∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Napoli endnu engang. Det Kongelige Teater.
Som ballet har “Napoli” en urkraft, en livsvilje, der er svær at holde nede.
Napoli. Genopsætning. Det Kongelige Teater. 2023, men her fotos fra 2018 ved Henrik Stenberg.
Denne balletaften endte heldigvis godt, for allerede midtvejs i balletten, i anden akt, i den blå grotte, eller i den såkaldte ”Brønnum-akt”, anedes et vendepunkt, en løftestang oven på en ekstrem kedelig folkelivsfortælling i første akt. Og heldigvis kulminerede det hele efterfølgende i tredjeaktens løssluppenhed, som mere end indfriede forventningerne til, hvad Bournonville stadig kan i dag, nemlig bl.a. at skabe glæde og kortvarig glemsel.
”Brønnum-akten” fik sit navn, fordi der var så kedeligt nede i den blå grotte, at teaterstampublikummet smuttede over på Café Brønnum og fik et par glas inden tredjeakten. Men det er slet ikke nødvendigt med denne version.
Napoli kan altid bruges
Nok er der kun positioner og ikke mange dansetrin i åbningsakten, men med masser af dansere på scenen og sjove, små mimiske situationer, skulle det gå an. Men nej. Med Maja Ravns ekstremt kedelige farvesammensætning, som om farverne var vasket ud og det hele partout skulle være gråbrunt og trist, blev livet taget ud af det folkeliv, som vel var Bournonvilles drøm at genskabe, og som Nikolaj Hübbe og Sorella Englund tilbage i 2009 ønskede at fastholde. Samtidigt er lysdesignet og de tekniske sceneskift her i 2023 mere end håbløse. Som om Det Kongelige Teater ikke ved, hvad der er sket inden for teknisk kunnen. Med den langsomme musik i førsteakten er der ikke meget at hente for publikum. Derfor var der brug for et skift, en forandring, et pust udefra. Det kom heldigvis med Grotte-akten, nu med Louise Alenius’ musik fra 2009 og et veldansende korps af kvindelige dansere ført an af Ryan Tomash.
Napoli. Genopsætning. Det Kongelige Teater. 2023, men her fotos fra 2018 ved Henrik Stenberg.
I førsteakten blev det dog til et interessant gensyn med den tidl. solodanser Thomas Lund som et uhyggeligt fremmedelement, sangeren Pascarillo, nu som drag i kjole i en lang stum scene med kun et enkelt eller to instrumenter som ledsagelse. Ren Fellini.
Igen igen
Nu lyder det nok indforstået, og sådan må det være med en ballet som Bournonvilles ”Napoli” fra 1842 på Det Kongelige Teater, og hvis 3. akt i mange år var Dronning Margrethes favorit ved statsbesøg etc. Det understøttes af, at 3. akten op til 1992 havde 300 selvstændige opførelser på Kongens Nytorv, mens Napoli som samlet ballet op til 1992 (ifølge Balletbogen af Aschengreen og Nørlyng) havde været opført 697 gange. ( Det Kongelige Teater har denne gang ikke anført antal opførelser!)
Skriverier
Der har ikke mindst i Dagbladet Politiken været skrevet en del om Den Kongelige Ballet. Jeg ved slet ikke nok, men kan dog læse ud af spalterne, at skribenterne tilsyneladende ikke har ulejliget sig ind i teatersalen, men det er jo på scenen og i samspil med publikum i salen, at slaget skal stå og ikke via medarbejderundersøgelser eller sladder på garderobegangene. Det dansede repertoire er det synlige bevis på Den Kongelige Ballets liv eller mistrivsel.
Napoli. Genopsætning. Det Kongelige Teater. 2023, men her fotos fra 2018 ved Henrik Stenberg.
Genopsætning
Uden at vide noget kan det dog undre at ”Napoli” genopsættes i den gamle version fra 2009 skabt af Nikolai Hübbe og Sorella Englund. Dengang skulle det være en fornyelse, en sjov modernisering med et miljø anno 1950-erne med både cykler, prostituerede, masser af cigaretter og sidst, men ikke mindst, en skinnende hvid scooter – i stedet for den af mange elskede blomsterkærre og masser af jublende balletbørn på broen.
