Kommentar af Ulla Strømberg.
Stjerner, men ikke et ord om vandbærere.
Hvordan når en teateranmelder frem til stjernerne?
På det seneste har flere spurgt, hvordan jeg når frem til de stjerner, som pryder de fleste teateranmeldelser i “kulturkupeen”.
F.eks. var der 5 stjerner til ”Frost”, en Disney-musical for børn og deres forældre og kun 4 stjerner til ”My fair Lady” på Det Ny Teater.
Vejen til stjernerne er som regel ikke så kompliceret, men at forklare hvorfor, kræver nogle ord.
Udgangspunkt for en anmeldelse
Som universitetsstuderende tilbage i 1970erne var det vigtigt at inddrage både samfundsmæssige, økonomiske og selvfølgelig kunstneriske spørgsmål i enhver analyse. Ofte gik man så langt, at skulle en forestilling hos eksempelvis Team Teatret i Herning analyseres, var det naturligt at inddrage den lokale svineproduktion og byrådets sammensætning som forudsætninger for byens gruppeteaters arbejde.
Både økonomiske, kulturpolitiske spørgsmål og sociale rammer spiller stadig ind, når jeg i dag analyserer og anmelder, men måske på en anden måde.
Hvis en lille, nyoprettet teaterforening, hvor de medvirkende for og bag scenen har givet deres lejligheder eller sommerhuse som sikkerhed for et banklån til finansieringen af teaterproduktionen, tages det med. Og omvendt inddrages ubevidst også enhver teaterinstitutions årsregnskab med en evt. stor og dyr teknisk stab. Også formålsparagrafferne og floromvundne årsrapporter er nyttig læsning forud for et teaterbesøg. Hvilken selvforståelse har teaterinstitutionen?
Lokaliteten, de fysiske rammer for og bag scenen, tekstgrundlaget, lydsiden og selvfølgelig aktørernes formåen på scenen skal kunne forstås, dissekeres og analyseres for siden at samles igen til ”oplevelsen”, som er målet for anmeldelsen.
Det betyder også, at en teaterforestilling er langt mere kompleks at afkode end f.eks. en pladeindspilning eller en trykt roman. Det hjælper derfor, hvis anmelderen er velbevandret inden for flere kunstarter og har en historisk viden, så teaterforestillingen kan ses i en større sammenhæng. Ikke mindst når det drejer sig om klassikere, nyklassikere eller uropførelser, skal også fortid og forbilleder inddrages. Det er altså ikke nok blot ”at elske teater og musicals”, der skal gerne både viden og erfaring til, for at dommen, anmeldelsen, bliver retfærdig – også i en større sammenhæng.
5 og 4 stjerner – to musicals
To musicals opført i København, begge med velsyngende sangere på scenen og en håndfuld dansere.
”My fair Lady” (1956) er en genial musical, hvor musikken er genkendelig og elsket, mens historien rummer nogle gode roller, der stammer fra et fremragende skuespil pakket ind i den mest iørefaldende musik. Problemet er, at musicalen bliver nødt til at være tidsbundet, for pointen er blevet meget gammeldags i dag, helt yt, og historien kan virke irriterende på ikke mindst moderne feminister og semifeminister. Hvad gør man så?
Det bedste ved den nye produktion er, at instruktøren, Martin Lyngbo, der er gift med en offentligt kendt feminist, har løst problemet formfuldendt ved at lade den ellers åbne romantiske slutning dreje lidt, så den unge kvinde siger nej til at være professor Higgens ”dukke”.
Men selv om det er en stor og gennemarbejdet produktion, har jeg set mere ”varme” og bedre æstetiske løsninger i scenografi, i dansenumre og i scenerne med tjenestefolk og hofbal. Når dertil lægges, at selv om professor Higgens-rollen er løst upåklageligt af Peter Plaugborg, halter samspillet med de andre. Higgens får ikke noget varmt modspil fra hverken Eliza eller Pickering.
Samspillet fungerer ikke optimalt. Der skal være god kemi imellem figurerne, og sådan har det været, uanset om jeg husker tilbage på filmen eller de mange opsætninger siden den første danske i København 1960, eller senere i Aarhus, på Det Ny Teater, på Det Danske Teater etc. Forestillingen her i 2026 mangler sødme og tæthed i spillescenerne. Så er det ikke svært at havne på 4 stjerner.
Herover for står ”Frost”. Egentlig burde det være en elev i 2. klasse, der anmeldte dette Disney-univers, men det lod sig ikke gøre. Indrømmet, jeg er for gammel, er ikke målgruppen og har heller ikke et umættet behov for at konsumere dette pastelfarvede univers og en stor slikpose.
Men som en professionel teatergænger glæder jeg mig straks over det gode samspil, de hurtige skift, de flotte danseoptrin, som dog ikke passer til hverken H.C. Andersen eller Disney anno 1930erne, men glider ned hos det blandede publikum her i 2026. Der er ved premieren en smule uro i første del fra børn på tilskuerpladserne, men som handlingen skrider frem, og slikposerne fortæres, bliver der mere stille. Enten sover børnene eller også spiser de, så det knitrer. Til gengæld bliver der helt stille, når de to kvindelige hovedkræfter folder sig ud og synger. Så høres en fælles jubel blandt unge som voksne, og denne glæde overgås kun, når både et elsdyr ved navn Sven og en nuttet snemand er på scenen. Sammenlignet med flere teaterversioner af H.C. Andersens ”Snedronningen”, som har været vist hen igennem årene, er den amerikanske version velfungerende til målgruppen – altså plus 8 år.
