∗ ∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Peeping Tom med Triptych – inviteret af København Danser.
Gruppen ”Peeping Tom”, viser overvældende surreelle og hyperrealistiske situationer i Triptych: The missing door, The lost room and The hidden floor.
Endnu engang glæder ”København danser”- festivalen os ved at invitere vigtige, internationale dansekompagnier til København.
Her i tredje sæson for ”København danser”, demonstreres endnu engang, hvad der kan ske, når et par ildsjæle slår sig sammen.
”København danser” lagde ud i 2022 med en engelsk/afrikansk version af Pina Bausch’ ”Le Sacre du Printemps”. Hele byen og det store hungrende ballet- og dansepublikum blev lagt ned. Alle er fortsat trofaste støtter af festivalen, mens nye og yngre publikummer er kommet til.
Årets festival indledes med et tre-dages besøg af den belgiske gruppe ”Peeping Tom”. Navnet kommer fra en horrorfilm fra 1960 om en seriemorder. Så er niveauet lagt for gruppen, der hører til i Flandern og blev dannet i 1999.
I de seneste år har ”Peeping Tom” modtaget adskillige priser for deres nytænkning af modern dance’s formåen. Udgangspunktet er hyperrealisme istængt den surrealisme, som aldrig er død i Belgien. Jvf. Også billedkunsten. (Se anm. nedenfor af de store surrealisme-udstillinger i Bruxelles i år).
Forestillingen i København og Aarhus er sammensat af tre mindre stykker under titlen: Triptych: The missing door, The lost room and The hidden floor, hvor et par er skabt i samarbejde med NDT, Netherlands Dans Theater.
Forestillingen og gruppens arbejde udmærker sig ved en ekstrem beherskelse af det visuelle udtryk understøttet af en meget kompliceret og præcis teknisk kunnen af ikke kun kroppen men af alt udenom. Dvs. de hyperrealistiske interiører, der associerer direkte til en Edward Hopper-æstetik og selvfølgelig til de store belgiske surrealistiske billedkunstnere som Magritte.
Men samtidigt formår ”Peeping Tom” også at skabe en uhygge, som er ualmindelig på en scene, for hvordan få mennesket/danseren, der er nærværende og lige foran én til nærmest at fremstå som et monster det ene sekund for straks efter at være ofret?
Det lykkes eminent for de 7 dansere, der tilsammen og hver især overordnet fortæller os om syndfloden. Den store kollektive undergang, der dog må lides af den enkelte. Igen er der associerende referencer til billedkunsten, her ikke mindst til Bill Violas videos, hvor både død, vand og ikke mindst fornemmelse af det store syndefald.
Og det er lige netop, hvad der sker hos ”Peeping Tom”. På et splitsekund går historien fra det nære til den store uendelige undergang og endnu mere undergang.
”Triptych” er som et bombardement af den moderne civilisations opløsning. Samtidigt er der så mange symboler nedlagt i hvert af ”billederne” at man stopfodres.
Det første “billede” er et relativt tomt rum, 1960er-agtigt, med historien om en død kvinde. Lidt snildt rulles fortællingen også tilbage, samtidigt er det dørene i rummet, der er hovedpersoner og lever deres helt eget liv. Sceneskift til andet billede foregår, mens publikum ser på det. Ren dekonstruktion – igen lidt postmoderne – 1980-agtigt. Nu skabes et hotelværelse, også anno 1960, med alle detaljer i teaktræsinteriøret med hvide hovedpuder og lys i klædeskabene. Men der sker mærkeligt sager, udover voldtægt, elskov og død. For ud af skabene myldrer det med mennesker, ulykkelige kroppe på flugt.
Også en skrigende baby og forskellige håbløse pardannelser ”fremkaldes” – i et vildt tempo takket være en imponerende, stemningsskabende lyssætning.
I tredje ”billede” er scenen rykket til en restaurant, men hotelværelset anes på siden – danserne, personerne er blevet endnu vildere og har nu mindre tøj på. Mændene bliver nøgne, og gulvet er oversvømmet, så de i bogstavelig forstand vader i syndfloden, der kun fører én vej.
”Peeping Tom”s besøg burde måske efterlade én trist, sorgfuld og uden håb, men det interessante er, at gruppens mentale overskud og fantasi er så opmuntrende, at man bare går ud porten på Østre Gasværk og ved, at kunsten, hvor abstrakt dette begreb end er, engang imellem på et par timer kan fortælle mere end mange aviskronikker skrevet af nogle kloge Aager magter.
Der danses i København fredag og lørdag i denne uge og derefter en dag, d.29.5. i Aarhus.
”København danser” har endnu i dette forår to gæstespil:
Østre Gasværk: fra d. 30.5.: SHARON EYAL: Into the hairy
Operaen: fra d. 12.6.: Göteborgoperaens Dansekompani.
henvisning vdr. Surrealisme i Belgien:
https://www.kulturkupeen.dk/bliv-klog-i-bruxelles-paa-surrealismen-i-malerkunsten/
Henvisning vdr. Bill Viola:
Kreditliste til Triptych:
Concept and direction
Gabriela Carrizo and Franck Chartier
Performance
Konan Dayot, Fons Dhossche, Lauren Langlois, Panos Malactos / Akira Yoshida, Alejandro Moya, Fanny Sage, Eliana Stragapede, Wan-Lun Yu
Artistic assistance
Thomas Michaux
Sound Dramaturgy
Raphaëlle Latini
Sound composition and arrangements
Raphaëlle Latini, Ismaël Colombani, Annalena Fröhlich, Louis-Clément Da Costa, Eurudike De Beul
Light design
Tom Visser
Set design
Gabriela Carrizo, Justine Bougerol
Costume design
Seoljin Kim, Yi-chun Liu, Louis-Clément Da Costa
slut