∗∗∗∗
Anmeldelse af Eva Zierau.
Den amerikansk fødte græske operasanger Maria Callas(Angelina Jolie) var et ikon for sin generation. 50erne og 60erne var hendes storhedstid, hvor hun blev hyldet verden over for sin fantastiske stemme.
Vi møder hende i 1977 i et palads i Paris. Her bor hun sammen med sin butler, en stuepige og to små pudler.Hun har trukket sig tilbage fra offntlighedens søgelys Man fornemmer,at hun trods sin berømmelse, er ensom. Jeg falder i floden og du fisker mig altid op siger hun taknemmeligt til butleren.
Plakat: UIP Danmark
Hun synes på trods af sin enorme berømmelse, ja nærmest tilbedelse, ikke at være lykkelig. Musik er født af ulykke, siger hun under et interview i filmen. Hun mangler ellers ikke tilbedere. Aristoteles Onassis, sender hende 1000 røde roser og inviterer hende med på tur på hans luksusyacht. Alle ved, hvem hun er.
Hendes triumfer i operahuse over hele verden samt omtalen af hende i aviser og ugeblade, gør hende til godt stof for pressen. Hvordan er det så at stå på scenen? bliver hun spurgt i et interview efter en koncert: En triumf, en rus. Jeg troede, at scenen ville gå i brand. På et tidspunkt bliver selvtillid en slags vanvid. Der er intet liv udenfor scenen, svarer hun. Mit liv er opera, og der er ingen fornuft i det. Imponerende selverkendelse.
Samtidig har den feterede operasanger et misbrug af nogle stærk vanedannende piller. Man føler med hende. Prisen for at være en feteret verdensstjerne kan være meget høj.
Foto: UIP Danmark
For at give et så realistisk billede af Maria Callas som muligt, trænede Angelina Jolie sig i 7 måneder op til at synge et udvalg af Maria Callas arier. Selv om det fortrinsvis er den rigtige Maria Callas, vi hører i filmen, så er Angelina Jolies stemme subtilt mixet ind i lydsporet, angiveligt for at skabe en vis autenticitet hos skuespilleren. Det må have været en kæmpe udfordring for Angelina Jolie at skulle lære at synge opera.
Maria er visuel flot og underholdende, også selv om opera måske ikke lige er ens yndlings musikgenre. Der er nogle skønne billeder fra flere af de storbyer, hvor Callas turnerer. Angelina Jolie har den altoverskyggende hovedrolle i filmen. Hun lægger en intensitet, følsomhed og energi i rollen, så man kan ikke undgå at blive revet med.
Bag filmen står den Oscarnominerede chilenske instruktør Pablo Larrain. Vi kender ham bl.a. som instruktør fra The Club (2015), som vandt Sølvbjørnens jurypris i 2015 på Berlin Film Festival, Jackie(2016) om Jacqueline Kennedy og ikke mindst Spencer(2021) om prinsesse Diana. Han har sammen med sin bror produktionsselskabet Fabula. De har produceret over 40 film og tv-serier og reklamer. Et par flittige herrer.
Foto: UIP Danmark
Da Maria Callas døde den 16. september 1977, var der solgt 24.000 LP’er og kassettebånd med hende. I dag er der solgt over to en halv million LP’er og CD’er.
På intet tidspunkt, hverken dengang eller nu, har der hersket tvivl om, at Callas er en af de allerstørste personligheder, som nogensinde har stået på en operascene. Gå ind og se filmen om denne enestående kunstner.
Premiere: 30.januar 2025
Instruktør: Pablo Larrain
Trailer; UIP Danmark