Menu Luk

Øregaard Museum genåbner efter renovering.

 

Anbefaling af Ulla Strømberg.

Øregaard Museum genåbner efter renovering.

Øregaard Museum er det lille museum ved Strandvejen i Hellerup, som afgjort er  et besøg værd. Efter mere end et års nedlukning på grund af ydre renovering, er det igen muligt at drage til ”reservatet” og nyde fransk arkitektur fra 1806-08 og i øvrigt slutte besøget af i den tilstødende charmerende café.

Museets nye udstilling handler om Art Deco, et yndet emne for museet, og flere tidligere udstillinger har kredset om tiden fra 1925 og ti år frem.  Den dekadente tid, som ingen vidste ville blive til mellemkrigstiden med store sociale forskelle.

Også bygningen er fra en tid, slutningen af den såkaldte florissante periode, hvor forskellen på høj og lav var markant. Den omkringliggende park med offentlig adgang er også fascinerende. Der findes flere anekdoter om parkens betydning under den kolde krig, hvor spioner fra øst afhentede gemte meddelelser under den lille bro.

Øregaard Museum. Februar 2026. Foto: US.

Den franske arkitekt Joseph-Jacques Rameé (1764-1842), kom til Danmark i slutningen af 1790erne på flugt fra den franske revolutions uro, og blev arkitekten bag bl.a. ombygningen af Sophienholm ved Bagsværd Sø og Øregaard. Her i Hellerup var det en bestilling fra den rige grosserer Johannes Søbøtker (1777-1854), der fra 1808-1820 anvendte Øregaard som landsted og måske sommerresidens. Livet forløb i sus og dus, og i 1820 var pengene brugt op, og landstedet blev solgt.

Selv drog Johannes Søbøtker tilbage til Dansk Vestindien, hvor han var født af danske forældre, som var store jordbesiddere og derfor også have mere end 400 såkaldt slavegjorte beskæftiget.

Johannes Søbøtkers hustru og børn blev i første omgang i Danmark, men selv  gjorde han karriere derude og stiftede også ny familie med en lokal kvinde. Det er en ganske  farverig historie.

I 1917 køber Gentofte Kommune huset,  og et lokalt museum åbner i 1921.

I flere omgange er huset blevet renoveret efter tidens mode og bevaringsarkitekters smag. Men efter seneste tur er facadematerialet blevet ført tilbage, og skodderne fra 1826 har fået den rigtige grønne farve, dog uden giftstoffet arsen.

Med Sidsel Søndergaard som leder har museet i de seneste år kredset om kunstnere fra den lokale historie samt tiden omkring 1925.

Art Deco. Øregaard Museum. 2026. Et af PHs legendariske flygler fra de tidlige 1930erne. Flyglet  skulle være antiborgerligt og kulturradikalt, men i dag sælges det for ca. 1 mill. kroner på auktion.  Foto: US.

Den nye udstilling om Art Deco viser spændende kunsthåndværk, maleri, tegning og skulptur fra en kortvarig periode, som kunsthistorikere hen ad vejen i lange perioder har dømt ude. Lige nu er det igen på mode at glædes over en kraftig kolorit, lidt voluminøse former med megen bling bling.

Gennembruddet for begrebet Art Deco kom ved  Verdensudstillingen i Paris 1925, hvor Danmark var rigt repræsenteret med en overraskende kubisk pavillon, tegnet af arkitekten Fisker. Væggene viste farverige vægdekorationer og tidstypiske møbler. Tillige havde Den Kongelige Porcelænsfabrik en egen butik.

Mange senere berømte kunstnere var med, bl.a. P.H., hvis lamper her for første gang fik international opmærksomhed. Også en helt ung Arne Jacobsen have et par stole med.

Art Deco. Øregaard Museum. 2026. udstillingssal. foto: US.

På udstillingen, som er en forlængelse af en tidligere udstilling i Vejen, er en række kunstnere repræsenteret. Ebbe Sadolin, der i dag huskes for tegninger, viser et større malerisk talent, Kai Nielsens store skulpturer i keramik er med,  og så er der meget sølvtøj. Tegninger af den nu hypede Gerda Wegener og et kendt maleri med liv på Kongens Nytorv af Svend Johansen skaber stemning.

Art Deco. Øregaard Museum. 2026. Maleri af Svend Johansen – ejes af Øregaard Museum. Foto: US.

Udstillingen er nydeligt sat op, de forskellige udstillingsgenstande klæder på sin vis husets forskellige, små rum, men stor eller favnende er udstillingen på ingen måde. En strammere disposition og koncentration ville måske have været mere interessant for de besøgende. Nu kan det være svært at se udstillingens nødvendighed.

Foyer i Stærekassen. Pressefoto: Per Sommer for Det Kongelige Teater, før transformationen til Børneunivers. IKKE EN DEL AF UDSTILLINGEN.

Efterskrift

En koncentration om enten Verdensudstillingen i 1925 set i dansk perspektiv eller måske Stærekassen, Det Kongelige Teater, tidligere Nye Scene, som er repræsenteret på udstillingen med et par borde(!), var et andet og muligt emne. Bygningen har været lukket land i snart mange år på grund af en transformation til Børneunivers.

Bygningen er indbegrebet af art deco og samtidigt knytter der sig en meget interessant kulturpolitisk og kunstæstetisk diskussion til bygningen fra ca. 1931. For helt op i 1990erne ville både kulturministeriet med først Jytte Hilden siden Ebbe Lundgaard i spidsen og ikke mindst Michael Christiansen, teaterchef på Det Kongelige Teater, gladeligt rive alt ned, inklusive et naboområde, en såkaldt elefant / billedhuggergang fra slutningen af 1600-tallet.

Heldigvis var der stærke kræfter som billedkunstnerne Bjørn Nørgaard og Per Kirkeby, der lykkedes med at kæmpe imod, og Stærekassen blev fredet i 1997. Men konsekvenserne af transformationen, som pågår lige nu, er ikke offentligt kendt.

Art Deco. Øregaard Museum. 2026, de små borde er lånt fra Stærekassen, Det Kongelige Teater. Foto: US.

Så der er mange emner i relation til art deco, som ligger og venter på nogle flittige kunsthistorikere og kuratorer.

Nb. museet åbner først kl.13.

www.oregaard.dk 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *