Kulturkupeen

Pejseshow – late night – 2020 – i Midtjylland.

∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Pejseshow – late night – 2020.

En god midtjysk tradition: Pejsegårdens årlige efterårsrevy med Mikkel Schrøder og co.

Imponerende flot, at Pejsegaarden i Brædstrup på trods af alle restriktioner har kastet sig ud i at gennemføre årets revy. Der er sprit, i hundredvis af plastichandsker og designede mundbind. Desværre var der ikke mange, der brugte dem. Men Pejsegården var velforberedt.

Mikkel Schrøder er en rigtig showmand, og han er mere end det. Han er en yderst præcis skuespiller og sanger og synes altid ekstremt velforberedt og har været det i mange år i Brædstrup.

Årets revy har nok oplevet nogle bump på vejen, og det bliver der heller ikke lagt skjul på i op til flere åbningsnumre, der af naturlige grunde handler om Corona. Fint nok. Men vi ved det jo godt. Vi har mærket det på vores krop, hvordan isolation i familiens skød kan tære på kræfterne. Lidt for mange numre kredsede om Corona, uden at turde gøre det med ren satire.

Og selvfølgelig er en musikalsk og polemisk revy i knibe i år, hvor man helst ikke må kritisere politikerne. Så der var INTET om Mette F og såmænd heller ikke om blå blok, som ved premieren bl.a. var repræsenteret ved Inger Støjberg. “Lille Lars fra Græsted”, der netop har udsendt endnu nogle erindringer, har heller ikke nået at få plads i revyen.

I stedet har Schrøder og co. tændt op for det vulgære og verden under bæltestedet. Det er synd og skam og fremstår fattigt. Sådan synes jeg ikke tidligere, det har været i Brædstrup. Det pæne premierepublikum var da også en smule desorienterede, som de sad der, ægtepar ved ægtepar

Det musikalske har altid været i højsædet til Pejserevyen, og den nye i klassen, Julie Steincke, er et flot supplement til Schrøder, Christine Astrid og Gordon Kennedy. Steincke kan både danse og synge og får heldigvis lov at vise sin store stemmepragt.

Bedste nummer, hvor hele holdet er på scenen,  er afgjort parodien på “Toppen af Poppen”, som kører i TV og viser, hvordan popsangere med ekstreme ordguirlander kan rose hinanden. Her er det vittige parodier på bl.a. Anne Linnet og den tavse Thomas Helmig. Mere af det, tak. Her er holdet på kunstnerisk hjemmebane, når de får lov at udfolde sig musikalsk og i karikaturer.

Også en Jørgen Leth-parodi, der egentlig ikke motiveres, er god, bare teksten måske havde været bedre.

Også det velfungerende tremandsorkester holder niveauet. Musikken og talenterne er der, Spilleglæden ligeså, men gid der havde været bedre tekster og større mod på at tage emner op, som vedrører livet anno 2020. For sådan skal en satirisk revy være.  Vi skal se virkeligheden i et lidt skævt perspektiv.

Det kan være svært at skabe revy i dag. Vi har monopolbrud, ikke alle ser den samme tv-avis eller læser den samme avis. Dvs. fællesbegreberne er ved at smuldre ind til ingenting. Men så må man være pædagogisk og lægge nye brikker frem, der kan engagere publikum.

Udenom revyen er der god mad, og bor man langt væk, er der 115 værelser på Pejsegården. Et imponerende jysk underholdningsmekka, der året igennem sørger for underholdning til gæsterne og udstråler venlighed og imødekommenhed.

Producent
MBM Productions ved Mikkel Schrøder

Medv.: Mikkel Schrøder, Gordin Kennedy, Christine Astrid og Julie Steincke.

Instruktion/ Carsten Friis

Koreograf/ Christine Astrid Nielsen

H.K.H. Kostumier/ Lasse Spangenberg

Musik/
Kapelmester / Rasmus Friis Tvørfoss

Guitar / Jakob Juul Nielsen

Keys / Stephen Nørrelykke

 

www.pejseshow.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *