Kulturkupeen

Ny bog af Jørgen Leth: Mine Film.

Ny bog af Jørgen Leth: Mine Film.

Uden for klassementet, derfor blot kommenteret af Ulla Strømberg.

Udvalgte, karakteristiske citater fra bogen:

Jeg var uerfaren i begrebet succes (s. 67)

Jeg undervurderer (heller) ikke min egen følsomhed (s.16.)

(Men) jeg er, som sædvanlig havde jeg nær sagt, godt tilfreds med min egen indsats (s.48)

 

Forleden dag lå der to bøger fra Gyldendal i postkassen: Jørgen Leths nye notater om alle de mange film, han har produceret og Suzanne Brøggers dagbogsnotater igennem et tiår: 2010-2020.

Som sædvanlig bladrede og læste jeg lidt bagfra og midti for at orientere mig om skrivestil og form. Hurtigt blev jeg meget ophidset på begge skribenter. For hvilken krukket skrivestil og så denne staccato-opremsning af navne.

Men min pointe er nu, hvor jeg har læst Jørgen Leths filmbog, at den faktisk er sød på den lethske måde. Dvs. hvis man accepterer ham som offentlig person, digter og ekstrem selvcentreret mandsperson, er bogen simpelthen ”sød” på sine egne præmisser.

Det er ikke her i ”Mine Film”, man fanger de dybe tanker om, hvordan de mere legendariske film blev til: ”En forårsdag i helvede” og andre cykelfilm eller Peter Martins-filmen om ballet og dans. Nej. Der er højst en linje eller to, man kan bruge for at komme til en dybere forståelse af værkerne.    Heller ikke ved eks. ”Sankt Hansaften-spil” af Adam Oehlenschlæger, skabt på bestilling af DR, i samarbejde med Per Kirkeby, får man noget brugbart, og det på trods af, at produktionen var DYBT problematisk i 1979. Det er for nemt at skrive om naboen Per Pallesen og om en forelskelse i skuespilleren Hanne Uldall og så i øvrigt sige, at det de ville opnå, lykkedes. For tiden var kompliceret, midt i et litterært oprør, som fandt sted i slutningen af 1970erne. Marxisterne over for strukturalisterne og så alle dem, midt imellem. Men heller ikke i det krydsfelt stod Kirkeby og Leth med deres papkulisser og akavede dialogbehandling. Med ekstra kraft på formidlingen fra DRs side kunne kunsten i denne meget dyre og vigtige produktion måske være ”gået hjem” hos også andre end de to ophavsmænd i jubilæumsåret 1979 for Adam Oehlenschlæger.

Men den ukuelighed og tro på egne værker, som Leth gang på gang lader lyse ud af bogsiderne er faktisk både uimodståelig og misundelsesværdig. Tænk, hvis man kunne sige, at alt, hvad man har gjort, faktisk var godt. For det er modne Jørgens Leths konklusion, som han sidder på ,Mallorca på et hotel eller i en bar, måske med sine erindringsbøger ved hånden og en oversigt over sine filmiske produktioner og bare fabler løs. Sjovt må det have været, livet, og det er som om, Jørgen Leth er styret af en evig juvenilitet, der gør, at han aldrig fortryder noget og måske heller ikke ser tilbage, bortset fra når et forlag betaler ham for det som her.

Jørgen Leth. Pressefoto fra Gyldendal.

For få år siden var der nogle yngre mennesker, der producerede et sceneshow ”Her sidder jeg bare”, hvor Jørgen leth læste op af et manuskript med mange af de kendt replikker: ”Jeg kan godt lide en ren hvid tøjserviet” etc. Bag ved rumsterede en spændende lydkulisse. Showet fangede digteren på kornet – og sådan er denne lille letlæste indføring også, ikke i Jørgen Leths film, men i hans trods alt helt vildt privilegerede liv. Indrømmet, han har arbejdet for det, men han har også været heldig at leve i en tid, hvor det for kunstnere igen blev ok at bo på gode hoteller, spise på dyre restauranter og ikke gå af vejen for yngre damer. Det med damerne, springer vi over denne gang. Jørgen Leth har betalt prisen, og der er også utroligt lidt om sex i bogen – og tak for det.

Bogen er afslappet, selvcentreret, men også charmerende. Og indimellem er der de helt specielle formuleringer, altid i korte hovedsætninger.

Bogen er på trods af sin bevidst løsagtige skriveform ujævnt skrevet.  I de første mange korte kapitler er jazzmusikken et interessant, tilbagevendende, abrupt tema, men forsvinder mod slutningen, hvor der tilsyneladende skal rundes af, så alle filmtitler på listen kan afkrydses. Lidt klogere bliver man derfor på eksempelvis på ra-ra danserne og filmen fra 1994 om de lokale, dæmoniske optog i Leths elskede Haiti, Port-au-Prince og baren i Hotel Olloffson. Men desværre er det hele vist fortid. Jordskælv og politisk uro, som Leth ikke berører her, har ændret alt.

For at få det fulde udbytte af Leths nye bog og i det hele taget acceptere hans skrivestil, er det godt ikke kun at kende filmene, men også at have læst hans erindringer i flere bind: ”Det uperfekte menneske”. Det gjorde jeg heldigvis for få år siden, og det var fornøjelig sommerlæsning.

Som vanligt er Jørgen Leth venlig stemt over for de fleste, men bare ikke Diane Keaton: Hun er kold og fersk.  Det er godt, at han af og til viser lidt selvstændighed, selv om det kun giver billige point at lange ud efter en Hollywoodskuespiller.

https://www.kulturkupeen.dk/vi-sidder-bare-joergen-leth/

Mange af filmene udkom for år tilbage i kasetteværk, der bl.a. kan købes i Filmhuset  i Kbh.

www.gyldendal.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *