Kulturkupeen

Mesterværker, genoptryk af 10 år gammel arkitekturbibel.

∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

MesterværkerEnfamiliehuset i dansk arkitekturs guldalder af Michael Sheridan.

Titlen siger det hele.  Det moderne etplanshus i gule tegl bygget i 1950erne af anerkendte arkitekter er små mesterværker og bør stå som monumenter i dansk arkitekturhistorie.  Det mener den amerikanske arkitekturhistoriker Michael Sheridan i bogen MESTERVÆRKER, som nu udkommer for 5. gang. Første gang var i 2011. Bogen er vist blevet lidt af en bibel for designfreaks.

Forside på bogen Mesterværker. Viser Kjærholms hus, tegnet af Hanne Kjærholm.

Bogen er smuk at skue i Mikael Jensens layout med fotos af Thomas Loof og Pernille Pedersen.  Sjældent har jeg set så medrivende og velfungerende arkitekturbilleder. Fotograferne har været på pletten, når solen har stået højt over det kølige Danmark, og de har foreviget huse og haver i flor på det helt rette tidspunkt, juni, måske?

Bogen oser af designmæssigt overskud, og Michael Sheridans tekst følger trop og lader kærligheden til denne specifikke periode i dansk arkitekturhistorie smitte af på læseren.

Bogen er informativ, og da jeg ikke havde ikke læst den før, kan jeg blot glæde mig over, at der nu igen ligger klar dokumentation om denne særlige fase i dansk arkitektur med langtrækkende betydning – på godt og ondt.   Samtidig er Sheridans entusiasme ved det danske ikke til at stå for.

Clemmensens Hus. Karen og Ebbe Clemmensen. 1952-54. Pressefoto fra bogen Mesterværker. 2011/21.

14 mønsterhuse

Sheridan har udvalgt 14 eksempler af forskellige arkitekter, som alle er kendte for også større byggerier: Jørn Utzon, Arne Jacobsen, Jørgen Bo og Vilhelm Wohlert, Hanne Kjærholm, Erik Christian Sørensen, Halldor Gunnløgsson, Eva og Niels Koppel, Karen og Ebbe Clemmesen, Knud Friis, Knud Peter Harboe samt Inger og Johannes Exner. Allerbagest i den veldisponerede bog portrætteres alle arkitekterne.

Fællestræk

Der er utroligt mange sammenfaldende egenskaber ved husene. Noget, der har mindre at gøre med arkitekturen, men ikke mindst giver de udvalgte huse deres ekstra charme, er placeringen i underskønne havelandskaber, som synes meddigtende og giver ekstra dimensioner til selve bygningsmassen.  Jørn Utzons egen bolig ligger midt i skoven ved Hellebæk, hvordan det så er lykkedes at få tilladelse (?), mens familien Kjærholm fik lov at bygge lige ud til Øresund uden restriktioner.

Middelboes hus. Jørn Utzon, 1955. Pressefoto fra Mesterværker. 2011/21.

Men ellers opereres med de samme former, moduler og materialer. Meget skyldtes tiden. Der var stadig knaphed på materialer, og de skulle helst ikke importeres. Blev byggeriet finansieret med statslån, måtte arealet i øvrigt ikke overstige 110 -130 kvadratmeter. Og så blev der vel også gjort op med fortiden.

De gule sten bliver fremherskende suppleret med træbeklædninger både udenfor og indenfor, det lave og dermed også det lavloftede dominerer, nogle steder suppleret med større loftshøjde helt op til taget og tillige indre trin og forskudte niveauer. Vinduerne får større og markante placeringer og åbner sig ud mod diverse terrasser.  De fleste huse er til gengæld efter både moderne standard og tidligere tider små, men veldisponerede med et par køjerum til de to standardbørn, et mindre soveværelse til forældre og afsondret, smalt køkken. Jeg skal ikke sige for meget om køkkenerne, men mønstret går tilbage til bl.a. Arne Jacobsens tidlige byggerier og til det store amerikanske forbillede Frank Lloyd Wright. Da han ikke var særlig høj, er køkkenerne i de originale wrightbyggerier så små, at fuldvoksne nutidsmennesker vil have svært ved at kokkerere i dem. Også baderummene er små.

Lofterne er tidstypiske og afslører sig selv med de mange trælister og tremmeskillevægge, som dog får selskab af bemalede, indre murstensvægge.

Jørn Utzons eget hus, 1950-52. Pressefoto. Mesterværker. 2011/2021.

Fælles fodslag og individuelle resultater

Inden for disse rammer kan de forskellige arkitekter udfolde sig.   Jørn Utzon står alene med en meget nøgtern og nøgen stil, hvor overgangene fra ude til inde er blevet flydende – og det kendes ikke mindst fra hans hus på Mallorca, som dog ikke er med her.

Bo og Wohlert er repræsenteret ved et enfamiliehus, der på mange måde gentager nogle af de meget smukke og elegante detaljer fra Louisianabyggeriet, som stod på i de samme år.

I Hanne Kjærholms hus er indretningsæstetikken så inspirerende, at det er svært at adskille rummenes former fra det dekorative inventar. Til gengæld ville ingen astmatiker kunne leve i huset med sivmåttegulvbelægning og trævægge og træbeklædte lofter.

Erik Christian Sørensen har skabt en japansk stemning i ikke mindst det hus, han tegnede til sig selv. Her er mange glasvægge, som giver en fascinerende og udansk gennemsigtighed. Jeg kan stadig huske, da jeg som helt ung ærkekøbenhavner, opvokset på stenbroen, kom i huset og fandt det meget eksotisk og anderledes.

En overstået epoke

En epoke opstod på baggrund af den tidligere modernisme før krigen og så et behov for at skabe en ny, harmonisk, familieorienteret verden. Men smag og behov ændrer sig, så perioden med gule, veldesignede etplanshuse nåede sin slutdato. Livsstilen med mange børn og nye, ydre påvirkninger krævede måske mere plads og under ingen omstændigheder køkkener gemt væk fra de andre opholdsrum.

En entusiastisk opdagelsesrejsende

Derfor kan Sheridan som en anden opdagelsesrejsende glæde sig over detaljerne i de huse som snart er 70 år gamle. For disse 1950er huse, skabt af gennemreflekterede arkitekter, kan ikke sammenlignes med de følgende årtiers åndløse parafraser i ofte billige materialer og på små udstykninger. Husene fra 1950enre var, da de blevet bygget, ikke velhaverboliger, men præget af omtanke i alle detaljer – også i indretning. I dag er de vel nærmest at betragte som ikoner.

Hanne Kjærholms eget hus. 1960-62. Pressefoto fra Mesterværker.2011/2021.

PH hænger over de fleste borde

Det er ganske sjovt at se på de mange fotos, hvordan de samme møbler går igen i husene med PH over bordene, Børge Mogensen og Wegner at slænge sig i og Aalto til funktion og udstilling. Smukkest er dog i mine øjne Poul Kjærholms møbeldesign, ikke mindst som det fremtræder i hans eget hus, tegnet af Hanne Kjærholm.

Maggiterning

Sheridans indledende kapitel er forbilledlig med en hurtig gennemgang af forudsætninger for den danske modernisme. Som en effektiv maggiterning får han det meste med: de store udstillinger i 1920erne er nævnt.Uden tøven beskrives, hvordan arkitekterne også dengang stod på skuldrene af hinanden. Den store Verdensudstilling Paris i 1925 blev en øjenåbner for mange med Le Corbusiers hvide hus med et træ i midten af den lille gård. For det er er ikke mindst fra Le Corbusier, Bauhaus-folkene og Asplund, at inspirationen kom og blev destilleret videre til en interessant modernisme i Danmark før Anden Verdenskrig, bl.a. hos Arne Jacobsen og Mogens Lassen. Lidt yngre arkitekter kom til i efterkrigstiden og havde nye kræfter og gå på mod, mens de var enige om at sætte den internationale stil og modernismen på vågeblus.

En vigtig bog for spekulanter og investorer

“Mesterværker” er en vigtig bog, der får os til at huske på højdepunkter i dansk arkitektur i det 20. århundrede. Og der er jo ingen, der siger, at vi partout skal flytte ind i de lavloftede huse.

Jeg har to Arne Jacobsen-huse i gule sten som naboer, men bor selv i et ”ingeniørhus” fra 1930erne, også i gule sten. Jeg vover den påstand, at Sheridans fascination af den danske 1950er-tradition ikke mindst skyldes, at han er amerikaner og stadig bor i New York, USA. Den danske tradition bliver derfor til noget helt særligt og eksotisk.

Sammenlignes det danske byggeniveau med gennemsnitlig amerikansk byggeskik i det 20. århundrede, er det klart, at de danske arkitekthuse kvalitetsmæssigt er hestehoveder foran. Og det lave byggeri er ikke just det mest repræsentative i USA.

Men ser man på de gule enfamiliehuse, der i 1930erne var i to etager, men efter krigen fladede ud og blev til et plan, måske med lidt forskudte plateauer, kan det være svært at følge den vilde entusiasmen. Mange af husene er nu efter årtusindeskiftet begyndt at få skavanker. De gule sten synes misfarvede, og vinduerne fremstår trætte og afdankede. Men det er måske lidt for meget hands on og ganske uvidenskabeligt, men alligevel værd at tage med.

Bogen er en glæde at læse – bladre i og slå op i. Bogen burde sendes til alle developers, bygherrer og spekulanter, så de kunne lære, at omtanke, refleksion og materialebevidsthed er forudsætning for et velfungerende byggeri.

udkommer d.5.3.2021.

www.strandbergpublishing.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.