Ved gensynet nu (og sammenholdt med min anmeldelse fra forrige genopsætning i 2018 – se henvisning nedenfor) holder det visuelle slet ikke, mens koreografien og dramaturgien intet fejler. Derfor burde Hübbe, som han har gjort med bl.a. ”Sylfiden”, have ofret tid og penge på at forny ”Napoli” rent visuelt. Det havde været sjovt at se, hvad en af de yngre, sprælske, farverige, dygtige scenografer i samspil med en ung lysdesigner kunne få ud af de muligheder, der er tilstede: Napoli, Vesuv, den blå grotte og kontraster i et moderne italiensk folkeliv spækket med dumme turister. Nu drømmer jeg, men det ærgrer mig, at de gode dansere faktisk var pakket ind i kostumer, som slet ikke gav den optimale stemning. Nogle af damerne var ligefrem iført helt misklædende nederdele, som fik dem til at ligne ølservitricer fra Bayern.
Napoli. Genopsætning. Det Kongelige Teater. 2023, men her fotos fra 2018 ved Henrik Stenberg.
Danserne
Det er altid interessant at følge balletkompagniets solodansere, solister og korps. Mærkværdigvis var de tre hoveddansere fredag d.26.5. ved repremieren præcis de samme tre dansere som ved repremieren i november 2018: Holly Dorger, Jonathan Chmelensky og som Golfo, havånden, Ryan Tomash. Det betød, at der var markant sikkerhed over trin, mens fortolkningen måske manglede varme. Ikke mindst Ryan Tomash havde heldigvis lagt nogle ekstra dæmoniske dimensioner til sin fortolkning af havånden Golfo, der styrer det underjordiske. Derimod savnede Holly Dorger måske de forskellige stemningsskift og følelsesmarkører, som den purunge, lidt naive Teresina kan rumme. Det, som i øvrigt er Holly Dorgers varemærke, nemlig præcision i trinene, var heller ikke bemærkelsesværdigt ved repremieren.
Napoli. Genopsætning. Det Kongelige Teater. 2023, men her fotos fra 2018 ved Henrik Stenberg.
Jonathan Chmelensky fik det meste ud af Gennaro, den unge fisker, som først ikke må få den udkårne Teresina, men siden accepteres. Han mestrer det meste, inklusive det mimiske, men de store spring som han også behersker, så vi ikke denne fredag aften.
Et musikalsk kludetæppe
Den musikalske side til ”Napoli” er kompliceret. Louise Alenius’ fornyelse af anden akt i stedet for Gades musik er en forandring, som danserne har taget positivt til sig. Derimod er forspillet og hele første akt af komponisterne Edward Helsted og H.S. Paulli meget problematisk, når tempoet lægges helt ned, og musikken indimellem ligefrem går i stå. Men dirigenten, Gabrielle Teychenné må vel vide, hvad hun gør. Mere fut kom der jo heldigvis i tredje akt, hvor det hele sluttede med hurtige tarantel-klange og til sidst Lumbyes toner.
At Bournonville benyttede flere komponister plus lån fra allerede kendt musik var ikke ualmindeligt, men kan også skyldes tidnød ved opsætningen i 1842. Men lidt kluntet og uegalt kan det hurtigt lyde.
Sommertid
Sommersæsonen står for døren. Det Kongelige Teater drager på forskellig vis ud i landet. Man må håbe, at teatret sunder sig, og at næste sæson arter sig uden intriger, vrede og avisskriverier. For i sidste ende er det jo kun kunsten, det drejer sig om.
Hvad angår Den Kongelige Ballet, så har den et stort ansvar som en unik klassisk og historisk institution i dansk teatersammenhæng. Det må ikke forstyrres af forbigående nymodens trends inden for krænkelseskulturerne.
Dirigent: Gabriella Teychenné
Scenografi og kostumer: Maja Ravn
Lysdesign: Mikki Kunttu
Grafisk design: Anton Liep, Morten Balling, Lars Brok, Peppe Tannemyr/Lennart Wählin DigiGobos, Sylvester Holm, Claus Dohn og Jakob Bo Nystrup
Najadernes stemmer i anden akt: Louise Alenius
Koreografi: Sorella Englund og Nikolaj Hübbe efter August Bournonville
Musik: Edward Helsted, H.S. Paulli, H.C. Lumbye og Louise Alenius
Dramaturgisk gendigtning: Camilla Hübbe
Tidl. anmeldelser:
https://www.kulturkupeen.dk/balletfestival-2018-det-kongelige-teater/