Menu Luk

∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse / Ulla Strømberg.

Svanesøen på Det kongelige Teater.

Scenografi er noget mærkeligt noget. Er den god og velfungerende, bliver den nærmest usynlig. Men stikker scenografien ud, i både positiv og negativ retning, er det faktisk ikke spor godt for det samlede sceneværk.

I den nye Svanesøen står scenografien og kostumer i vejen for historien.

Scenografien er kold som i en natklub med allusioner til svanefjer og fuglevinger med projektioner og ekstra sidelys skabt af den finske lysdesigner Mikki Kunttu. Men har de talt sammen under produktionen? For både trin ved Nikolaj Hübbe og Silja Schandorff samt kostumer ved Mia Stensgaard peger i andre, mere historisk flydende retninger, og det gør hele Svanesøen uegal og ikke spor moderne.

pressebillede. Constin Radu
pressebillede. Constin Radu

 

Heldigvis er der ingen, der rører Tjajkovkijs musik. For her gælder ophavsretten til et hovedværk, men hvad med fortolkningen af historien? Det er lovligt at nyfortolke historien, som danner baggrund for balletten, som første gang blev danset i 1877. Siden er det en version fra 1895, der som regel danner udgangspunkt for opsætninger af ballethistoriens måske mest kendte værk.

Her er frit slag, så moderne koreografer kan gøre det meste – og alligevel kalde det for Svanesøen. På Det Kongelige går man langt og også for langt ved bl.a. at gøre troldmanden til en hovedperson allerede fra starten.

Den nye version er altså en high tech “Svanesøen” med sort gitter i loftet. Når den unge prins endelig finder ud til søen, uden det sædvanlige større jagtselskab, mødes han af mærkelige sorte rør, der hejses op og ned, så man er bange for, at danserne får dem hovedet. Efter pausen bliver de til lysende rør – fikst genbrug!

 

Pressebillede. Constin Radu.
Pressebillede. Constin Radu.

Mia Stensgård har jongleret med kostumerne i en mærkelig mellemtid – lidt tsar-vælde blandet op med Elisabeth den Førstes tid. Roberne er distraherende og overvældende og får blot danserne til at spankulere rundt!

På trods af disse ydre irritationsmomenter er “Svanesøen” i passager en nydelig opvisning af både korpsdans og solister.

På 2. holdet, dvs. på 2. dagen, dansede Sebastian Haynes  en indfølt prins med en god udstråling, der både gav smerte og kærlighed til første den hvide svane og siden den sorte.  Susanne Grinder nåede vist at danse svaneprinsessen i den gamle Peter Martins/Per Kirkeby -version. Hendes trin er sirlige, men hun synes følelseskold aftenen igennem.

Anderledes med nogle af danserne fra brudeoptogene. Femke Mølbach Slot for fuld udblæsning i korte shorts og Gudrun Bøjesen kunne på et par minutter fange hele salen. For sådan er russisk ballet jo også. Det skal ud over rampen.

www.kglteater.dk