Kulturkupeen

Spejlmanden på Mungo Park.

∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Spejlmanden på Mungo Park.

Samfundsengageret og stærkt powerspil på Mungo Park.

Det  er altid godt, når et aktuelt politisk eller samfundsrelateret spørgsmål sættes på scenen i en hurtig revystil a la agit prop. Med historien om De gule Veste i Frankrig: “De hovedløse” for kun et halvt år siden og tidligere ”Pigen med bomberne” har Mungo Park allerede vist et tydeligt samfundsengagement, som ovenikøbet har udmøntet sig i væsentligt og vigtigt teater.  Med ”Spejlmanden” er vinklen lidt anderledes. Her drejer det sig om journalistik og moral hentet ud af den tyske bladverden. “Spejlmanden” er blevet endnu en forestilling dybt forankret i virkeligheden og løst begavet og underholdende.

Spejlmanden. Mungo Park. 2020. Medv. Sara Fanta Traore. Presefoto.

Men var forestillingen sluttet et kvarter før, havde alt været endnu bedre.

Instruktøren Viktor Tjerneld er uddannet i Danmark, bosat i Sverige med flere produktioner bag sig på Nordkraft i Aalborg og Nørrebro Teater i København. Han har selv skrevet teksten og instrueret. Men det kan være farligt at have to kasketter på. For ved ny dramatik er det vigtigt med et samspil imellem instruktør og dramatiker. Der er ofte brug for kritiske øjne – enten på den ene eller den andens arbejde.

Spejlmanden. Mungo Park. 2020. Medv. Zaki Nobel Mehabil, Nana Morks, Sara Fanta Traore. Tegning af Claus Seidel.

Historien i ”Spejlmanden” er mere end interessant, og heldigvis er det først bagefter, at jeg har læst mig igennem al det stof, som beskriver virkelighedens Spejlmand. Forestillingen bygger nemlig på en virkelig hændelse på det tyske nyhedsmagasin Der Spiegel for et par år siden.  Teksten er flot struktureret, så man indfanges, som var det en krimi. Meget professionelt på alle måder.

En ung stjernejournalist skriver den ene væsentlige artikel efter den anden. Hans skrivestil er så levende, at han er i stand til at genskabe både personer og hændelser, så læseren trækkes ind i reportagerne, som var de med på sidelinjen. Den journalistiske evne udløser en prisregn. År efter år får den unge journalist Claas Relotius både laurbær og lovord.

Spejlmanden. Mungo Park. 2020. Medv. Nana Morks, Sara Fanta Traore. Pressefoto.

Forestillingen starter med et meget stærkt portræt af en lille amerikansk dame. På en yderst raffineret måde spiller og beretter de tre aktører om Gladis, der er blevet afhængig af at overvære henrettelser i amerikanske fængsler. Hun rejser til fængsler i ikke mindst Texas, hvor der stadig er dødsstraf. Kort, præcist og klart får vi historien, hvor de tre deles om rollerne som Gladis, den dømte og en fortæller (journalisten).

Næste fortælling bliver lidt mere rollespil, og var man skarpsindig, kunne man måske forudse, at spillestilen kunne ende i hat og briller. Vi er i det farlige grænseland imellem USA og Mexico, der, hvor Trump lovede at bygge hegn og  mur. Frivillige grænsevagter patruljerer der, hvor ulykkelige sydamerikanere håber at kunne komme igennem til det forjættede USA.

Spejlmanden. Mungo Park. 2020. Medv. Zaki Nobel Mehabil. Tegning af Claus Seidel.

Hjemme på redaktionen hos Der Spiegel udvikler historien sig. Lidt efter lidt bliver det til en afdækning af begrebet storytelling, journalistik, moral og først som sidst det moderne menneskes trang til selv at være i centrum. Historierne var måske som udgangspunkt ægte, men som de kom til at fremstå i Der Spiegel, var det meste pure opspind fra journalisten side.

Så ændrer alt sig i forestillingen, og de etablerede figurer går nu grassat i splatter-action.  Intet mangler, for her er både legetøjsgeværer, vandpistol, skrig og skrål.

Spejlmanden. Mungo Park. 2020. Medv.Sara Fanta Traore. Tegning af Claus Seidel.

Scenografen Marie Moberg har formået at skabe en æstetisk og funktionsduelig dekoration af glasvægge og stålskeletter, mens de hverdagsagtige kostumer er ganske velfungerede.

Hvor er det ærgerligt med den overgearede afslutning. For hen igennem forestillingen blev jeg ganske imponeret af Zaki Nobel Mehabil, Nana Morks og Sara Fanta Traore og deres hurtige evne til at etablere nye figurer. For hver især yder de nogle fine og ganske nuancerede portrætter af både journalister og ofre.

Hvorfor skal et velfortalt dokudrama og et  vittigt, men dog alvorligt ”diskussionsstykke” ende i det rene splatter. Jeg forstår det ikke.

5 stjerner i forventning om en opstramning af slutningen!

 

Instruktør og dramatiker

Viktor Tjerneld

Medvirkende

Zaki Nobel Mehabil

Nana Morks

Sara Fanta Traore

Scenograf

Marie Moberg

Lyddesigner

Emil Bøll

Lysdesigner

Mikkel Givskov

www.mungopark.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.