”Frost” blev allerede i 2013 en forrygende verdensomspændende filmsucces for siden at blive transformeret til en Broadway-musicalversion, som er vandret videre til mange lande.
Det er funktionsdueligt teater og underholdende uden at prætendere mere end det. Et privatfinansieret selskab står bag, der skal altså sælges billetter, her er hverken kommunale eller statslige penge eller midler fra de rige fonde. Derfor 5 stjerner til denne familieforestilling om søsterkærlighed.
2 stjerner til en nyskrevet kønsdebatterende fremtidsvision
Det blev kun til to stjerner til ”Mandebilleder”, en ny forestilling sat ind i en moderne kønsdiskussion om forskellen på mænd og kvinder. Hvordan kan forskellen flyttes, ændres eller ?
Teksten er skrevet af en yngre kvinde, husdramatiker på Aveny-T, hvor jeg tidligere har rost hendes tekster. Men ”Mandebilleder” var ikke justeret. Var det alvor eller komik? En vanskelig balancegang, ikke mindst når et par af skuespillerne er helt uprøvede, mens instruktøren tidligere har modtaget priser inden for dokumentarfilmgenren. Teater er noget andet, der kan ikke klippes, der skal leveres, og teksten skal være skarpskåren og ikke sværere end, at spillerne ikke kløjs i den, altså hvis det er professionelt teater. Aveny-T er et professionelt teater, hvor der kan eksperimenteres i små formater, men hvor alle får løn og forventes at være uddannede til lige netop det, der inviteres publikum ind til.
Det opmuntrende er en raffineret scenografi og velfungerende sangnumre. Men det er ikke nok. Selv om alle mulige tricks blev prøvet af to af skuespillerne, bl.a. spørgsmål til salen, faldt det hele fra hinanden mod slutningen. Så var det nemt at nå frem til to stjerner.
Indlagte musiknumre var fine, men helt ude af trit med resten.
Mungo Park, et godt emne – 4 stjerner
På samme vis på Mungo Park i Allerød: 4 stjerner til ensemblet, hvor ikke alle skuespillere er lige robuste og nuancerede i deres karaktertegning, og teksten havde haft brug for mere fokusering på emnet og en klarere tekst. Herover for trak emnet op: Novos historie suppleret med en abstrakt, opfindsom og underskøn scenografi. Resultatet blev 4 stjerner. Mungo Park er egnsteater med et forholdsvis modent stampublikum, selv om teatret gerne vil være ungt i indhold og udtryk.
Kvinder, mange kvinder og modne i veltrimmede forestillinger, 5 og 6 stjerner.
I sidste weekend havde to kvindeforestillinger premiere. På teatret ved Sorte Hest blev det fra start til slut en glæde at få serveret den satiriske Line Knutzons tekstunivers på 70 minutter af to sjove, velspillende skuespillere i en iscenesættelse, der var dadelfri og sat ind i en minimalistisk scenografi. Scenebilledet var rent og sort, mens lydbilledet også var perfekt. Altså 6 stjerner til det lille storbyteater, som altid kæmper for at nå publikum og samle penge ind, da der er under 100 pladser. Men sikke en stemning, og hvor publikum elsker stedet. Så er det ikke svært at uddele det maximale antal stjerner. Alle slider i det. Og har man penge, kan man købe en stol og støtte teatret.
Samme dag havde Nørrebro Teater premiere på en længe ventet forestilling. Renæssance med 10 modne skuespillerinder, alle over 67 år. De har fortalt om deres livserfaringer til instruktøren og dramatikeren Kamilla Wargo Breckling. Metoden har hun prøvet flere gange med held. Da emnet denne gang var centralt for mig, som hører til samme aldersgruppe, var jeg spændt.
De 10 damer, hvor alle stadig gerne vil stå på en teaterscene sammen med andre kunstnere, har i de seneste år som regel måttet nøjes med små off-forestillinger eller produktioner, som de selv har finansieret. Så der var på Nørrebro Teater lagt op til knald eller fald. Og heldigvis blev det jubel og glæde, for forestillingen er fin og overbevisende om disse ”usynlige” kvinder. Alle som én indgik i det fælles ensemblespil og helt bevidst fremhævede jeg i anmeldelsen ingen navne eller enkeltpræstationer, da det ville være imod forestillingens ånd.
Samtidigt kunne jeg af gode grunde nikke genkendende til det meste. At være usynlig, Ikke at få tilbud fra arbejdsmarkedet, ikke at blive bemærket, ikke at ”blive regnet med ”. Selvfølgelig er det også vigtigt at fremhæve dødstanker etc. Forestillingen er smuk på flere niveauer, har sin egen stille rytme, visuelt neddæmpet, hverken vild eller overraskende fra et stort teater som Nørrebro Teater, der har et effektivt maskineri i overført betydning og som er et af fire subventionerede teatre i Det Københavnske Teatersamarbejde.
Teatret og forestillingen fortjener 5 stjerner for problemstillingen, der er vigtig. Om missionen lykkes, tror jeg næppe, men drømmen er at få alle mandlige og også de mange yngre kvindelige teaterdirektører til at få øjnene op for den oversete skat, som modne kvindelige skuespillere udgør. Dermed trak også den kønspolitiske mission op i denne omgang. Det er politisk teater, som i de gode 1970ere.
Og så ikke mere om at “anmelde”.