Kulturkupeen

Mindeord om billedkunstneren Christo.

Af Ulla Strømberg.

Mindeord om billedkunstneren Christo.

Med Christos død, i en alder af 84 år, har vi mistet en kunstner, der sprængte både nationale, kunstneriske og klassemæssige bånd. For Christo skabte sin installationer i det offentlige rum til almindelige mennesker, som skulle gå intetanende forbi værkerne. Det var ikke bare små genstande på et podie. Det var installationer, som i volumen overgik alt, hvad man kunne forestille sig.  Derfor måtte folk efterfølgende se på deres omgivelser med nye øjne: for hvad gjorde de lyserøde øer ude i havbugten ved Miami, den indpakkede bro i Paris eller det store gardin ude i naturen?

Ikke alle ville måske kalde det kunst, da broen Pont Neuf i Paris blev pakket ind i gyldent stof, eller et enormt orange nylongardin hang ude i et ørkenlignende landskab i Colorado: ”Curtain Valley, Rifle, Colorado” (1970-1972) i størrelsen 111 m x 381 meter. Formatet blev endnu større i projektet ”Running Fence i Californien”, (1972-76) hvor et hvidt gardin, 5,5 meter højt, snoede sig 39,5 km ud mod havet i et halvøde område.

Cristos oprindelige bulgarske navn var Christo Vladimirov Javacheff. I mere end 50 år var han i et næsten symbiotisk makkerskab med hustruen Jeanne-Claude, der døde i 2009. Christo & Jeanne-Claude var deres samlede kunstnernavn.

De blev kendt for deres indpakninger af alt det, som lige netop ikke kan pakkes ind og gemmes væk. De gjorde det usynlige synligt, fremhævede alt det vi så uden at have øjnene med os.

Øverst på værklisten står det næsten livslange projekt med den berlinske bygning Rigdagen.  Processen og drømmen begyndte for Christo & Jeanne Claude tilbage i 1971 og endte med at blive realiseret i 1995. I få måneder stod den fordums mørke og historietunge bygning indpakket i et vævet sølvfarvet stof.  Jeg har stadig en stump fra tæppet. For unge studerende stod som vagtposter ved værket og gav små prøver, 3 x 3 cm. En smuk gestus, og naturligvis har jeg gemt stumpen sammen med en lille tegning på et postkort.

Rigsdagsbygningen indpakket af Christo & JEanne Claude. Min egen collage betående af lille lap fra stoffet og et postkort. 1995. Berlin.

Året var 1995. 6 år efter murens fald, 5 år efter genforeningen af Øst– og Vesttyskland og et år efter, at Bundestag med et flertal havde givet grønt lys for det projekt, som kunstnerparret havde skitseret allerede i 1971: Rigsdagsbygningen skulle pakkes ind og bindes med snor. Det lykkedes.

Da jeg en sommerdag i 1995 kom kørende i bil igennem Tiergarten, og vi nærmede os Rigsdagsbygningen, stadig uden at kunne se den, bredte der sig en stemning af ro og afslappethed.  Det var som Woodstock med musik på lavt blus. I hundredvis, måske tusindvis, af unge mennesker sad på græsset foran bygningen og småsnakkede i små klynger. Indimellem så de op på den store pakke, som om den signalerede fred, samhørighed og måske ”aldrig mere krig”.

Alt det som parret Christo & Jeanne Claude vel drømte om med alle deres projekter.

Projektet ”Reichtag” fortalte også om den møjsommelige proces, de måtte igennem for hvert projekt. Det havde taget 24 år at nå frem til både tilladelse, de rette samarbejdspartnere og først som sidst at sikre økonomien. Det blev mesterværket, hvor også processen greb ind i verdenspolitikken for 6 år efter murens fald kunne værket simpelt og smukt signalere et klasseløst fællesskab med håb om fred.  For en indpakket bygning er ingen trussel.

Mange af deres projekter er blevet finansieret ved, at det udtal af skitser som følger ethvert projekt er blevet solgt via gallerier. Dyre har tegningerne været, men de rummer ofte en kraft og styrke og illuderer derfor fint de færdige resultater.  I dag er netop skitserne og fotografierne de eneste reminiscenser, der er tilbage af den lange række af overraskende mammutværker i det offentlige rum.

Christo & Jeanne Claudes indpakkede Pont Neuf i Paris. Udsnit af foto.

For de indpakkede monumenter fik aldrig lov at stå i mere end få uger. Det var også en del af kunsten. Som livet hører op, er heller ikke værkerne evige.

Men minderne lever.

 

 

2 tanker om “Mindeord om billedkunstneren Christo.

  1. Susanne Højriis

    Sad både på Pont Neuf og drak hvidvin den halve nat og oplevede rigsdagen både dag og nat / en fortryllende og uforglemmelig oplevelse.

    1. Ulla Forfatter

      Tak for dine indtryk, oplevede desværre ikke Pont Neuf, men mødte Christo i Milano for få år siden ved et seminar. Han var en meget venlig mand.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.