∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Ny udstilling på Louisiana: Pia Arke.
I en smuk og gennemarbejdet udstilling på Louisiana vises den grønlandsk/danske billedkunstner Pia Arkes værker på papir. Hun døde af en uhelbredelig sygdom i 2007 i en alder af 48 år og nåede desværre ikke selv at opleve, med hvilken træfsikkerhed hun som billedkunstner ramte noget essentielt og også eksistentielt i tiden. I dag er hun ”kendt” med en række værker i Louisianas samling og hendes værker har været vist på udenlandske biennaler i de seneste år.
Hurtigt efter at hun var blevet optaget på Kunstakademiet i København i slutningen af 1980erne skiftede hun maleriet ud med fotografiet og dertil en nærmere granskning af sine rødder og ophav. Det blev til, set med nutidsøje, både feministiske og postkolonialistiske synsvinkler, som hun anvendte med virtuos visuel kraft.
Pia Arke. Louisiana, 2021. Mix media. Pressefoto.
På Louisianas udstilling i serien ”Louisiana on paper”, kurateret af Anders Kold, fremgår det med al tydelighed, hvordan hun måske i samtlige sine værker tager udgangspunkt i sin egen eksistens som kvinde og grønlænder med en grønlandsk mor og en dansk far.
På et tidligt tidspunkt i studieårene tager hun fotos af sin egen nøgne ryg, og hun får også optaget videos, hvor hun ligeledes nøgen river et stort papirfoto itu, som om fortiden skulle fjernes. Hun synes her at være på linje med flere andre feministiske kunstnere i de sidste årtier af det 20. århundrede, bl.a. Cindy Sherman, Yoko Ono og Marina Abramovic, hvor den kvindelige eksistens udforskes og iscenesættes. Der er også henvisninger til de mange kvindelige kunstnere i 1930erne, der ligeledes og som virkelige pionerer tog udgangspunkt i egen krop og sjæl.
Pia Arke. Louisiana, 2021. Legende udsnit af I-IV. Pressefoto.
Men der, hvor Pia Arke måske er stærkest, er i de store værker: Legende I-IV 1999. En blanding af landkort, subtil dekoration ( af div. importerede naturalier som gryn, ris, m.m.) og fotografier fra moderens fortid, indgår på smukkeste vis i et mønster. Billedværkerne kan også nydes isoleret for blot deres æstetiske værdier – og uafhængige af indhold.
Fra Pia Arkes udstilling på Louisiana, 2021.Nogle af værkerne fra Legende: I-IV. Foto: US.
Vi lever i en tid, hvor de gamle kolonimagters betydning granskes på mange ledder og forholdet Danmark/Grønland langt fra er undersøgt til bunds. Her hjælper en udstilling som Pia Arkes de iagttagende godt på vej. Også det ganske nuancerede katalog med diverse artikler om både kolonistiske aspekter og konkret Pia Arke som person og kunstner afslører mange detaljer om en kvinde, der måske intuitivt brugte sit ophav og sin grønlandske opvækst som næsten eneste motor i sin kunst. Selvfølgelig berøres også den grønlandske kolonisation i både Arkes indsamlede materiale – og i kataloget. Men der mangler måske nogle konklusioner. Selvfølgelig er det “farligt” at være for konkret i tekst og udstillingstilgang, men nu skal en udstilling og en kunstner jo formidles, og på Louisiana helst til flere hundrede tusinde publikummer. Og i øvrigt er det 300 året for Hans Egedes færd i Grønland. Det kunne jo godt understreges yderligere – på godt og ondt.
Der er mange fotos og gamle stik på udstillingen, bl.a. dette stik fra en bog af Hans Egede om Grønland, udgivet efter 1736. “Lystigheder med tromme og sang ved sammenkomster”.
Louisiana har allerede for år tilbage lugtet lunten og serveret den ene gennemarbejdede udstilling efter den anden med primært kvindelige kunstnere og arkitekter. Nogle gange har det dog syntes, at netop kønnet fremfor kvaliteten har været udslagsgivende for kunstnernes museumsplacering. Som udgangspunkt må det for Louisiana have været et eksperiment at gå den feministiske vej, men tiden har vist, at museet gjorde det rette og blev lidt af en frontløber.
Med Pia Arke udstillingen synes det hele legitimt, da Arkes tidlige kredsen om egen krop og etniske eksistens er meget interessant at blive vidende om.
Fra udstillingen Pia Arke på Louisiana, 2021. Pressefoto.
Men ved et besøg på Louisiana kan ofte man ønske sig tilbage til dengang, hvor først amerikansk kunst (af mandlige kunstnere) var favoriseret – og sidenhen tysk kunst, er en anden sag. Det ville være skønt, hvis man af og til fik et større gensyn (dvs. mange vægge taget i anvendelse og adskillige værker ophængte) så man kunne glæde sig over de rigelige indkøb, som museet har foretaget igennem årtierne, siden åbningen i 1958.
I dag fornemmer man slet ikke Louisianas enestående samling, som har lært flere danske generationer om international nutidskunst.
Det er et hjertesuk, men det ville være dejligt engang imellem at se museets egen samling foldet ud i stedet for de mange særudstillinger.
Lige nu er der fire store særudstillinger på Louisiana: Tre soloudstillinger: “Pia Arke”, ”Jafa” “Mamma Andersson” – samt den også feministiske temaudstilling ”MOR”.