∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Selvmordets anatomi på Teater Republique.
Titlen lyver ikke. Det her er dødsens alvor. Og det er både de ydre tegn på og de indre årsager til selvmord, som er forfatteren, den yngre britiske Alice Birchs ærinde. Når dertil lægges en tyskinspireret iscenesættelse ved Anja Behrens og en sofistikeret scenografi af Ida Grarup, er vi derhenne, hvor teatret er for de intellektuelle og gymnasieelever, der er tvangsudskrevet til teatret. Og det var netop en aften med de sidstnævnte gæster, jeg oplevede forestillingen. Det kan have smittet af på både tempo, stemning og ikke mindst min oplevelse. Beklager.
Selvmordets anatomi. Republique. Østerbro Teater. 2019. Fotograf: Per Morten Abrahamsen.
Alice Birch klipper sine tekster op som var de gamle absurde stykker fra 1950erne. Med en distancerende iscenesættelse bliver oplevelsen derfor som et puslespil, hvor man skal bruge kræfter på at holde rede på tre kvindeskæbner: tre generationer, tilstede på scene samtidigt, ofte med replikker oveni hinanden. Dog i de lykkelige øjeblikke med samstemmende ord: ja, nej etc. Så opleves forestillingen som den symfoni, der måske var tanken enten hos forfatteren eller instruktøren.
Forestillingen bygger på teater- og dramaturgiske greb, der er prøvet før til hudløshed, og som jeg vist tidligere i forbindelse med Alice Birchs dramatik (bl.a. ”Revolt. She said. Revolt” på Husets Teater. Hos Samuel Beckett var det overraskende i 1950erne, hos Birch bliver det rent deja vue.
Selvmordets anatomi. Republique. Østerbro Teater. 2019. Fotograf: Per Morten Abrahamsen.
Men emnet er foruroligende: Selvmordet og drømmen om det, og tiltrækningen – er det arveligt? Og hvordan forholde sig til det? Et tabuiseret emne, der her bliver centralnerven og demonstreres for fulde forbindinger i første scene.
Men de tre generationer og skuespillerne går forskelligt til værks. Hvor Helle Fagralids kvinde er skrøbelig og sart, både før og efter hun får barn, er Ida Cecilie Rasmussens datter meget nuanceret og gennemlever forskellige livsstadier: fra ung pige til narkoman med power. Siden bliver hun forelsket, og så sker der noget, som jeg ikke helt fik rede på med barn etc . Men flot og dybt nuanceret spillet. Tredje generation lever ude i fremtiden, hvor kønnenes orden er ligegyldig. Her bliver Christine Albeck Børge meget myndig, men også svingende, selv om hun ikke synes at være så selvmordstruet, som stykket måske lægger op til.
Selvmordets anatomi. Republique. Østerbro Teater. 2019. Fotograf: Per Morten Abrahamsen.
Uden om de centrale kvinder vandrer tre sølle mænd spillet sympatisk af Nicolaj Kopernikus, Thue Ersted Rasmussen og Trols Thorsen. De har sandelig ikke meget psykologisk stof at arbejde med, og det er som om instruktøren har opgivet dem. Men de forsvarer deres figurer, og det er al ære værd. Der er flere skuespillere på scenen, inklusive børn med lange replikker, som i øvrigt klares fint.
Det er ikke, set fra min lille plads, dramatiske tekster som ”Selvmordets anatomi”, der skal redde teatrets omdømme. Tværtimod synes jeg, det er synd at sætte kronikteater på scenen. Det hører hjemme i et medie, hvor man kan bladre frem og tilbage.
Pokkers også, for intentionerne er jo gode nok, og hele teatermaskineriet kører, men sjælen var væk denne aften i selskab med københavnske gymnasieelever.
- Scenografien: et hvidt skelethus er ganske raffineret og har både symbolværdi og praktiske løsninger i sig. Fint fundet på af Ida Grarup. Men når resten er så statuarisk og stift, kan det være det samme.
Selvmordets Anatomi.
Forfatter: Alice Birch
Oversætter: Simon Boberg
Medvirkende:
Helle Fagralid, Ida Cæcilie Rasmussen, Christine Albeck Børge, Karin Bang Heinemeier, Nicolaj Kopernikus, Troels Thorsen, Thue Ersted Rasmussen, Ellaha Lack (studerende fra Den Danske Scenekunstskole, Skuespiluddannelsen Odense), Isabella Kjær-Westermann, Rose-Maria Kjær-Westermann, Thora Marie Lind Wilhardt, Martha Fogh Duelund & Sara Fusager
Instruktør: Anja Behrens
Scenograf: Ida Grarup
Lysdesigner: Súni Joensen
Dramaturg: Sanna Albjørk