan LeRoy Johnson synger Pinkerton, mens Karah Son og Hyona Kim er henholdsvis Butterfly og hjælperen Suzuki. Ingen kan klandre Det Kongelige Teater. Denne eftermiddag var der ikke brug for sorte parykker og ekstrem ansigtssminke.

Musikken af Puccini er ikke uden grund en fuldtræffer. Charmerende, melodiske passager, der indimellem understøtter det melodramatiske. Mærkværdigvis var operaen en fiasko ved urpremieren i Milano i 1904, men Puccini arbejdede videre med partituret og historien,  og siden lykkedes det at fange publikum og kritikere. Det er ikke mindst en opera med et vidunderligt hovedparti til den rette sopran. Musikken har både asiatiske toner,  amerikanske fanfarer og selvfølgelig den italienske glød, som for operaelskere er uimodståelig.

Madame Butterfly. Det Kongelige Teater. 2024. Tegning af Claus Seidel.

Ved premieren i København virkede kapellet, dirigeret af Paolo Carignani, alt for kraftigt i første akt, men siden harmoniseredes musikken, men det blev en eftermiddag, hvor Karah Son reddede teatrets ære, og så må man håbe, at tenoren Evan LeRoy Johnson får styr på infektion og allergi – ellers er det synd for publikum.

 

 

Dirigent: Paolo Carignani

Genopsætningsinstruktør: Lars Marcel Braun

Iscenesættelse: Floris Visser

Scenografi: Gideon Davey

Kostumedesign: Jon Morrell

Koreografi: Pim Veulings

Lysdesign: Malcolm Rippeth

Videodesign: Philip Fleischer

 

Karah Son / Cio-Cio-San

Gisela Stille / Cio-Cio-San

Hyona Kim / Suzuki

Hongni Wu / Suzuki

Evan LeRoy Johnson / B.F. Pinkerton

Thomas Atkins / B.F. Pinkerton

Jens Søndergaard / Sharpless

Samuel Dale Johnson / Sharpless

m.fl.

Det Kongelige Teaters kor og kapel.

www.kglteater.dk

4 tanker om “Madame Butterfly i ny, hollandsk opsætning på Operaen.

  1. Maria Helleberg

    Madama Butterfly har i hele operaens levetid fungeret som en kanal af sympati — for titelpersonen. Pinkerton, derimod, er det svært at holde af, trods herlig musik. Men Puccini selv problematiserer handlingen. Problematiserer Pinkertons egoisme så selv hans ven konsulen Sharpless (godt navn til ham) ikke kan stoppe eller forhindre i at skabe ulykker. Det er en kompleks opera som hele tiden har gjort gavn: vi kan uden videre identificere os med hende, sympatisere, ærgres – og dele hendes sorg.. De værste problemer med operaen har længe været tendensen til at stereotypisere og endda komediegøre japansk kultur,. Puccini tog den ellers alvorligt nok (Zio Bonzes forbandelse af Butterfly). Der er så meget stof at skabe moderne, tænksomme iscenesættelser på. Giftekniven Goro er ikke længere nødvendigvis hverken grotesk eller brutal.

  2. Karsten

    En tilmærmelsesvis dejlig aften, velspillende kapel og gode stemmer – men oppe på 2.balkon hvor vi sad, var der meget varmt: stillestående luft og meget, meget varmt. Faktisk i en grad, så vi var lidt utilpasse da vi kom ud i foyeren. Ærgerligt.

    1. Ulla Forfatter

      øv, hvor synd, ved ikke hvorfor de danske teatersale er så tåbeligt indrettede – har netop været i Hamburg og Berlin i operahusene der kunne man se og trække vejret – hænge sit tøj – etc. -var I aftes igen i operaen i Kbh. var ved at blive kørt ned og trille i vandet!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *